den anglikanske kirke

Den engelske Reformation tog sin begyndelse, da kong Henrik 8. i 1534 på grund af sin skilsmissesag afskar forbindelsen til paven. Efter dette politiske brud med Rom fortsatte kirkelivet uden større ændringer, dog blev klostrene nedlagt.

Først under Edward 6., 1547-53, vandt reformatorisk teologi for alvor indpas i den anglikanske kirke, især i form af liturgisk fornyelse. Ærkebiskop Thomas Cranmer udformede Book of Common Prayer, en alterbog, der stadig danner rygraden i den anglikanske kirkes gudstjenesteliv og teologi.

Foruden søndagsgudstjenesten har den i morgen- og aftensangen bevaret rester af tidebønnerne; en alternativ alterbog fra 1980 er dog nu almindeligt udbredt. Efter en kort tilbagevenden til den romerskkatolske kirke under Maria 1. den Blodige, 1553-58, blev kirkens lovgivningsmæssige forhold fastlagt under Elizabeth 1., 1558-1603.

Regenten blev kirkens overhoved, Supreme Governor, og læren fastsattes i De 39 artikler. I 1611 udkom bibeloversættelsen, King James' Version, der var enerådende indtil 1900-tallet. Under kong Karl 1. og den højkirkelige ærkebiskop William Laud udviklede konflikterne med puritanske grupper sig til borgerkrig og republik, 1640-60, og andre kirkesamfund fik vind i sejlene: presbyterianere, kongregationalister, baptister, kvækere o.a.

I 1689 fik man en kirkelig tolerancelovgivning, der gav frihed for flere kirkesamfund. Den anglikanske kirke mistede herved sit monopol for stedse, men fortsatte som majoritets- og statskirke og har som sådan domineret engelsk kirke- og samfundsliv.

Den anglikanske kirke bygger på bispeembedet, deraf i USA navnet den episkopale kirke. De anglikanske stifter er samlet i to provinser, ærkebispesæderne i Canterbury og York (idet Skotland og Wales har selvstændige kirkelige forhold). Foruden biskopperne findes to andre præstelige embeder, priest og deacon.

I 1994 ordineredes de første kvindelige priests i England, som et af de sidste lande i den anglikanske verden, og i 2014 blev det vedtaget ved en synode, at kvinder også kan blive biskopper. Stiftet er kernen i den kirkelige administration, men ved siden heraf er opbygget et synodalt styre på provsti-, stifts- og landsplan. Den landsdækkende synode består af tre kamre, biskoppernes, præsternes og lægfolkets. Vigtige beslutninger skal træffes med 2/3 flertal i hvert kammer.

Den anglikanske kirke er en statskirke (established). Lovene for det kirkelige område skal vedtages i Parlamentet, men kun de lovforslag, der er vedtaget på synoden, lægges frem for Parlamentet. Biskopperne udpeges af regenten, dvs. premierministeren, efter forslag fra et kirkeligt udvalg. 26 biskopper, heraf de to ærkebiskopper, har sæde i parlamentets overhus. Den har selvstændig økonomi uden tilskud fra staten. Halvdelen af kirkens indtægter stammer fra dens formue, halvdelen fra frivillige indsamlinger.

Teologien var fra midten af 1500-tallet calvinsk præget, men desuden har traditionen altid haft afgørende vægt. Gudstjenestens praksis var og er fundamentet for den teologiske tænkning med rødder tilbage til oldkirkelige og katolske traditioner.

Et andet hovedtræk er embedets – især biskoppens – betydning som fundament for kirkeforståelsen. Det brede traditionsbaserede syn møder man i 1500-tallet klarest hos Richard Hooker, som placerede den anglikanske kirke i en midterposition mellem protestantisme og katolicisme.

1600-tallets konflikter mellem højkirkelige og calvinske grupper afløstes af en rationalistisk bredkirkelighed. I slutningen af 1700-tallet opstod de store vækkelser, som bl.a. førte til dannelsen af den metodistiske kirke. Også inden for den anglikanske kirke førte vækkelserne til retningsdannelse, den lavkirkelige eller evangeliske, low church, der fremhæver de protestantiske rødder og en enkel gudstjeneste; i 1900-tallets sidste årtier er der blusset karismatiske vækkelser op inden for denne retning.

Den anden store retningsdannelse kom i 1830'erne i kølvandet på den første vækkelsesbølge, nemlig den højkirkelige, high church, der karakteriseres af et rigt gudstjenesteliv (se Oxfordbevægelsen). Her understreges de katolske rødder; anglokatolicismen er den yderliggående fløj.

En tredje retningsdannelse – især blandt teologer – er den bredkirkelige eller liberale, broad church, med F.D. Maurice som en fremtrædende repræsentant. Disse retninger præger stadig det anglikanske kirkeliv. Den anglikanske kirke forstår sig selv som en kirke med ubrudte traditioner fra oldkirke, middelalder og reformation og er derfor en udpræget økumenisk sindet kirke, indadtil i England såvel som udadtil i verden.

• kristendom
• kirkehistorie