Hos Adolf Hitler veg forsøget på at besejre Storbritannien pladsen for det, der trods Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt af 1939 var hans væsentligste krigsmål, nemlig erobringskrigen mod Sovjetunionen mhp. at "knuse den jødiske bolsjevisme", som det hed i nazistisk propaganda, og at sikre sig landområder (Lebensraum) og råstofresurser. I december 1940 blev forberedelserne til storangrebet sat i gang (Barbarossaplanen).
Hitlers ordrer til hærledelsen i foråret 1941 om, at krigen mod Sovjetunionen skulle føres som en tilintetgørelseskrig uden hensyn til folkeretlige regler, og at tilfangetagne politiske officerer straks skulle likvideres (Kommissærordren), vakte ikke udelt begejstring i den tyske generalstab, men fremkaldte dog heller ingen modstand. Målsætningen om at ekspandere langt ind i Rusland og "civilisere" et land, som tyskere siden senmiddelalderen havde opfattet som primitivt og truende, lå i forlængelse af 1. Verdenskrigs tyske krigsmål og havde officerskorpsets fulde tilslutning.
Inden Operation Barbarossa kunne sættes i gang, måtte Tyskland gennemføre et felttog på Balkan for at komme sin italienske allierede til hjælp, hvis erobringskrig dér var gået i stå. I april 1941 angreb Tyskland Jugoslavien og Grækenland og nedkæmpede de to lande i løbet af kort tid.
Den græske konge og regering gik i eksil i Egypten, og Grækenland blev efter at have afgivet territorium til Bulgarien og Albanien delt i tyske og italienske besættelseszoner under tysk overkommando. Jugoslaviens konge og regering gik i britisk eksil, og landet blev efter oprettelsen af en tysk lydstat i Kroatien delt mellem Tyskland, Italien, Ungarn og Bulgarien.
Den 22.6.1941 indledte Tyskland støttet af Finland, Italien, Rumænien og Ungarn den planlagte storoffensiv mod Sovjetunionen. En hærstyrke på knap 3,5 mio. soldater støttet af fly og kampvogne overskred grænsen og rykkede hurtigt frem. Bag dem fulgte de såkaldte indsatsgrupper, hvis opgave det var at dræbe kommunister og jøder. Det sovjetiske forsvar, der var svækket af stalinismens udrensninger, brød delvis sammen, så de tyske hære i store omringelsesslag kunne tage millioner af sovjetsoldater til fange, som i stort tal sultede ihjel i krigsfangelejrene.
De sovjetiske hære trak sig taktisk tilbage, men stod over for tyskerne i stadig nye slag. Det lykkedes Stalinregimet at stabilisere situationen og drage fordel af tyskernes voksende kommunikationsvanskeligheder i et vidtstrakt område med svagt udviklet infrastruktur. I løbet af 1941 besatte de tyske hære enorme landområder; i september blev Leningrad (nuv. Sankt Petersborg) omringet, og en belejring indledt, der skulle komme til at vare 872 dage, fra 8.9.1941 til 27.1.1944.
Men offensiven mistede hurtigt fart, og i december måtte tyskerne standse fremstødet mod Moskva kun knap 30 km fra byen; Sovjetunionen havde overraskende kræfter til inden årsskiftet at trænge dem 250 km tilbage i en modoffensiv, der kun lod sig standse under store tab. Den stillingskrig, den tyske ledelse havde søgt at undgå, blev en realitet, og det blev den hårde vinterkulde med temperaturer ned til 40 minusgrader og epidemier som følge af dårlig hygiejne, der krævede de største dødsofre, ikke kamphandlinger.
De nazistiske ledere havde optimistisk regnet med, at Sovjetunionen ville blive rendt over ende i løbet af seks uger, og da det i juli 1941 endnu så gunstigt ud, blev Generalplan Ost udarbejdet. Ifølge den opererede SS-fører Heinrich Himmler med at forflytte ca. 30 mio. russere fra de vestlige områder af Rusland, for at dette område kunne gøres klar til germanisering og tysk kolonisering.
Den 31/7 fik Reinhard Heydrich i opdrag at udarbejde organisatoriske planer til en "endegyldig løsning af det jødiske spørgsmål". Med udsigt til en snarlig sejr var naziregimet parat til at løse andre af de problemer, som naziledelsen mente truede det tyske folk.
At sovjetfelttoget var slået fejl, og den tyske militærmaskine, der havde syntes uovervindelig, var blevet bremset, udløste en krise i det nazistiske regime, som forstærkedes af USA's indtræden i krigen 7.12.1941. Men atter rykkede den tyske befolkning og den økonomiske og militære elite sammen om Føreren. Krigsøkonomien omorganiseredes mhp. en langvarig opslidningskrig, og et gigantisk program for udplyndring af de besatte lande og udnyttelse af tvangs- og slavearbejdere blev iværksat (se Albert Speer og Fritz Sauckel).
Samtidig med angrebet på Sovjetunionen iværksatte Tyskland, støttet af lokale kollaboratører, en udryddelseskrig mod Sovjetunionens jødiske befolkning, og i vinteren 1941-42 udvidedes massemordene til at omfatte jøder i hele det tyskkontrollerede Europa og til at foregå vha. giftgas i nyindrettede udryddelseslejre i det tidligere Polen. Krigen blev brugt som dække over folkedrabet, der kostede ca. 6 mio. jøder livet (se holocaust og Endlösung).
Stillingen på østfronten holdt sig, indtil tyskerne i forsommeren 1942 iværksatte en ny offensiv. Som følge af de store tyske tab koncentreredes den om det sydlige, ukrainske frontafsnit, hvor tyskerne stødte frem til Kaukasus i håb om at erobre de vigtige oliefelter. I sommeren 1942 nåede det tyskkontrollerede område i Europa sin største udstrækning, men uden at de stillede krigsmål blev nået. I september begyndte slaget om den strategisk vigtige by Stalingrad (nuv. Volgograd).
Det varede frem til januar 1943, da de omringede tyske, italienske, ungarske og rumænske tropper overgav sig. Slaget ved Stalingrad blev et vendepunkt i krigen, ikke i første række militært, men politisk og psykologisk. Det markerede, at krigslykken var vendt, og at Tyskland var tvunget i defensiven. I de tyskbesatte lande medførte det tyske nederlag voksende modstand mod besættelsesmagten.
I Tyskland forsøgte propagandaminister Joseph Goebbels med parolen om total krig at mane det tyske folk til samlet og beslutsom modstand, men troen på sejr og tilliden til Hitler havde lidt et knæk, uden at der dog opstod nogen modstand af betydning. Sovjetunionens prestige og position blandt de allierede lande styrkedes betragteligt, og de vestallierede forstærkede forberedelserne til en invasion på det europæiske kontinent, ikke mindst med henblik på magtfordelingen efter krigens afslutning.
Det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 havde ført til dannelsen af Anti-Hitler-koalitionen, en ad hoc-alliance først mellem Storbritannien og Sovjetunionen, muliggjort ved midlertidig tilsidesættelse af de politiske og ideologiske modsætninger mellem de to lande. Den 12.7.1941 indgik de en gensidig bistandstraktat, som betød, at Sovjetunionen fik britisk og amerikansk bistand og fra november 1941 tillige var omfattet af den amerikanske lov om lån og leje af militært udstyr (Lend-Lease Act). USA's indtræden i krigen og i den allierede koalition i december 1941 gav denne et globalt sigte.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.