Imagisme er en amerikansk/britisk litterær bevægelse ca. 1908-1918. Imagismen var inspireret af T.E. Hulme (1883-1917) og blev udformet af Ezra Pound i London i 1912 som en generel programerklæring og som en beskrivelse af digte af "H.D." (Hilda Doolittle), der delvis opgav logisk struktur og i stedet skrev lyrik bestående af en række skarpt sansede billeder. Det imagistiske digt er desuden inspireret af den japanske haiku. Andre imagister var Richard Aldington (1892-1962), F.S. Flint (1885-1960) og Amy Lowell.
Imagismens manifest blev trykt i det amerikanske tidsskrift Poetry i 1913. Det fordrer direkte behandling af det digteriske motiv, forbyder brugen af overflødige ord, især emotionelt ladede adjektiver, og kræver undgåelse af alt for regelmæssig metrik. En antologi, Des Imagistes, redigeret af Ezra Pound, udkom i London i 1914. Derefter overtog Amy Lowell bevægelsen — nu af Pound foragteligt omtalt som Amygism — og udgav tre antologier 1915-1517.
Imagismen fik såvel i teori som praksis stor betydning for den senere litteratur. T.S. Eliots "objektive korrelat" udspringer af dens idéer, og prosaister som D.H. Lawrence, James Joyce, Ernest Hemingway mfl. var alle påvirkede af den.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.