Italien - ballet

Ordet ballet kommer fra det italienske balletto, som betyder lille dans, og de første skridt mod en klassisk ballet blev i bogstavelig forstand taget ved renæssancens mange italienske fyrstehoffer. Dansemestre skabte her nye danseformer og udgav allerede i 1400-tallet Europas første lærebøger, bl.a. Trattato della danza (ca. 1460) af Guglielmo Ebreo. De balli eller balletti, som Ebreo og andre arrangerede, blev forbilleder for de hofballetter, som italienske dansemestre udviklede, bl.a. i Frankrig i 1500-tallet.

Ballet spillede også en rolle i de mange operahuse, som blev rammen om den musikdramatiske udfoldelse i Italien i 1600-tallet, men det var primært som pædagoger og teoretikere, at italienerne i de følgende århundreder indskrev sig i italiensk ballethistorie.

Stor betydning for romantisk ballet fik bl.a. Carlo Blasis (1797-1878), som i 1820'erne udgav en række lærebøger og i 1837 blev leder af Imperiale Regia Accademia di Danza, grundlagt i 1813 i tilknytning til La Scala i Milano.

Andre italienske operahuse fik først deres egne skoler i 1900-tallet: Teatro dell' Opera i Rom i 1928 og Teatro di San Carlo i Napoli i 1950. La Scala har med et repertoire bygget op omkring dansere som Carla Fracci (1936-2021) været centrum for en traditionel klassisk ballet i sidste halvdel af 1900-tallet.