Uffe Ellemann-Jensen
Uffe Ellemann-Jensen (født 1. november 1941 i Haarby, død 18. juni 2022 i København) var en dansk politiker, der var udenrigsminister fra 1982 til 1993 samt landsformand for Venstre fra 1984 til 1998. Han sad i Folketinget for Venstre fra 1977 til 2001. Inden han kom i Folketinget, var han journalist og var blandt andet TV-vært for DR og fra 1975 til 1976 chefredaktør for Dagbladet Børsen. Han blev tildelt storkorset af Dannebrogordenen i 2002.[1]
Uffe Ellemann-Jensen | |
---|---|
Udenrigsminister | |
Embedsperiode 10. september 1982 – 25. januar 1993 | |
Statsminister | Poul Schlüter (C) |
Foregående | Kjeld Olesen (A) |
Efterfulgt af | Niels Helveg Petersen (B) |
7. formand for Venstre | |
Embedsperiode 23. juli 1984 – 18. marts 1998 | |
Foregående | Henning Christophersen |
Efterfulgt af | Anders Fogh Rasmussen |
Personlige detaljer | |
Født | 1. november 1941 Haarby, Danmark |
Død | 18. juni 2022 (80 år) Østerbro, Danmark |
Dødsårsag | Kræft |
Gravsted | Ordrup Kirkegård |
Politisk parti | Venstre |
Ægtefælle(r) | Hanne Jonsen (g. 1963; opløst 1971) Alice Vestergaard (g. 1971; enke 2022) |
Far | Jens Peter Jensen |
Uddannelsessted | Birkerød Gymnasium, HF, IB & Kostskole Københavns Universitet |
Profession | Cand.polit. |
Informationen kan være hentet fra Wikidata. |
Tidlige liv og karriere
Uffe Ellemann-Jensen blev født den 1. november 1941 i Haarby som søn af Edith Ellemann Johannessen og redaktør Jens Peter Jensen.[2][3] Ellemann-Jensen voksede op med journalistik og politik:[4] Hans far var fra 1940'erne knyttet en række aviser,[5] og han var i 1950'erne politisk journalist[4] og i 1960'erne chefredaktør for først Dagbladet Børsen og dernæst Fyns Tidende;[6] han var herudover medlem af Folketinget for Venstre fra 1964 til 1990 med enkelte mellemrum.[6]
Ellemann-Jensen blev i 1960 student fra Birkerød Statsskole.[2] Han var derefter værnepligtig[2] og blev premierløjtnant af reserven ved Kronens Artilleriregiment,[7] i hvilken periode han ifølge ham selv også samlede efterretninger i Østeuropa og analyserede for Forsvaret.[8]
Han begyndte at studere økonomi ved Københavns Universitet i 1962.[2] Samtidig var han fra 1962 til 1964 deltidsansat ved forsvarsstaben, hvorigennem han havde en bolig på Kastellet og finansierede sin familie og sine studier.[2]
I 1963 blev han gift første gang med Hanne Jonsen, med hvem han fik børnene Claus i 1966 og Karen Ellemann i 1969.[1][9] Hans ægteskab med Hanne blev opløst i 1971,[10] og 19. juni samme år blev han på Gladsaxe Rådhus gift med journalisten Alice Vestergaard,[2] som han havde mødt, efter at han i 1970 var blevet økonomisk-politisk medarbejder ved DR's TV-Aktualitetsafdeling.[2][4] Vestergaard havde datteren Helene (født 1967) fra et tidligere ægteskab, og Ellemann-Jensen adopterede hende.[11] Med Vestergaard fik han i 1973 sønnen Jakob Ellemann-Jensen, der er Venstres nuværende formand.[12]
Ellemann-Jensen arbejdede fra 1967 som journalist for Berlingske Aftenavis.[4] Han blev i 1969 cand.polit. fra Københavns Universitet, og dernæst arbejdede han fra 1970 hos DR som økonomisk-politisk medarbejder og TV-vært.[2] I marts 1975 blev han chefredaktør for Dagbladet Børsen; han blev dog fyret i september 1976 på grund af utilfredshed med hans ledelsesstil og de ændringer til den etiske husaftale, som Ellemann-Jensen havde lavet.[13]
Ellemann-Jensen havde inden folketingsvalget i 1977 stemt Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokratiet og meldte sig ind i Venstre, kort før han stillede op til valget i 1977.[8]
Politisk karriere
Uffe Ellemann-Jensen blev medlem af Folketinget i 1977 for Venstre, valgt i Århus Amt. Han var partiets landsformand 1984-1998 og præsident for det europæiske liberale parti ELDR 1994-2000. Han blev udnævnt til udenrigsminister i Poul Schlüters første, anden, tredje og fjerde regering 1982-93.
I 1992 tog Uffe Ellemann-Jensen sammen med sin tyske kollega, Hans-Dietrich Genscher, initiativet til at skabe Østersørådet (Council of the Baltic Sea States, CBSS) og EuroFaculty.[14]
Uffe Ellemann-Jensen trådte af som partiformand og opgav dermed at blive statsminister, da det ikke lykkedes ham at føre Venstre til en valgsejr ved folketingsvalget i 1998. Han udtrådte af Folketinget ved valget i 2001.
I 1998 var han med til at stifte netværksorganisationen Baltic Development Forum, hvis formand han har været siden. Han blev formand for Det Udenrigspolitiske Selskab i 1996. Han var formand for Dansk Center for Internationale Studier og Menneskerettigheder 2004-08, og han blev adjungeret professor ved Copenhagen Business School i 2007.
Han har været bestyrelsesmedlem/formand i en række danske og internationale bestyrelser. I 2011 var han kortvarigt dansk eksportambassadør for Indien, men posten blev nedlagt efter regeringsskiftet i efteråret 2011.
Debattør
Efter at have forladt det politiske liv holdt Uffe Ellemann sig i en årrække ude af den politiske debat i Danmark. Men da Jyllands-Posten offentliggjorde Muhammed-karikaturerne i 2005, gik han offentligt ind i sagen: Han skrev i oktober 2005, at Jyllands-Posten ikke burde have publiceret tegningerne, og at Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste burde træde tilbage.[15]
Han har i de senere år skrevet en fast blog i Berlingske – "Verden omkring Danmark" – som især handler om udenrigspolitik. Siden den 21. maj 2010 har Uffe Ellemann-Jensen sammen med tidligere udenrigsminister Mogens Lykketoft været værter på det ugentlige udenrigsmagasin Ellemann|Lykketoft på TV 2 NEWS.
Uffe Ellemann-Jensen har skrevet 16 bøger – bl.a. den selvbiografiske Vejen jeg valgte fra 2009 og Din egen dag er kort fra 1997, som blev solgt i over 70.000 eksemplarer. Han har skrevet om lystfiskeri i bogen Ude med snøren – fisk og mennesker jeg har mødt fra 2004 – og har taget et opgør med fodnotepolitikken i Fodfejl fra 2005 om Danmark under den kolde krig. Hans seneste bog er Nu gik det lige så godt, men så gik verden af lave fra 2009 beskriver "det tektoniske skift" i den globale magtbalance efter finanskrisen.[kilde mangler]
Helbred og død
I 1989 blev Ellemann-Jensen opereret for to diskusprolapser i nakken,[16] men brækkede to halshvirvler under operationen,[17] og et stativ blev derfor skruet fast til hans kranie; efterfølgende gik han i et halvt år med halskrave, også da Berlinmuren faldt.[16] Han havde en stent indsat i hjertet og i kølvandet på en blodprop en pacemaker.[18] En anden blodprop fik han i et IC3-tog mod Aalborg i 2003, hvorefter han stoppede med at ryge.[17][18] Derudover havde han sukkersyge.[18]
I januar 2011 var Ellemann-Jensen succesfuldt blevet opereret for prostatakræft i et tilsyneladende tidligt stadie af sygdommen.[19] Han havde en svulst, der trykkede mod hans rygmarv, og som blev fjernet i 2019.[18] I 2021 blev det i et interview med Ellemann-Jensen berettet, at en "gammel kræftsygdom [...] [var] begyndt at røre på sig igen",[18] og med henvisning til alle sine helbredsproblemer udtalte han, at han var "et omvandrende eksempel på lægekunstens fremdrift".[18] I august 2021 blev den fuldt vaccinerede Ellemann-Jensen indlagt med COVID-19 og lungebetændelse i tre uger;[20] han var herefter i viderebehandling i to uger.[21] Hans tilstand forværredes i juni 2022 på grund af kræft, og den 13. juni blev han indlagt på Rigshospitalet,[22][23] hvor han døde den 18. juni.[24][25] Posthumt udsendte TV 2 den 26. juni et afsnit af programmet Det sidste ord med Ellemann-Jensen, hvis materiale var blevet arkiveret på Det Kgl. Bibliotek.[26][27]
28. juni blev han bisat fra Holmens Kirke og urnen nedsat på Ordrup Kirkegård, hvorefter blomsterne og kransene blev kørt til Kastellet ved Norgesporten og lagt der.[28]
I populærkulturen
Den danske duo Rollo & King refererer til Uffe Ellemann-Jensen i deres sang "Fjernsyn for dig"[29] på albummet Midt i en løbetid fra 2000.
Se også
Kilder
Noter
- ^ a b Scheel, Agnete Finnemann (1. november 2011). "Ellemanns liv i rampelyset". Berlingske. Hentet 17. juni 2022.
- ^ a b c d e f g h Rüdiger (2020) [1992], "Forhistorien".
- ^ Venstre (1. november 2021). "80 år i dag: Tillykke til Uffe". Hentet 18. juni 2022.
- ^ a b c d Farbøl, Rosanna; Olesen, Niels Wium (16. oktober 2018). "Uffe Ellemann-Jensen". Danmarkshistorien.dk. Hentet 23. januar 2022.
- ^ Harding, Merete; Jespersen, Verner. "Jens Peter Jensen". Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 18. juni 2022 – via Lex.dk.
- ^ a b "Jens Peter Jensen". Folketinget. 27. januar 2022. Hentet 18. juni 2022.
- ^ "Uffe Ellemann-Jensen". Folketinget. Hentet 18. juni 2022.
- ^ a b "Uffe Ellemann-Jensen: - Jeg var spion - TV 2". nyheder.tv2.dk. TV 2. 26. juni 2022.
- ^ Egebo, Karen Sofie (13. september 2018). "Søskendeparret Ellemann-Jensen: Vi skal ikke forklare hinanden så meget". Kristeligt Dagblad. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Harding, Merete; Larsen, Helge. "Uffe Ellemann-Jensen". Dansk Biografisk Leksikon. Hentet 17. juni 2022 – via Lex.dk.
- ^ "Ellemanns ukendte søster: Sådan var han som barn". Ekstra Bladet. 21. september 2019. Hentet 17. juni 2022.
- ^ "Jakob Ellemann-Jensen". Folketinget. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Rüdiger (2020) [1992], "Svingdøren på Børsen".
- ^ Kristensen, Gustav N. (2010). Born into a Dream. EuroFaculty and the Council of the Baltic Sea States. Berliner Wissentshafts-Verlag. ISBN 978-3-8305-1769-6.[side mangler]
- ^ Wind-Friis, Lea (2006-08-08). "Uffe Ellemann-Jensen: Jyllands-Postens chefredaktør bør gå". Politiken. Hentet 2011-08-11.
- ^ a b "Jakob Ellemann-Jensen skal opereres for to diskusprolapser i nakken". Ekstra Bladet. 15. september 2020. Hentet 17. juni 2022.
- ^ a b Ellemann-Jensen (2017), s. 342.
- ^ a b c d e f Nygaard, Else Marie (31. marts 2021). "Uffe Ellemann-Jensen: Da min kone blev syg, blev jeg virkelig bange". Kristeligt Dagblad. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Ritzau (12. januar 2011). "Uffe Ellemann opereret for kræft". Berlingske. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Ritzau (6. september 2021). "Uffe Ellemann-Jensen har været alvorligt ramt af corona". Berlingske. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Skarum, Sarah (1. november 2021). "Uffe Ellemann-Jensen er ramt af alverdens sygdomme. Dem, han holder af, holder ham i live". Politiken. Hentet 17. juni 2022.
- ^ "Uffe Ellemann er alvorligt syg – Jakob Ellemann rejser hjem fra folkemøde". Politiken. 16. juni 2022. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Fredborg, Jonas (16. juni 2022). "Jakob Ellemann tager hjem fra Folkemødet - Uffe Ellemann er alvorligt syg". Altinget. Hentet 17. juni 2022.
- ^ Stephensen, Emma Klinker (28. juni 2022). "Uffe Ellemann-Jensen bisættes". nyheder.tv2.dk. Hentet 28. juni 2022.
- ^ "Jakob Ellemann-Jensen om sin fars død: 'Han døde til Tivolis fyrværkeri' – Seneste nyt". DR. 22. juni 2022. Hentet 27. juni 2022.
- ^ "Det sidste ord: Uffe Ellemann-Jensen". TV 2 Play. 26. juni 2022. Hentet 29. juni 2022.
- ^ "Uffe Ellemann i 'Det sidste ord'-interview: »Selvfølgelig blev mine børn forsømt«". Politiken. 26. juni 2022. Hentet 29. juni 2022.
- ^ Braun, Christinna (28. juni 2022). "Uffe Ellemann-Jensens bisættelse: Her skal urnen nedsættes". Billed-Bladet. Hentet 28. juni 2022.
- ^ 05. Fjernsyn for dig arkiveret hos Wayback Machine (2001-11-07)
Litteratur
- Ellemann-Jensen, Uffe (2017). Som blad i høst – Mit liv efter politik. Lindhardt og Ringhof. ISBN 978-87-11-89712-6.
- Rüdiger, Mogens (2020) [1992]. På kant. Et portræt af politikeren Uffe Ellemann-Jensen. SAGA Egmont. ISBN 978-87-26-33106-6.
Eksterne henvisninger
Søsterprojekter med yderligere information: |
- Uffe Ellemann-Jensen på Folketingets hjemmeside
- Uffe Ellemann-Jensen på Danmarkshistorien.dk