Abraham Berge var en norsk politiker, statsminister 1923-1924.
Abraham Berge tilhørte indtil 1909 Venstre, hvorefter han var medstifter af Frisindede Venstre. Han var medlem af Stortinget 1892-1894, 1898-1912 og 1925, finansminister 1906-1907, 1910-1912 og i 1923, indtil han efterfulgte O.B. Halvorsen som statsminister. Allerede året efter gik han af, efter at Stortinget havde nedstemt et forslag om ophævelse af totalforbuddet mod spiritussalg.
I 1926 blev Berge ved en rigsretssag anklaget for i 1923 at have prøvet på at redde Den Norske Handelsbank og andre store banker fra fallit ved hjælp af ulovlig statsstøtte; han blev dog frikendt i 1927.