Blåaks (Sesleria) er en slægt med over 100 arter, der hovedsageligt er udbredt i Europa, mens en enkelt art hører hjemme i Afrika og 5 i Asien. Det er flerårige, tue- eller udløberdannende græsser. De danner talrige, ikke-blomstrende skud, som skyder frem mellem de underste bladskeder. Bladpladerne er flade, men foldede. Blomsterne er samlet i endestillede stande på særlige skud. Standen er som helhed kompakt og grå, blå eller hvid. De enkelte blomster er 3-tallige og uregelmæssige (som vanligt hos græsserne). Frøene er ovale og behårede mod spidsen.