Abraham Berge, 1851-1936, norsk politiker, statsminister 1923-24. Abraham Berge tilhørte indtil 1909 Venstre, hvorefter han var medstifter af Frisindede Venstre; medlem af Stortinget 1892-94, 1898-1912 og 1925, finansminister 1906-07, 1910-12 og i 1923, indtil han efterfulgte O.B. Halvorsen som statsminister. Allerede året efter gik han af, efter at Stortinget havde nedstemt et forslag om ophævelse af totalforbudet mod spiritussalg.
I 1926 blev Berge ved en rigsretssag anklaget for i 1923 at have prøvet på at redde Den Norske Handelsbank og andre store banker fra fallit ved hjælp af ulovlig statsstøtte; han blev frikendt i 1927.