Tyrkiet - litteratur

Den middelaldertyrkiske litteratur opstod i Anatolien fra 1200-1400-tallet Dens genrer er krøniker, legender, sagn og folkedigtning, bl. a. det store kvad Dede Korkut og Nasreddin Hocas fabler. Den første sufidigtning opstod også her med fx Yunus Emre (se også sufisme).

Den osmanniske litteratur udviklede sig med erobringen af Konstantinopel i 1453 til en dominerende stormagts- og hofdigtning indtil 1839. Fra perioden kendes bl.a. divanlyrik (se divan), dervishlyrik (se dervish) og folkelig litteratur.

Divanlyrikerne Baki (1526-1600) og Fuzuli (1495-1556) skrev digtsamlinger i et højt stiliseret sprog med arabisk-persiske og tyrkiske elementer.

Digtene bygger på bestemte nøgleord som sjæl, kærlighed, hersker, slave, have, suk og måne; i sin tematik er denne divandigtning ofte beslægtet med den religiøse dervishlyrik.

Ved siden af hoflyrikken spillede den encyklopædiske litteratur en stor rolle i form af rejseberetninger, historieskrivning og geografi, fx Evliya Çelebis (1611-84) Rejsebog (udg. 1898-1938).

Den folkelige litteratur rummer ofte tidskritiske og satiriske elementer, og flere af dens trubadurer blev forfulgt, fx Pir Sultan Abdal, der tilhørte det shiitiske mindretal og blev henrettet for majestætsfornærmelse ca. 1560.

Den vestligt orienterede Tanzimat-litteratur begyndte i 1839 med den såkaldte Tanzimat-erklæring, der indvarslede de politiske reformer. På det litterære felt blev samtidige franske romaner oversat, og divanlyrikken voldsomt kritiseret.

Det viser sig ikke mindst hos Namık Kemal, der både som forfatter, journalist og tidsskriftudgiver var med til at grundlægge den moderne litterære offentlighed i Tyrkiet. Denne udvikling fortsattes af den visionære og socialt engagerede lyriker og samfundsdebattør Tevfik Fikret.

Republiklitteraturen fra 1923 indtil 1960'erne videreførte optimismen og troen på fremskridtet. Det gælder fx de patriotiske forfattere Halide Edib Adıvar og Yakub Kadri Karaosmanoğlu (1889-1974), hvis romaner handler om krigen mod grækerne og modsætningen mellem by og land.

Det var ikke alene troen på det moderne, der stod i centrum, men også interessen for Anatolien som det nye tyrkiske område, der skulle opdyrkes og være modsætningen til Osmannerrigets tilknytning til islam og den persisk-arabiske kultur.

Interessen for dagligdagen, det folkelige og et enkelt sprog omfattede også den såkaldte landsbylærerlitteratur, med Mahmut Makals (f. 1933) roman Vores landsby (1950) og Yaşar Kemals episke romaner, der opbygger en moderne mytologi med elementer fra den førosmanniske periode.

Mens realismen ofte knyttedes sammen med et socialistisk samfundsengagement, som hos Aziz Nesin, Tahir Demir Kemal og Orhan Kemal, opstod der fra 1960'erne en udvandrerlitteratur mindre præget af politiske teser, og som skildrer de tidligere landsbybeboeres liv i Vesteuropa, således hos Fakir Baykurt, Aras Ören (f. 1939) og Güney Dal (f. 1944).

En vigtig del af republiklitteraturen er det moderne teater, inspireret af europæisk avantgarde og episk teater, som flere af de store forfattere har skrevet til, fx Nâzım Hikmet, Aziz Nezin og Adalet Ağaoğlu.

Den moderne tyrkiske litteratur fra 1960'erne til nutiden er præget af en større pluralisme, et opgør med realismen og nationalismen og en tiltagende orientering både mod vest og mod øst.

Som modvægt til den realistiske litteratur i Tyrkiet står dels lyrikken med dens enorme betydning for litteraturens udvikling, dels den intellektuelle tyrkiske storbyroman, herunder også den tyrkiske kvindelitteratur, der lige siden republikkens grundlæggelse har haft en vigtig position med navne som Füruzan (f. 1935), Adalet Ağaoğlu og Pinar Kür (f. 1949).

Lyrikken udviklede allerede i mellemkrigstiden to tendenser: en folkelig utopisk og en sprogbevidst-eksperimenterende med Nâzım Hikmet og Orhan Veli Kanık på den ene side og Fazıl Hüsnü Dağlarca på den anden. Typisk for begge retninger er på trods af deres modernitet også de dybe rødder i traditionen og en mistænksomhed over for avantgardekunsten.

Mellem de to tendenser har den tyrkiske lyrik op til i dag udfoldet stor rigdom og variation, ikke mindst i lyset af de nyislamiske strømninger, der har udviklet lyrikere som Ismet Özel (f. 1944), som forener stor viden om europæisk modernisme med sufibaggrund.

De store skikkelser og inspiratorer for den moderne tyrkiske storbyroman er Sabahattin Ali (1907-48) og Sait Faik, men især Ahmet Hamdi Tanpinar. Han har afgørende præget nutidens formeksperimenterende tyrkiske roman, der bryder med den realistiske romans lange tradition ved at inddrage påvirkning fra James Joyce, den ny franske roman og den amerikanske metaroman.

Denne inspiration finder man hos Nedim Gürsel og især Orhan Pamuk, der har en langt større sans for stil, form, æstetik end de realistiske forgængere. På trods af de store individuelle forskelle synes den moderne tyrkiske litteratur under nye betingelser at fortsætte traditionen fra Tanzimat, både i sin optimisme, sin kosmopolitiske holdning og sine formeksperimenter, der stadig er i stand til at spænde mellem europæisk modernisme og orientalsk tradition og hele tiden forvandle og forny begge traditioner til noget særlig tyrkisk.

Et af de vigtigste nye træk i den tyrkiske litteratur omkring årtusindeskiftet er forsøget på at distancere sig fra den patriotiske selvforståelse og skabe større litterære udfoldelsesmuligheder og mere differentierede beskrivelser af det private og personlige.

Denne tendens til ikke længere at betragte handlinger og personer som typer for en almen udvikling, ses blandt andet i den store popularitet, som den nye tyrkiske kriminalroman har fået.

Blandt de nye, populære forfattere tælles Ahmet Ümit (f. 1960), der kredser om undertrykkelse af minoriteter og magtmisbrug i det politiske system fx i Istanbulromanen Tåge og Nat (1996), og "den ny Orhan Pamuk", forfatterinden Buket Uzuner (f. 1955), der i sine romaner Middelhavsvals (1998) og En kop tyrkisk kaffe (2001) dekonstruerer Tyrkiet og Istanbul som verdens midtpunkt, og heroverfor fremhæver Tyrkiets forbindelse ikke kun til den vestlige modernisme, men også til de asiatiske kulturer.

Detektivromanen har i den nye tyrkiske litteratur fået en nærmest symbolsk og almen betydning, der rækker langt ud over selve genrens rammer; den er blevet udtryk for en gennemgående undersøgende-skeptisk holdning til alle store sandheder og stivnede magtstrukturer.

Drivkraften bag disse tendenser, og emnet for megen aktuel tyrkisk litteratur, er uden tvivl spørgsmålet om Tyrkiets fremtid som medlem af EU, som vil kræve radikale reformer af det tyrkiske samfund.

• Tyrkiet