Betegnelsen jæger-stenalder markerer modsætning til senere tiders landbrugs-orienterede kulturer. Betegnelsen blev indført i dansk i 1972 af arkæologen og redaktøren Harald Andersen, da tidsskriftet "Skalk" lavede en fornyelse af den tidstavle, man bruger til at tidsmæssigt indplacere artikler bragt i bladet som en fornyelse i stedet for den tidligere benævnelse "ældre stenalder" og som modsætning til bondestenalder (tidligere: yngre stenalder).[1]
I Ældste stenalder var Danmark stadig i den sidste del af Weichsel-istiden - den senglaciale fase. Danmark var dækket af tundra eller parktundra og de forskellige jægerkulturer var afhængige af at kunne jage rensdyr. Fra den første del af Ældste stenalder (Ældste Dryas, Bøllingtid og Ældre Dryas) kendes hovedsageligt kulturer med meget få efterladenskaber i Danmark - kulturer der af samme grund er opkaldt efter tyske lokaliteter, f.eks. Hamburgkultur.
Fra den senere del af Ældste stenalder (Allerødtiden) kendes den danske Brommekultur der også var rensdyrjægere.
I slutningen af Ældre stenalder steg temperaturn og havet, og Danmark blev dækket af tæt skov - herfra kendes den ofte omtalte Ertebøllekultur kendt fra en række kystbopladser.
Rensdyrjægerkulturerne antages at have haft en livsform der minder om nutidige rensdyrjægere - med faste vinterbopladser syd for Danmark, men rejsende med telte om sommeren for at kunne følge rensdyrflokkene. Senere kulturer antages at have været mere bofaste - men dog stadig meget mobile; dels kender man ikke rigtigt spor af bygninger fra perioden, dels havde skovjægerkulturerne formentlig også behov for at kunne flytte bopladserne når klimaet og dermed vegetationen og byttedyrenes placering ændrede sig. Alligevel ser man i perioden en tendens mod stadig mere omfattende bopladserm, hvilket man har tolket som større bofasthed.
Litteratur
Dannt Nørgaard Andersen: "Pernille Korsholm1917-2005" (Skalk nr. 1, 2005; s. 30-32)
Katrine Børsting: "Fornyelse" (Skalk nr. 1, 1972; s. 30)
