Joseph Warren blev amerikansk frihedshelt under Den Amerikanske Revolution.
Warren var læge og politiker i Boston, da den amerikanske uafhængighedskrig brød ud den 19. april 1775 med slagene ved Lexington og Concord.
Warren var en af de ledende støtter i kampen for uafhængighed og blev den 2. maj præsident for oprørsregeringen, Massachusetts Provincial Congress. I de følgende uger arbejdede han på at opbygge og forsyne en oprørshær. Da den daværende kongres for de første 13 stater, Den Anden Kontinentalkongres, grundlagde forløberen for den amerikanske hær den 14. juni 1775, udnævnte kongressen Joseph Warren til generalmajor.
Tre dage senere blev Warren skudt af en britisk soldat under Slaget ved Bunker Hill. Ifølge legenden havde Warren insisteret på at deltage i slaget som menig, og under den amerikanske revolution blev historien om Warrens kampvilje berømt. 14 regioner (counties) og et utal af byer og gader i USA er stadig opkaldt efter Joseph Warren.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.