romerret

Romerret, jus romanum, var den ret, der gjaldt i Romerriget. Denne ret har spillet en afgørende rolle for den europæiske retsudvikling og er en meget vigtig del af kulturarven fra antikken.

Romerrettens historie spænder fra den ældste romerske historie (se Romerriget) til vore dage. Den ældste romerret var formentlig en uskreven sædvaneret, idet lovgivning var fremmed for den ældre romerret. Fra 400-tallet f.v.t. findes dog De Tolv Tavlers Lov, der ifølge overleveringen blev givet i 451 f.v.t., efter at en kommission havde studeret Solons love i Athen. Loven indeholder regler om proces, strafferet og civilret. De originale tavler er gået tabt, men indholdet kendes fra en række brudstykker hos yngre latinske forfattere. Senere love supplerede De Tolv Tavlers Lov, fx Lex Aquilia fra 286 f.v.t. om tingsskade, og ved siden af lovene spillede senatsbeslutninger (senatus consultum) en rolle som retskilde.

Den ældste romerret var stærkt formbundet og havde karakter af en sakralret. Kendskabet til romerret var i det ældste Rom knyttet til præsteskabet, men retten blev omkring 300 f.v.t. offentliggjort efter overleveringen af en Gnaeus Flavius.

Som den klassiske periode i romerretten betragtes tiden fra 1. århundrede f.v.t. til ca. 300 e.v.t. I den periode virkede de berømte romerske jurister, der er de egentlige skabere af romerretten, og retten udvikledes gennem juristernes konkrete afgørelser af juridiske spørgsmål, som vi kender fra en omfattende retsvidenskabelig litteratur. Som de vigtigste jurister regnes fra republikkens tid Quintus Mucius Scaevola og Aquilius Gallus og fra 1. århundrede e.v.t. Marcus Antistius Labeo og Sabinus, fra 100-tallet bl.a. Salvius Julianus og Gajus samt fra begyndelsen af 200-tallet Aemilius Papinianus, Ulpianus, Julius Paulus og senere Herennius Modestinus. I Rom var retsundervisningen knyttet til de enkelte jurister, men der kendes to retsskoler, prokulejanerne og sabianerne. Jurister optrådte som rådgivere for parter i en retssag eller som rådgivere for prætor, når han skulle tage stilling til, om en konkret klage var omfattet af en actio. I den klassiske periode brugtes den såkaldte formularproces.

En særlig vigtig rolle spillede prætors retsdannelse som supplement til den bestående jus civile. For en omfattende del af romerretten skete udviklingen netop gennem den prætoriske ret. Fra Augustus' tid begyndte også kejserlige forordninger (constitutiones) at blive en vigtig retskilde. Med den klassiske periodes ophør fremkom den såkaldte vulgarret, der er karakteriseret ved et mere retorisk lovsprog og ved mindre sans for de juridiske detaljer.

Fra 426 stammer Valentinian 3.s citérlov, der viste, hvilke vanskeligheder anvendelsen af retslitteraturen kunne volde i praksis. I loven indførtes regler for, hvilke juristers skrifter der kunne tillægges gyldighed. Lovsamlingen Codex Theodosianus blev tilvejebragt i 438. Under kejser Justinian blev romerretten 529-534 samlet i et stort lovværk, der langt senere fik navnet Corpus juris civilis. Værket bestod af tre dele, der indeholdt en indførende lærebog, en samling af retslitteraturen og en lovsamling (se Institutiones), og hertil knyttedes senere nyere lovgivning (se novellae).

I Det Vestromerske Rige findes kun spredte efterretninger om anvendelsen af Justinians lovværk. Vigtige lovsamlinger var den vestgotiske Breviarium Alaricianum fra 506, der var bestemt for de romerske indbyggere i Det Vestgotiske Rige i Frankrig og Spanien. Samlingen indeholdt udtog af retsvidenskabelige forfattere og kejserlige forordninger.

Et håndskrift af Justinians Digesta kom til Italien. Kort før 1100 begyndte et studium af romerretten og herunder Digesta ved universitetet i Bologna (se Bolognaskolen) med navne som Irnerius og Accursius, der er forfattere til Glossa Ordinaria. I 1300-tallet var de kendte jurister i Italien Bartolus de Saxoferrato og Baldus de Ubaldis. Romerretten bredte sig fra Bologna til andre universiteter, idet dog romerretsstudiet i Paris blev forbudt af paven i 1219. Universiteter i Italien og senere Frankrig tiltrak studerende fra hele Europa. I 1200-tallet grundlagdes de første universiteter i Nordeuropa, og også her studeredes romerret. Det er usikkert, i hvilket omfang der læstes romerret ved det nyoprettede universitet i København (1479), men efter Reformationen var der knyttet en professor i romerret til Københavns Universitet.

For anerkendelsen af romerretten spillede det en rolle, at den betragtedes som kejserret, og at Det Tysk-romerske Kejserrige ansås for Romerrigets arvtager. Nok så vigtig var den reception (optagelse) af romerretten i andre retssystemer, der skete som følge af det stigende kendskab til romerretten og forståelsen af dens tekniske overlegenhed i forhold til lokal ret. Med ansættelsen af romerretskyndige i administration og ved domstole trængte romerretten gradvis ind i Europas retsliv og anerkendtes som en jus commune, dvs. en subsidiær ret, der skulle anvendes, når det ikke kunne godtgøres, at lokal ret gjaldt. Hverken i England eller i de nordiske lande blev romerretten dog betragtet som jus commune. I dansk ret findes imidlertid flere eksempler på indflydelse fra romerretten, men det er først med indførelsen af en egentlig juridisk eksamen ved Københavns Universitet i 1736 og i et vist omfang gennem kendskab til naturret, at romerretten fik betydning. Som grundlag for det juridiske studium og for den retsvidenskabelige metode har romerretten imidlertid over hele Europa spillet en helt afgørende rolle.

Med indførelsen af nationale lovbøger, Den Preussiske Landret, Code Napoléon og Codice civile m.fl., efter ca. 1800 ophørte romerretten de fleste steder med at være gældende ret. I Tyskland var den dog endnu gennem hele 1800-tallet grundlaget for retsstudiet og retsvidenskaben, der her nåede et højdepunkt med den historiske skole og pandektvidenskaben med navne som Friedrich Carl von Savigny, Rudolph von Jhering (1818-1892) og Bernhard Joseph Hubert Windscheid.

Romerrettens betydning for den europæiske retsudvikling er navnlig knyttet til privatretten, der udgør langt den største del af Justinians samling af retslitteraturen i Digesta. Kun spredte fragmenter af retslitteratur er kendt fra tiden før Justinians lovsamling. For romerrettens senere udbredelse var Justinians lovværk helt afgørende, og det har siden middelalderen dannet grundlag for romerretsstudiet i Europa.

Romerretten har også haft betydning for statsretten. Kejseren som lovgiver var et forbillede i middelalderen, og en række statsretlige maksimer er udviklet på grundlag af romerretten, fx begrebet legibus solutus 'hævet over loven' eller tanken om en lex regia, en lov om overdragelse af magten fra folk til fyrste.

I mange lande udgør romerret stadig en del af det juridiske studium, og romerret har altid været genstand for intensive retshistoriske studier. Romerretten er grundlaget for retsordenen i en række kontinentaleuropæiske lande (se den romanske retsfamilie), og i Sydafrika er den i princippet stadig gældende, men citeres mindre hyppigt end tidligere.