intellektuel

Intellektuel, som navneord sporadisk anvendt fra begyndelsen af 1800-t. med skiftende betydning, men det blev først et nøgleord i kulturdebatten gennem et berømt opråb fra en række ledende franske forfattere og videnskabsmænd til forsvar for Alfred Dreyfus i den radikalliberale avis L'Aurore 14.1.1898.

Opråbet var en protest båret af moralsk harme over, hvad der blev opfattet som en dybt uretfærdig behandling i strid med menneskerettighedsidealerne fra den franske oplysningstid og revolutionen i 1789. Som en opfølgning dannedes Ligue pour la défense des droits de l'homme et du citoyen.

Om end ordet intellektuel siden har været tolket og anvendt på forskellige og ikke ganske forenelige måder, er det vedvarende blevet anvendt for at karakterisere personer, der først og fremmest gennem deres skriftlige manifestationer opfattes som udtrykkende og ansporende medborgernes moralske samvittighed og tages alvorligt også af magthaverne.

Fra den sidste halvdel af 1900-t. findes de klareste eksempler i de tidligere kommunistiske østlande: Aleksandr Solzjenitsyn og Andrej Sakharov i Sovjetunionen, Václav Havel og Charta 77-underskriverne i Tjekkoslovakiet.

Der er uenighed om, hvorvidt ordet skal forbeholdes en vis periode. Adskillige forskere hævder, at de franske filosoffer og encyklopædister i 1700-t. er de første rigtige intellektuelle, fordi de, samtidig med at de stræbte efter personlig uafhængighed og frihed fra institutionelle bindinger, tog samfund og kultur op til gennemgribende og kritisk debat og blev af afgørende betydning for fremkomsten af et åbent debatforum og en egentlig offentlig mening.

Det bør dog nævnes, at adskillige videnskabelige værker benytter betegnelsen intellektuel om personer i antikken, middelalderen og renæssancen og også om personer i ikke-europæiske kulturer, navnlig Kina, Indien og den islamiske verden.

Til grund for en sådan bred anvendelse ligger opfattelsen af intellektuelle som mennesker, der håndterer de i alle kulturer nødvendige og fundamentale åndelige værdier og deres symboler.

Den elitære betydning af intellektuel er i 1900-t.s historie- og samfundsforskning blevet kraftigt svækket. Med udgangspunkt i betydningen af adjektivet intellektuel, indsigtsfuld, åndelig, forstandsmæssig, er navneordet intellektuel blevet udstrakt til at dække åndsarbejdere i almindelighed, en kategorisering, der er yderst elastisk og velegnet til at betegne stadig videre kredse som intellektuelle. Man kan se denne udvikling som en naturlig følge af samfundets ændrede karakter.

For eksempel har de tyske samfundsforskere Alfred Weber og Karl Mannheim anvendt benævnelsen intellektuel om grupper, som i kraft af deres uddannelse og placering uden for eller på tværs af socioøkonomiske og klassemæssige inddelinger syntes særlig udrustede til at kunne hæve sig op over klasse- og øvrige økonomiske og politiske interessemodsætninger, en fritsvævende intelligentsia, som de foretrak at kalde dem, der derved kunne bidrage til en mere saglig og upartisk løsning af samfundets problemer og lede dets udvikling. Følgelig er fx også teknisk højtuddannede inkluderet.

En del forskere har set de intellektuelle som værende på vej til at blive en ny klasse i såvel socialistiske som kapitalistiske samfund.

Intellektuelle i snævrere eller bredere forstand har i 1900-t. ladet sig rekruttere til ideologiske lejre af alle farver.