Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                

Suezkanalen. Konvoj på vej mod nord i den østlige gren af kanalen ved Port Said. Foto: 2017.

.

Suezkanalen indvies, 1869.

.

Suezkanalen. Queen Mary 2. under Al Salam-broen.

.

Kanalen er dobbelt en del af vejen. Billedet viser forgreningen ved Port Said med den gamle kanal til venstre, der bruges til den sydgående trafik. Til højre den nye kanal, som tager den nordgående trafik. Foto: 2017.

.

Containerhavn i Port Said, der ligger parallelt med den østlige gren af Suezkanalen. Foto: 2017.

Suezkanalen er en åben kanal, der forbinder Port Said i Middelhavet med Suez ved Det Røde Hav. Den er 193,3 kilometer lang. Siden åbningen i 1869 er kanalen i flere omgange blevet gjort bredere og især dybere.

Store udvidelser er sket siden 1975, således at vanddybden midt i hovedkanalen er 24 meter. På tre strækninger med en samlet længde på 113,3 kilometer er der anlagt parallelle kanaler for tovejs sejlads. De vestlige løb anvendes til sydgående trafik. Desuden er der vigepladser, bl.a. i Store Bittersø, den største af de søer, kanalen går igennem. Selv meget store tankskibe kan passere kanalen i ballast. Skibene lodses igennem kanalen i tre konvojer om dagen. Sejlhastigheden er fastsat til 6-8 knob afhængigt af skibstype, lastkondition, vindforhold og tidevandsstrømme. Den gennemsnitlige sejltid er 15 timer.

I 2015 åbnede man betydelige udvidelser af kanalen, således at den nu kan tage 97 skibe om dagen mod tidligere 47. En ny parallelkanal langs en 35 kilometer lang strækning samt en uddybning af en del af den eksisterende kanal skal afkorte gennemsejlingstiden samt ventetiden for skibene.

Historie

Idéen om at forbinde Middelhavet og Det Røde Hav med en kanal og dermed forkorte søvejen til Asien med tusindvis af kilometer blev overvejet allerede af Harun al-Rashid omkring år 800, men først under den franske besættelse af Egypten i 1798-1801 indledtes egentlige forberedende undersøgelser. I 1854 gav den egyptiske vicekonge, Said Pasha (1822-1863), franskmanden Ferdinand Marie Lesseps tilladelse til at konstruere Suezkanalen, og i 1856 fik Compagnie universelle du canal maritime de Suez, ejet af vicekongen og Frankrig i fællesskab, retten til drift af kanalen i 99 år efter åbningen.

Byggeriet begyndte i 1859, og i 1869 blev kanalen indviet. I 1875 købte briterne den egyptiske andel af kanalkompagniet, som bevarede kontrollen indtil juli 1956, da Egyptens præsident, Gamal Abdel Nasser, nationaliserede selskabet.

Det udløste Den Anden Arabisk-israelske Krig, Suezkrisen; kanalen var lukket i 1956-1957, men Egypten beholdt kontrollen, bl.a. mod erstatning til kanalkompagniet, og Suezkanalen har siden været drevet af Egyptian Canal Authority (ECA). På grund af den israelske besættelse af Sinaihalvøen i 1967 var kanalen lukket indtil 1975.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig