Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
Centralmassivet
Byen Mont-Dore ligger ved floden Dordogne i en dal i Auvergne-Rhône-Alpes i Centralmassivet.

Centralmassivet er en højslette i Midtfrankrig. Den har et areal på ca. 85.000 km2, svarende til 15 % af Frankrigs areal, og omkring 4 millioner indbyggere.

Faktaboks

Også kendt som

Massif Central

Mod nord, vest og sydvest sænker Centralmassivet sig jævnt mod henholdsvis Pariserbassinet og Det Aquitanske Bassin, mens den østlige og sydøstligste del, Cevennerne, danner en brat kant mod Saône-Rhône-dalen og mod kystsletten langs Middelhavet. Højsletten når mod sydøst højder på over 1.700 meter, men sænker sig mod nord og vest til ca. 200 meters højde.

Naturforhold

Som Det Armorikanske og Det Bøhmiske Massiv består Centralmassivet overvejende af krystallinske bjergarter, fx granitter og glimmerskifre, som er rødder af foldebjerge, som blev dannet under mindst fire orogeneser (bjergkædedannelser) for henholdsvis 3,1, 2,8, 2 og 0,6 milliarder år siden. Her findes desuden metamorfoserede sandsten, skifre og kalksten samt granitter, der blev dannet under den hercyniske foldning i Karbon (ca. 350-290 millioner år før nu). De sidste tektoniske bevægelser skete i Tertiær (ca. 65-2 millioner år før nu), da området blev hævet som en blok til en højslette i forbindelse med Alpernes dannelse.

Højsletten er afbrudt af flere nord-sydgående gravsænkninger, vigtigst er Limagne mod nord. Andre mindre kalkplateauer, fx Causses i den sydlige del, rummer talrige former skabt af erosion i kalken (karst). Langs andre forkastninger blottes kulførende lag fra Karbon, de vigtigste findes ved Saint-Étienne og Le Creusot. I Auvergne forekom fra slutningen af Tertiær og i Kvartær kraftig vulkanisme langs forkastninger. Flere af disse vulkaner udgør Centralmassivets højeste dele: Monts Dore (Puy de Sancy, 1.885 meter) og Plomb du Cantal (1.858 meter). Små kratere findes i Chaîne des Puys. Terrænets seneste udformning skyldes erosion af gletsjere i de højestbeliggende dele samt af floderne, fx i Gorges du Tarn, der har dannet dybt nedskårne dale, canyons.

Klimaet er tempereret. Clermont-Ferrand, som ligger i ca.i 350 meters højde, har i gennemsnit 3 °C i januar og 20 °C i juli. Nedbøren er på vestsiden rigelig hele året, i mange områder over 1.000 mm, og på sydsiden rigelig i vinterhalvåret. I de indre dele og på østsiden er den mere sparsom, stedvis mindre end 600 mm.

Befolkning

I forhold til de karrige naturforhold har Centralmassivet været tæt befolket frem til første halvdel af 1800-tallet. Den naturlige skov var ryddet, og højsletterne anvendtes til dyrkning og kvægavl, mens indkomsterne blev suppleret ved småindustri og sæsonarbejde i andre landsdele.

Derefter begyndte en massiv flytning fra landkommunerne, som næsten alle har fået halveret folketallet; nogle har mistet 85 %. Denne afvandring har slet ikke kunnet absorberes af de få byer med større industri som Clermont-Ferrand, Limoges, Saint-Étienne og Le Creusot. I 1900-tallet havde Centralmassivet derfor som helhed aftagende folketal, forstærket af lukningen af kulminer og sværindustri i de to sidstnævnte byer, men siden år 2000 har indvandring til regionen mere end opvejet fødselsunderskuddet.

Den lave befolkningstæthed og de vanskelige trafikforhold hæmmer den erhvervsmæssige udvikling. Siden 1970'erne har skovbeplantning på højsletterne og specialisering i kvægavl taget fart. Turismen i de storslåede naturområder, bl.a. vulkanprovinsen i Auvergne, er ligeledes i vækst.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig