Wienerkongressen

Wienerkongressen var stormagternes forhandlinger september 1814 til juni 1815 om Europas nyordning efter Revolutions- og Napoleonskrigene.

30.maj 1814 sluttede Frankrig fred i Paris med en koalition af europæiske magter (se koalitionskrigene). Man førte Frankrigs grænse tilbage til tiden før 1792, Bourbonerne genindsattes på tronen, og Napoleon 1. blev forvist til øen Elba. Desuden indkaldtes Europas fyrster og diplomater til en kongres i Wien. Bonmotet for kongressen blev Le Congrès ne marche pas, il danse, der udtrykker, at det store opbud af prominente deltagere blev holdt hen med baller, maskerader og soiréer, mens det diplomatiske korps forhandlede. Toneangivende var von Metternich (Østrig), Aleksander 1. (Rusland), K.A. von Hardenberg (Preussen), Castlereagh (Storbritannien) og Talleyrand (Frankrig).

Stormagterne ønskede at hindre nye franske forsøg på at opnå overherredømme, ligesom man ville garantere freden gennem et magtbalancesystem. Desuden skulle det såkaldte legitimitetsprincip sikre, at dynastierne fra før revolutionen kunne genindsættes med deres gamle rettigheder. Landene blev givet tilbage til de "legitime" herskere, hvilket var et opgør med Den Amerikanske og Den Franske Revolutions idéer om folkesuverænitet. Nationalitetsprincippet spillede heller ikke nogen rolle for grænsedragningen.

Der opstod hurtigt uenighed mellem Rusland og Preussen på den ene side og Storbritannien og Østrig på den anden. Striden gjaldt Polen og Sachsen. Storbritannien og Østrig indgik hemmelige forhandlinger med Frankrig for at undgå de to østlige stormagters magtudvidelse. Uoverensstemmelserne truede en overgang med at sprænge kongressen, men budskabet om Napoleons landgang i Frankrig marts 1815 fik de forhandlende parter til at indgå et kompromis: Polen blev indlemmet i en personalunion med Rusland og med kejseren som overhoved, og desuden tilfaldt Finland og Bessarabien Rusland. Preussen fik den nordlige del af Sachsen og væsentlige områder af Rhinlandet. Østrig blev den dominerende magt i Centraleuropa med overhøjhed i Norditalien (Lombardiet-Venetien) og som leder af det nyoprettede Tyske Forbund. Storbritannien beholdt en række erobrede kolonier og strategiske støttepunkter, bl.a. Kaplandet, Ceylon (Sri Lanka), Malta og Helgoland. Holland og Belgien blev forenet under kongehuset Oranje og skulle dæmme op for fransk ekspansion. Endelig kom Norge i union med Sverige, om end det var et brud på legitimitetsprincippet.

Den 9. juni 1815 blev den endelige traktat, Wiener-Schlußact i 121 artikler, underskrevet. I forbindelse med den anden Pariserfred den 20. november 1815 indgik stormagterne et forbund, der skulle sikre Wienerkongressens grænsedragning. For fremtiden ville man løse de storpolitiske konflikter gennem fælles drøftelser og fælles handlinger. Med Wienerkongressen som forbillede blev der i de følgende år afholdt en række stormagtskongresser: Aachen (1818), Karlovy Vary (1819), Opava (1820-21), Ljubljana (1821) og Verona (1822).

Efter Wienerkongressen stod Østrig som 1800-tallets konservative stormagt, der udgjorde en modsætning til de nationale enhedsbestræbelser i Tyskland og Italien. Preussen havde fået fodfæste i det økonomisk betydningsfulde Rhinland og derved opnået et solidt udgangspunkt for at samle Tyskland under sin ledelse. Eftertiden har overvejende opfattet Rusland og Storbritannien som de egentlige sejrherrer. Rusland var Europas dominerende fastlandsmagt, mens Storbritannien herskede på havene. Imidlertid var interessemodsætninger i Asien og grundlæggende forskelle mellem det konservative Rusland og det liberale Storbritannien medvirkende til, at Wienerkongressens forsøg på at stabilisere europæisk politik ikke lykkedes. Se også Den Europæiske Koncert.