Folkeeventyr

Folkeeventyret er et mundtligt overleveret eventyr. Folkeeventyrene formodes almindeligvis at være blevet mundtligt overleveret indtil romantikken i 1800-tallet, hvor de blev højeste mode, og hvor brødrene Grimm begynder at indsamle tyske eventyr (flere dog af fransk, skriftlig oprindelse) og skrive dem ned. Det var også deromkring H.C. Andersen inspireret af folkeeventyrerne opfandt kunsteventyret. De indsamlede folkeeventyr blev skrevet ned i flere forskellige varianter, hvilket minder meget om folkeviser, da det vidner om en mangfoldig mundtlig fortællekultur, hvor grundfortællingerne har ændret form gennem tiden. Lige indtil romantikken har målgruppen ikke været børn, men i romantikken blev eventyrgenren en fast del af børnebogsrepertoiret.

Folkeeventyr fungerede som underholdning og livstolkning; de blev fortalt ved markarbejde, på kroer og i andre fattige/middelklasse familier. Det var ikke alle og enhver som fortalte eventyr, at fortælle eventyr var et håndværk, en kunst og et levebrød.

Individualisering

Eventyrene handler ofte om individualisering, om et forløb hvor individet finder sin plads. Det handler om eksistentielle spring, om farefulde faser i livet, der symbolsk iklædes eventyrets form. Individuationsprocessen gennemløbes i symbolsk form gennem en række prøver, der skal godtgøre at helten har de resourcer som forhindringerne kræver. Personerne er typer, de er ikke individualiserede, men udfylder deres funktion i fortællingen. Det forløb de gennemgår er ikke underlagt en moderne udviklingspsykologi, men er snarere udtryk for en symbolsk tolkning af forskellige overgange i livet. Forvandlingen fra barn til voksen, fra uskyld til kønsmodning er hyppige temaer for trylleeventyr.

Komposition

Eventyrene havde ofte en struktur som dækkede over: Hjemme, Ude, Hjem. Hjemme er der konflikt, ude udspilles den, og endelig finder helten sit nye hjem/sin elskede, oftest prinsessen eller det halve kongerige.

Folkeeventyrets genrer

Folkeeventyret kan opdeles i to undergenrer: Skæmte- og trylleeventyr.

Skæmteeventyret

I skæmteeventyrene blev der ofte gjort grin med samfundets autoriteter, da det var bøndernes eneste måde at udtrykke deres sociale ubehag ved undertrykkelsen fra adelen. Der var næsten altid en helt i skæmteeventyr, helten kom oftest fra underklassen og skulle gennemgå en række prøvelser for at få prinsessen eller den smukke kvinde.

Trylleeventyret

Trylleeventyrene foregik altid i et overnaturligt miljø, befolket af trolde, nisser, elverpiger, drager og andre fabeldyr. Trylleeventyrene antages at have rod i den fattige almue, altså det fattige lag i samfundet. Der er ofte en hovedperson, en modstander, en hjælper, en præmie (ofte en prinsesse), en afgiver af præmien og en modtager af præmien. Helten møder en række modstandere, der vil hindre ham i at udføre sit projekt. Målet for eventyrene er typisk prinsessen og det halve kongerige.

De "Episke love"

I 1908 opstillede den danske folklorist Axel Olrik nogle generelle love for fortællemåden i folkeeventyr. Det skete på baggrund af studier af folkeeventyr fra hele Europa. De episke love er en metode, der fukuserer på teksternes sproglige formelpræg og typiske fortællestruktur, såkaldte genrespefikke træk som er fælles for myter og eventyr og andre mundtligt overleverede fortællinger.

Modsætningslov. Når to personer er til stede samtidig i eventyret er de som regel modsætninger. Det er måske den onde overfor den gode, den fattige mod den rige, den dumme mod den kloge, den gamle mod den unge og tykke mod den tynde osv.

Midtpunktlov. Handlingen arrangeres altid omkring en hovedperson. Eventyret tager kun det med, der vedkommer hovedpersonen, alt andet udelades.

Tvillingelov. Når to personer er fælles om en handling, er de svagere end en enkelt, der gør det samme.

Gentagelse. Der er oftest gentagelser, f.eks. som tre brødre, tre lande, tre prøver osv.

Bagvægt. Når flere ens situationer følger efter hinanden, ligger hovedvægten på den sidste: f.eks. den yngste af tre brødre, det sidste af tre forsøg.

Forvægt. Det er reglen at personer med højere status bliver nævnt først i folkeeventyr, f.eks. Kongen før Prinsen og Adelsmanden før bonden.

Simplificering af eventyret. Det foregår oftest sådan at personerne i historien kun er udstyret med de mest nødvendigste egenskaber: f.eks. den modige svend eller den smukke prinsesse. Kort sagt, de inddrager kun de detaljer/personer som bidrager til handlingen.

Tillægsord. I folkeeventyrene er der oftest tillægsord som følger en person, altså, den Hvide ridder, den sorte ridder, den fede mand osv.