Pierre de Fermat var en fransk matematiker. Pierre de Fermat var uddannet jurist og virkede som sådan i Toulouse fra 1631 til sin død. Han korresponderede med adskillige matematikere, og flere af hans nye erkendelser findes i hans breve. Andre beskrev han i korte afhandlinger, som han lod cirkulere blandt matematikere. Hans idéer havde rødder i den klassiske græske matematik og i F. Viètes analytiske tilgang til matematikken.
Ved at kombinere sine inspirationskilder udviklede han nye metoder, fx til at behandle geometriske problemer analytisk. I samtiden var han mest kendt for metoder, der var forløbere for den senere differential- og integralregning. Han udviklede bl.a. en algoritme til at bestemme ekstrema i et polynomium. Eftertiden kender ham bedst for hans bidrag til talteorien — ofte kaldes han ligefrem teoriens skaber. Mange af hans resultater blev fremsat som formodninger; en af disse, også kaldet Fermats store sætning, blev en udfordring for matematikere i mere end 300 år.
Endvidere viste Pierre de Fermat og Blaise Pascal i en brevveksling fra 1654, hvordan man kan regne eksakt på chancerne for at vinde i spil. Fermat blev dermed en af foregangsmændene for sandsynlighedsregningen.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.