Basel (by), fransk Bâle, by i Nordschweiz ved grænsen til Tyskland og Frankrig; 170.600 indb. (2012). Basel er Schweiz' tredjestørste by (efter Zürich og Genève) og hovedby i halvkantonen Basel-Stadt. Den ligger ved det såkaldte Rhinknæ, hvor floden danner en ret vinkel på grænsen mellem Schweiz og Tyskland.
Basel er med sin beliggenhed mellem Mellemeuropa og de alpine pasveje et vigtigt trafikknudepunkt. Byen er øverste station for skibstrafikken på Rhinen og er Schweiz' eneste havneby. Floden deler byen i to dele, mod syd den ældste bydel Groß-Basel med mange gamle bygningsværker og byens kulturelle og handelsmæssige centrum, mod nord Klein-Basel med havne- og industrianlæg. Især kemisk og farmaceutisk industri er vigtig, idet den beskæftiger ca. 1/3 af alle i industrien, men også næringsmiddel- og metalindustri er repræsenteret.
Basels middelalderlige bybillede er bevaret i gadenettet omkring Münsterplatz, Rittergasse, Augustinergasse og Martinsgasse. Den storslåede senromanske domkirke, opført efter en brand i 1185, har højgotisk kor og sengotiske vesttårne; tværskibets romanske Gallusportal er nok den ældste figurudsmykkede portal i det tysksprogede område. Blandt andre kirker er Martinskirche (1398), den franciskanske Barfüßerkirche (1298), der nu rummer Basels historiske museum, samt den funktionalistiske Antoniuskirche, opført af Karl Moser 1926-27. Byporten Spalentor er fra slutningen af 1300-t., mens rådhusets midterbygning stammer fra 1503-07 og har rig udsmykning i sengotik og renæssance.
Kunstmuseum Basel rummer landets vigtigste samling af tyske mestre fra 1400- og 1500-t.: Konrad Witz, Matthias Grünewald, Hans Baldung Grien og Hans Holbein d.y., men også værker af nyere kunstnere som Arnold Böcklin og Paul Klee.
Museum für Gegenwartskunst, åbnet 1980, har vigtige samlinger fra tiden efter 1970. Museum Jean Tinguely (1996) viser værker af avantgardekunstneren.
Basel er kendt for flere internationale messer og udstillinger, bl.a. i European World Trade and Congress Center (1984).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.