VM i fodbold 1934

VM i fodbold 1934
World's Cup^[1]
Campionato Mondiale di Calcio
VM i fodbold 1934 ; World's Cup; Campionato Mondiale di Calcio
	Kopi af VM-trofæet i 1934
Turneringsdetaljer
Værtsnation(er)	Italien
Dato(er)	27. maj – 10. juni (15 dage)
Antal hold	16 (fra 4 forbund)
Stadion(er)	8 (i 8 værtsbyer)
Endelige placeringer
Vinder	Italien (1. titel)
Andenplads	Tjekkoslovakiet
Tredjeplads	Tyskland
Fjerdeplads	Østrig
Turneringsstatistik
Antal kampe	17
Antal scoringer	70 (4.12 pr. kamp)
Tilskuere	363.000 (21.353 pr. kamp)
Topscorer(e)	Oldřich Nejedlý (5 mål)
Forrige sæson	VM i fodbold 1930
Næste sæson	VM i fodbold 1938
	v; d; r;

VM i fodbold 1934 var det andet VM i fodbold og blev afholdt i Mussolinis Italien. FIFA tildelte Italien værtsskabet ved et møde i Zürich i september 1932, idet Italien var den eneste ansøger. Værtslandet Italien blev den anden verdensmester gennem tiden ved at slå Tjekkoslovakiet 2-1 i finalen.

Dette VM var særligt på to måder. For det første afviste den regerende mester, Uruguay, at deltage som gengæld for, at mange europæiske hold havde afvist at deltage i det foregående VM i Uruguay fire år tidligere. Dermed er Uruguay den hidtil eneste mester, der ikke har forsøgt at forsvare sin titel ved det efterfølgende mesterskab. For det andet var værtslandet Italien ikke direkte kvalificeret men måtte igennem kvalifikationsturneringen ligesom alle andre hold.

Antallet af nationer, der ønskede at deltage, var steget til 32 siden sidste VM i 1930, men kun 10 af de 32 nationer var ikke-europæiske. FIFA ønskede kun 16 deltagere i slutrunden om VM, og derfor blev VM i 1934 det første VM i fodbold, som de deltagende landshold skulle kvalificere sig til. Kvalifikationen blev, ligesom i dag, gennemført i de enkelte verdensdele. Europa var tildelt 12 pladser ved VM, og følgende lande kvalificerede sig: Belgien, Frankrig, Holland, Italien, Rumænien, Schweiz, Spanien, Sverige, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Sydamerika var blevet tildelt 2 pladser, og de blev besat af Argentina og Brasilien. USA satte sig på den enlige plads for Nord- og Mellemamerika samt Caribien, mens Egypten repræsenterede Asien og Afrika, der tilsammen var tildelt 1 plads.

Slutrunden blev afviklet som en cup-turnering bestående af de 16 kvalificerede hold. Fra 1. runde gik otte hold, alle europæiske, videre til kvartfinalerne: Østrig, Tjekkoslovakiet, Tyskland, Ungarn, Italien, Spanien, Sverige og Schweiz.

Kvartfinalerne bød på den første omkamp i VM-historien, efter at Italien og Spanien spillede uafgjort 1-1 efter forlænget spilletid. Italien vandt dagen efter omkampen 1-0 og besejrede siden Østrig med de samme cifre i semifinalen. Tjekkoslovakiet sikrede sin plads i finalen ved at slå Tyskland 3-1 i den anden semifinale.

Efter 80 minutter af finalen førte Tjekkoslovakiet med 1-0. Italienerne fik imidlertid udlignet, og i den forlængede spilletid scorede de endnu et mål, så Italien kunne kåres til ny verdensmester.

Den store stjerne på det italienske hold var Giuseppe Meazza, der fortsat regnes for en af de bedste italienske spillere nogensinde. Holdet, som sikrede Italien det første af hidtil fire verdensmesterskaber: Giampiero Combi; Eraldo Monzeglio, Luigi Allemandi, Attilio Ferraris, Luis Monti, Luigi Bertolini, Enrique Guaita, Giuseppe Meazza, Angelo Schiavio, Giovanni Ferrari, Raimundo Orsi.

Mussolinis indflydelse siges^[hvem?] at have påvirket valget af dommere til Italiens kampe.^{[kilde mangler]} Den svenske dommer Ivan Eklind, der dømte semifinalen og finalen, siges^[hvem?] at have mødtes med Mussolini inden kampene,^{[kilde mangler]} og tvivlsomme domme kom altid italienerne til gode.^{[kilde mangler]} Nogle dommere^[hvem?] dømte så kraftigt til Italiens fordel, at de blev suspenderet i deres hjemlande efter turneringen.^{[kilde mangler]} I manges øjne^[hvem?] var denne turnering "politisk" ligesom sommer-OL 1936 i Hitlers Berlin.^{[kilde mangler]}

Spillesteder

Bologna	Firenze	Genova	Milano
Stadio Littoriale	Stadio Giovanni Berta	Stadio Luigi Ferraris	Stadio San Siro
Kapacitet: 50.100	Kapacitet: 47.290	Kapacitet: 36.703	Kapacitet: 55.000

Napoli	Rom	Trieste	Torino
Stadio Giorgio Ascarelli	Stadio Nazionale PNF	Stadio Littorio	Stadio Benito Mussolini
Kapacitet: 40.000	Kapacitet: 47.300	Kapacitet: 8.000	Kapacitet: 28.140

Resultater

Ottendedelsfinaler

Ungarn – Egypten 4-2 (Stadio Giorgio Ascarelli, Napoli)

1-0 Pal Teleki (7.), 2-0 Géza Toldi (18.), 2-1, 2-2 Abdel Fawsi (26., 42.), 3-2 Jeno Vincze (57.), 4-2 Géza Toldi (87.)

Spanien – Brasilien 3-1 (Stadio Luigi Ferraris, Genova)

1-0, 2-0 Chato (16. str., 26), 3-0 Isidoro Langara (41.), 3-1 Leonidas (72.)

Sverige – Argentina 3-2 (Stadio Littorale, Bologna)

0-1 Ernesto Belis (16.), 1-1 Sven Joansson (33.), 1-2 Alberto Galateo (49.), 2-2 Sven Joansson (67.), 3-2 Knut Kroon (80.)

Schweiz – Holland 3-2 (Stadio San Siro, Milano)

1-0 Leopold Kielholz (10.), 1-1 Kick Smit (23.), 2-1 Leopold Kielholz (36.), 3-1 Andre Abegglen (57.), 3-2 Leen Vente (80.)

Tjekkoslovakiet – Rumænien 2-1 (Stadio Littorio, Trieste)

0-1 Stefan Dobai (37.), 1-1 Antonin Puč (61.), 2-1 Oldrich Nejedly (73.)

Tyskland – Belgien 5-2 (Stadio Giovanni Berta, Firenze)

1-0 Stanislaus Kobierski (18.), 1-1, 1-2 Bernard Voorhoof (24., 35.), 2-2 Otto Siffling (56.), 3-2, 4-2, 5-2 Edmund Conen (73., 77., 88.)

Østrig – Frankrig 3-2 efs. (Stadio Benito Mussolini, Torino)

0-1 Jean Nicolas (18.), 1-1 Matthias Sindelar (34.), 2-1 Anton Schall (100.), 3-1 Josef Bican (112.), 3-2 Georges Verriest (117.)

Italien – USA 7-1 (Stadio Nationale PNF, Rom)

1-0 Angelo Schiavo (18.), 2-0 Raimondo Orsi (20.), 3-0 Angelo Schiavo (29.), 3-1 Aldo Donelli (57.), 4-1 Giovanni Ferrari (63.), 5-1 Angelo Schiavo (64.), 6-1 Raimondo Orsi (69.), 7-1 Giuseppe Meazza (89.)