Mens de fleste danske betalingsaviser i disse år er hårdt ramt af fald i abonnementstal og svigtende annoncesalg, har Dagbladet Information som en af de få på markedet de seneste tre-fire år kunnet notere fremgang i abonnementstal, annoncesalg, omsætning og overskud.

Alligevel medfører et faldende tilskud i distributionsstøtte nu, at også Information tvinges til at gennemføre en sparerunde, der vil koste redaktionelle stillinger og dermed også vil påvirke avisens kvalitet.

Baggrunden er, at man i forbindelse med bortfaldet af portostøtten til dagbladene for tre år siden oprettede en fælles pulje til distributionsstøtte under Kulturministeriet. Puljen, der er på cirka 320 millioner kroner, skal i bedste demokratiske tradition sikre den landsdækkende distribution af dagbladene, så det for eksempel ikke er dyrere at få Information leveret i Bjerringbro end på Østerbro.

Imidlertid giver loven mulighed for, at også gratisaviser kan søge om tilskud fra puljen under forudsætning af, at visse krav er opfyldt. Det drejer sig blandt andet om krav til annoncemængden, der ikke må overstige 50 procent, samt krav til egenbearbejdet journalistisk stof. Det helt afgørende krav er imidlertid, at man har slutbrugere – altså abonnenter – der selv har bedt om at få avisen leveret på hjemadressen.

Det hævder MetroXpress og 24timer, at de vil få, og de er på den baggrund i år tildelt godt 34 millioner kroner. En tildeling, som i indeværende år vil koste Information et sted mellem 2,4 og 2,8 millioner kroner i mistet tilskud.

Hensigten med loven?

For en avis af Informations størrelse er det forskellen på røde og sorte tal på bundlinjen, og avisens ledelse er derfor tvunget til at reagere, for selv om det muligvis ændrer sig på længere sigt, er tilskuddet i indeværende år mistet.

Tilskuddet til gratisaviserne er i overensstemmelse med lovgivningen, men man kan med stor ret spørge, om det også er hensigten med loven.

Som nævnt er distributionsstøtten en art public service-støtte til dagbladene, som det også kendes fra Danmarks Radio. I et lille land som Danmark er der stor politisk forståelse for, at en grundlæggende forudsætning for en sund demokratisk samtale er lige muligheder for adgang til medierne. Betalingsaviserne er trods vigende oplag og stor konkurrence fra nye medier stadig langt den største producent af nyheder og kritisk journalistik.

Gratisavisernes plads i den journalistiske fødekæde er af en noget anden karakter, og forretningsmodellen er på ingen måde forbundet med de samme publicistiske og journalistiske ambitioner, som præger de danske betalingsaviser. Deres ret til at være på markedet er naturligvis uomtvistelig, men det bør ikke være uomtvisteligt, at man med offentlige midler belønner aviser, der udelukkende er sat i verden for at tjene penge. Især ikke når det så direkte rammer dagblade, der på et hårdt presset marked kan notere fremgang på alle de områder, man selv har kontrol over.