Iowa er en stat i Midtvesten i USA. Iowa blev optaget i Unionen i 1845 som den 29. stat. Guvernøren er Kim Reynolds fra Det Republikanske Parti.
Hovedparten af indbyggerne er efterkommere af immigranter fra 1800- og begyndelsen af 1900-tallet, heraf en del fra Danmark, som især bor i og omkring byen Elk Horn i det sydvestlige Iowa. Her findes dansk immigrantmuseum med bl.a. Bedstemor's House. Siden indvandringsbølgen har indbyggertallet i Iowa kun ændret sig lidt, og det samme gælder bosættelsesmønstret, der næsten overalt følger den gitterformede landopmåling fra 1800-tallet. Befolkningen er jævnt fordelt, og urbaniseringsgraden lav (1997).
Landskabet består af en frugtbar og næsten konturløs prærieslette bortset fra et bakket morænelandskab i nordøst. Ca. 90% af arealet er opdyrket og indgår i landbrugsdriften, hvis ejerskab er fordelt på lidt over 100.000 familiebrug (tal fra 1997). Vigtigste afgrøder er sojabønner og majs (især fodermajs), mens svine- og oksekød og i mindre grad lammekød er de vigtigste animalske produkter. Landbrugets samlede omsætning overgås kun af Californiens og Texas', og medregnes alle landbrugsrelaterede aktiviteter, dvs. fødevareindustri, landbrugsmaskiner, kemikalier osv., er Iowa den stat i USA, hvis økonomi og beskæftigelse er tættest knyttet til landbruget (1997).
Landskabets monotoni brydes af søer og floder, der alle er bifloder til Mississippi og Missouri. Ved floderne har man anlagt i alt 60 statsparker for at bevare resterne af den oprindelige natur og tilgodese befolkningens rekreative interesser (jagt, fiskeri, camping m.m.). Klimaet er nedbørsrigt og tempereret med kolde vintre (gennemsnit i januar −7 °C) og varme somre (gennemsnit i juli 24 °C)
Den første europæiske udforskning af området blev foretaget af franskmænd i 1673. I 1803 indgik det i Louisiana-købet og kom under USA. Først i 1830'erne skete der en større tilflytning, da de oprindelige folk, herunder sac og fox, blev fordrevet. I 1838 oprettedes Iowaterritoriet, og foruden sekter som amish, amana og mennonitter kom et stort antal indvandrere fra det nordvestlige Europa, bl.a. nordmænd og danskere. Iowa blev delstat i 1846 og var i slutningen af 1800-tallet som en af USA's centrale landbrugsstater et midtpunkt for forskellige populistiske bevægelser.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.