J.D. Herholdt (arkitekt)

J.D. Herholdt var en dansk arkitekt, nevø til lægen Johan Daniel Herholdt. Ved sin omfattende produktion og sine pædagogiske evner fik Herholdt stor betydning for dansk arkitektur og blev en af de førende blandt "De Nationale" i modspil til Ferdinand Meldahls og Vilhelm Dahlerups "Europæere".

Herholdt blev tømrersvend 1837 og gik på Kunstakademiet fra 1832. Han var meget interesseret i dansk middelalder- og renæssancearkitektur, men fandt også inspiration på sin rejse i Europa i 1852-1854.

Det nationale fik, ud over det stilistiske, sit udtryk i brugen af de hjemlige tegl, især de røde. I sin søgen efter nye udtryk påvirkedes han af lærere som Gustav Friedrich Hetsch og Gottlieb Bindesbøll og af Niels Lauritz Høyen.

Herholdts kunstneriske og praktiske evner fik særlig udfoldelse i den nye hustype, villaen, med asymmetriske løsninger inspireret af engelsk arkitektur og anonyme italienske huse, fx det såkaldte Rafaels Hus i Villa Borghese i Rom. Blandt villaerne i det nyanlagte Rosenvænget i København ses endnu P.C. Skovgaards villa (1860) og Johanne Luise Heibergs villa (1862).

Det var navnlig florentinske paladser og norditalienske teglbygninger, der prægede de offentlige bygninger, Herholdt opførte i København: Universitetsbiblioteket i Fiolstræde (1857-1861), Nationalbanken (1865-1870, nedrevet), Botanisk Laboratorium (1888-1890) og Polyteknisk Læreanstalt (1887-1890); rådhuset i Odense blev opført 1881-1883 s.m. Carl Lendorf.

Herholdts opmålinger af sjællandske landsbykirker satte spor i huse som herregården Erholm på Fyn (1850-1854) og Carit Etlarsvej 3 på Frederiksberg (1851). Han restaurerede også talrige kirker.

Johan Daniel Herholdt var moderne i sine krav om overensstemmelse mellem funktion og form og i sin brug af nye materialer som støbejern som bærende konstruktion (Universitetsbiblioteket). Han var en dygtig lærer ved Polyteknisk Læreanstalt og for sine unge medarbejdere, og han udgav lærebøger som Veiledning i Bygningskunst (1875).