Johannes Wiedewelt, dansk billedhugger, 1731-1802. Johannes Wiedewelt blev svend 1745 i sin fars, Just Wiedewelts, værksted og videreuddannedes 1750-54 i Paris hos Guillaume Coustou d.y.
Under Italiensopholdet 1754-58 knyttede han venskabs- og kærlighedsforhold til nyklassicismens teoretiker, den tyske kunsthistoriker Johann Joachim Winckelmann; i 1762 publicerede han sin redaktion af Winckelmanns tanker i det anonyme skrift Tanker om Smagen udi Konsterne i Almindelighed.
Som hofbilledhugger fra 1759 fik Johannes Wiedewelt talrige opgaver for kongehus og adel, således Christian 6.s sarkofag (marmor 1760-68) og hovedværket, Frederik 5.s gravmæle (marmor 1769-75), begge i Roskilde Domkirke; udsmykningen af Christiansborgs riddersal gik til grunde ved branden i 1794.
Christiana Friderica Moltkes sarkofag (marmor 1761-64) i Karise Kirke er et harmonisk nyklassicistisk arbejde, mens J.F. Classens gravmæle (1795) i Vinderød Kirke præges af voldsomme, nærmest senbarokke effekter. Den lærde billedhugger lavede bl.a. også forlæg til medaljer.
Med udgangspunkt i studier af havekunsten i Frankrig og England udførte Wiedewelt s.m. Nicolas-Henri Jardin en omlægning og skulpturel udsmykning af Fredensborg Slotshave (1760-69), og 1776-89 omdannede han ved Jægerspris Slot en jættestue til Julianehøj med mindesten for hedenske danske konger og udførte 54 monumenter for berømte danskere til mindelunden.
Johannes Wiedewelts sidste betydelige arbejde var statuen Troskaben (1797) til Frihedsstøtten i København. Wiedewelt drev et stort værksted, blev professor ved Kunstakademiet 1761 og var dets direktør i længere perioder 1772-95.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.