de Havilland Canada DHC-2 Beaver
| DHC-2 Beaver | |
|---|---|
.jpg)
| |
| En de Havilland Canada DHC-2 Beaver Mk1 med pontoner | |
| Rolle | STOL generel transport |
| Oprindelsesland | Canada |
| Fabrikant | de Havilland Canada |
| Første flyvning | 16. August 1947 |
| Introduceret | 1948 |
| Status | Produktionen ophørt |
| Primære brugere | regionale mindre flyselskaber, 'bush'piloter United States Army Civil Air Patrol |
| Produceret | 1947–1967 |
| Antal bygget | 1.657 |
| Videreudviklet til | DHC-3 Otter |
de Havilland Canada DHC-2 Beaver er et enmotors, højvinget og propel-drevet STOL fly udviklet og produceret af de Havilland Canada, og er primært kendt som et bushfly; mere præcist, som bushflyet over alle bushfly. Det bliver benyttet til fragt- og passagertransport, spredning af kunstgødning og sprøjtemidler, og er i stort omfang accepteret til generel anvendelse ved mange væbnede styrker. United States Army indkøbte adskillige hundrede; ni DHC-2 er stadig i tjeneste ved U.S. Air Force Auxiliary (Civil Air Patrol) for search and rescue. En Royal New Zealand Air Force Beaver supporterede Sir Edmund Hillarys ekspedition til Sydpolen. Over 1.600 Beavere blev produceret indtil 1967, hvor den oprindelige produktionslinie lukkede ned.[1]
På grund af flyets succes fejrede Royal Canadian Mint DHC-2 Beaver på en særligt udgivet Canadisk kvartdollar mønt i November 1999.
Design og udvikling
[redigér | rediger kildetekst].jpg)
Efter krigen indså de Havilland Canadas management at det var usandsynligt at kunne overleve ved kun at satse på militære kontrakter, og vendte sig derfor mod det civile marked. Firmaet havde kort forinden ansat en berømt bushpilot, Punch Dickins, som direktør for salgsafdelingen. Dickins startede en omfattende indsamling af ønsker og forslag fra andre piloter, for at forstå hvad de havde brug for i et nyt fly. Stort set uden undtagelse bad piloterne om et meget stort overskud af motorkraft og STOL egenskaber, i et design der let kunne udstyres med hjul, ski eller pontoner. Dette gav ved et tilfælde den mest berømte designspecifikation: en af de Havillands ingeniører bemærkede at kravene ville give et temmelig langsomt fly; en af piloterne svarede "Den skal kun være hurtigere end en hundeslæde". Andre forslag var tilsyneladende temmelig ordinære, men af stor betydning for bushflyvning; for eksempel skulle der være døre i fuld størrelse på begge sider af flyet, så det let kune lastes og losses uanset hvilken side der vendte mod en landingsbro. Og dørene skulle være så brede at man kunne rulle en standard 44 US gallon olietønde op i flyet over to brædder.
Den 17. September 1946 samlede de Havilland officielt et designteam bestående af Fred Buller, Dick Hiscocks, Jim Houston og W. Jakimiuk (der havde konstrueret Chipmunk'en), og teamet blev ledet af Phil Garratt. Det nye fly skulle være helmetals (i modsætning til ældre designs som de berømte Noorduyn Norseman), og benytte "stål fra motoren til brandskottet, kraftige aluminiumsrammer med paneler og døre i kabineområdet, lettere rammer agterude, og en fritbærende hale". På det tidspunkt var de Havilland Canada endnu britisk ejet, og der var planer om at forsyne det nye fly med en britisk motor. Dette begrænsede motoreffekten, så vingearealet blev kraftigt forøget for at bibeholde STOL egenskaberne. Da så Pratt & Whitney Canada tilbød at levere Wasp Jr motorer med 450 hk (340 kW), der var i overskud efter krigen til en lav pris, endte flyet med at have både en stor motor og den lange vinge. Resultatet var enestående STOL egenskaber for et fly af den størrelse.
Efter megen afprøvning og en del justeringer og forbedringer, var det innovative nye fly klar til at blive overdraget til sælgerne. Eftersom alle de Havilland Canada fly var opkaldt efter dyr, blev det besluttet at navngive det nye bushfly efter det hårdtarbejdende dyr, bæveren ('the Beaver'). DHC-2 Beavers første flyvning foregik fra Downsview, Ontario den 16. August 1947, og den blev fløjet af 2. verdenskrigs 'esset' Russell Bannock. Det første fly fra samlebåndet blev leveret i April 1948 til Ontario Department of Lands and Forests, som havde været en designpartner.
Til at begynde med gik salget trægt, to eller tre fly om måneden, men efterhånden som flyet blev demonstreret tog salget fart. En af hjørnestenene i Beaverens historie faldt på plads året efter, da US Army begyndte at lede efter et nyt fly til at erstatte deres Cessna'er. Konkurrencen blev hurtigt reduceret til at stå mellem Beaver og Cessna 195, men Beaver ydede bedre end 195'eren, og med udbruddet af Koreakrigen kom der ordrer på hundredvis af fly. Snart indløb der stigende bestillinger fra resten af verden. Da produktionen stoppede i 1967, var der blevet produceret 1.657 stk. DHC-2 Beaver.
Beaver var designet til at beflyve fjerne og primitive områder. Dens STOL egenskaber ('short takeoff and landing') gør den ideel til at anflyve områder, der normalt kun kan nås til fods eller i en kano. Fordi den ofte flyver til øde områder, og ofte i kolde klimaer, er fyldestudsen til oliebeholderen placeret i cockpittet, og man kan efterfylde olie under flyvningen. En serie opgraderinger blev efterhånden tilføjet til det grundlæggende design. En af de største kunder forlangte flade trin til cockpit og kabine, i stedet for de oprindelige rørformede; nu er det en næsten universel detalje på flyet. I 1987 kaldte det Canadiske Engineering Centennial Board (en fejring af ingeniørerhvervets første hundrede år som anerkendt fag) DHC-2 en af Canadas ti mest fremragende ingeniørbedrifter i det 20. århundrede.[2]
Seneste udviklinger
[redigér | rediger kildetekst]
Undervejs under produktionen, blev der foreslået planer for at licensere og bygge flytypen i New Zealand. Efter produktionsophøret opkøbte Viking Air fra Victoria i British Columbia, Canada, de resterende produktionsværktøjer; Viking Air fremstiller reservedele til de fleste ældre de Havilland flytyper. Den 24. Februar 2006 opkøbte Viking typecertifikaterne fra Bombardier Aerospace for alle de originale de Havilland designs.[3] Ejerskabet af typecertifikaterne giver Viking de eksklusive rettigheder til at fremstille nye Beavere. I øjeblikket sælger Viking en renoveret og genopbygget model, DHC-2T Turbo Beaver, som er blevet opgraderet med en Pratt & Whitney Canada PT6A-34 680 hk (507 kW) turboprop motor. Dette giver flyet en tilladt maksimal takeoff vægt på 6.000 lb (2.700 kg); den opdaterede model kan nu bære 2.450 lb (1.110 kg) fragt.[4] Viking Turbo Beavers er dog kun opbyggede af eksisterende, renoverede flystel og er ikke nybygninger, i modsætning til Vikings egen DHC-6 Serie 400 Twin Otter, som er produceret med et fuldstændigt nyt flystel.
Operationel historie
[redigér | rediger kildetekst]
På trods af at produktionen blev indstillet i 1967, er der stadigvæk i hundredvis af Beavere på vingerne — mange af dem kraftigt modificeret for at imødegå teknologiske ændringer og operatørens behov. Kenmore Air fra Kenmore i Washington i USA leverer Beaver og Otter flystel med nul-timers levetid, og ejer i snesevis af supplemental type certificates (STCs, tillægscertifikater) for tilladte modifikationer. Disse modifikationer er så velkendte og efterstræbte i flyindustrien, at renoverede Beavere ofte bliver kaldt "Kenmore Beavers" eller bliver opført i f.eks. salgsprospekter med at have "Kenmore mods" installeret.[5]
Beaverens originale Wasp Jr stjernemotor har i lang tid været ude af produktion, så det er ved at blive vanskeligt at finde reservedele. Nogle af firmaerne der konverterer fly har løst dette problem ved at erstatte stempelmotoren med en turboprop-motor som f.eks. PT6. Den ekstra motorstyrke og mindre vægt, såvel som den lette adgang til jetbrændstof (kerosen) i stedet for højoktans flyvebenzin, gør dette til en ønskværdig, men kostbar, modifikation.
Beaver var i tjeneste ved det Britiske Army Air Corps under the Troubles, i hvert fald til 1979, og blev hovedsageligt anvendt til fotorekognoscering. En af dem blev ramt syv gange af maskingeværild under overflyvning af det sydlige County Armagh, nær grænsen mellem United Kingdom og Irland i November 1979, mens den tog billeder af en IRA kontrolpost. Grænseovergangen hvor hændelsen fandt sted var derefter kendt under navnet "Beaver Junction" af den britiske hær.[6]
Skuespilleren og piloten Harrison Ford ejer en DHC-2 Beaver, og har kaldt den sin favourit i hele hans flåde af private fly.[7]
Der er to DHC-2 i tjeneste ved United States Navy; de opererer fra United States Naval Test Pilot School, hvor de bliver benyttet til at undervise studenter i at evaluere visse typer stabilitet og flyveevne, samt til at fungere som slæbefly for svævefly.
DHC-2 Beaver bliver af og til benyttet af faldskærmsudspringere takket være dens gode stigeevne; det tager den kun få minutter at færge otte udspringere til 13.000 fod (4.000 m). Typisk bliver et fly til denne anvendelse udstyret med en skydedør, der kan åbnes under flyvning.
Stolairus Aviation fra Kelowna i British Columbia har udviklet adskillige modifikationer til DHC-2, heriblandt et STOL Kit som indfører forskellige modifikationer af vingen, og et Wing Angle Kit som ændrer vingens indfaldsvinkel.[8]
Advanced Wing Technologies fra Vancouver i British Columbia har udviklet og certificeret en ny vinge til DHC-2. Det pågældende FAA supplementerende typecertifikat (STC) hæver også flyets maksimalvægt til 6.000 lb (2.700 kg).[9] I 2011 var mindst to Beavere blevet forsynet med den nye vinge.[10][11]
Varianter
[redigér | rediger kildetekst]- Beaver I
- En-motors STOL fly til generel transport.
- Beaver AL Mk 1
- STOL fly til generel transport, leveret til den britiske hær.
- C-127
- oprindeligt navn for DHC-2 i tjeneste ved USAs militær, senere omdøbt til L-20.[12]
- YL-20
- Test- og evalueringsfly for USAs militær.
- L-20A Beaver
- STOL fly til generel transport, leveret til U.S. Army, i 1962 omdøbt til U-6A, 968 stk. bygget.
- L-20B Beaver
- Stort set magen til L-20A, men med små ændringer i udstyret. Seks stk. solgt til US Army. I 1962 omdøbt til U-6B.
- U-6A
- Omdøbte US Army L-20A fly.
- U-6B
- Omdøbte US Army L-20B fly.
- Beaver II
- Et fly, udstyret med en Alvis Leonides stjernemotor.[13]
- Wipaire Super Beaver
- Ombygning af overskydende US Army og USAF L-20 Beavere.
- Wipaire Boss Turbo-Beaver
- Ombygning udstyret med PT-6 turboprop motor, med den originale kurvede forkant af halefinnen.
- Turbo-Beaver III
- Ombygning udstyret med 431 kW (578 ehk) Pratt & Whitney PT6A-6 or -20 turboprop motor.
- Airtech Canada DHC-2/PZL-3S
- After-market ombygning foretaget af Airtech Canada i 1980'erne, udstyret med PZL-3S stjernemotor på 600 hk (450 kW). Denne motor er stadig i produktion.
- Volpar Model 4000
- En 1970'er ombygning foretaget af Volpar. Fløj første gang i April 1972 med en modificeret næse og udstyret med en AiResearch TPE331-2U-203 turboprop med en trebladet propel. Andre ændringer indbefattede en ny halefinne og sideror.[14]
- Viking DHC-2T Turbo Beaver
- Beavere, renoverede af Viking Air og opgraderet med en Pratt & Whitney Canada PT6A-34 680 hk (507 kW) turboprop motor.[15]
Operatører
[redigér | rediger kildetekst]Civile operatører
[redigér | rediger kildetekst]DHC-2 er populær ved charter firmaer, poltistyrker og små lufttaxa operatører, såvel som ved private firmaer og individuelle private ejere. Det vil falde uden for artiklens rammer at opliste alle ejere.
- Royal Canadian Mounted Police - 12 stk DHC-2 Beaver, i tjeneste 1949 - 1986, og 3 stk. DHC-2 Turbo Beaver, i tjeneste 1967 - 1996.[16]
- Air Saguenay[17] - Et betydeligt antal Beavers. Antal og type ukendt.
- Harbour Air[17] - Et betydeligt antal Beavers. Antal og type ukendt.
- Ministry of Natural Resources and Forestry - 5 stk. DHC-2 Mk III Turbo Beavers til brandbekæmpelse. De ældre DHC-2 med stjenemotor er udgået.[18]
- Finlands Grænsebevogtning (Finsk: Rajavartiolaitos, Svensk: Gränsbevakningsväsendet) - 3 stk DHC-2. De ankom i 1951 og udgik i 1985.[19]
- Kenmore Air[17] - Et betydeligt antal Beavers. Antal og type ukendt.
Militære operatører
[redigér | rediger kildetekst]
- Argentinas Hærs Flyverafdeling (spansk: Comando de Aviación Ejército Argentino) - Antal og type ukendt.
- Argentinas Flådes Flyverafdeling (spansk: Comando de Aviación Naval Argentina) - 2 stk. DHC-2 i årene 1960 - 1967.[20]
- Royal Australian Air Force - Fem stk. i tjeneste 1955-1964, anvendt af Antarctic Flight RAAF og No. 1 Air Trials Unit.[21]
- Cambodjas Kongelige Luftvåben (Royal Cambodian Air Force) - modtog tre L-20 fra USA sidst i 1950'erne.[22]
- Det Chilenske Luftvåben (spansk: Fuerza Aérea de Chile) - 18 stk. DHC-2 Beaver i tjeneste fra 1952. Det vides ikke om eller hvornår typen udgik.[23]
- Colombias Luftvåben (spansk: Fuerza Aérea Colombiana, FAC) - 20 stk. DHC-2 i tjeneste i årene 1951 - 1998.[24]
- Cubas Luftvåben (Cuban Revolutionary Air and Air Defense Force, spansk: Defensa Anti-Aérea Y Fuerza Aérea Revolucionaria, DAAFAR) - 9 stk. DHC-2. Seks ankom i 1957, tre i '58. Typen udgik i 1961.[25]
- Det Dominikanske Luftvåben (spansk: Fuerza Aérea de República Dominicana) - En enkelt DHC-2 Beaver, som ankom i 1950. Den udgik i 1957.[26]
- Filippinernes Luftvåben (Tagalog: Hukbong Himpapawid ng Pilipinas; spansk: Fuerza Aérea Filipina) - Antal og type ukendt.
- Finlands Luftvåben (Finnish Air Force(FAF eller FiAF) finsk: Ilmavoimat) - 3 stk. DHC-2 Beaver. De var i tjeneste i årene 1958 - 1973.[27]
- Det franske luftvåben (fransk: Armée de l'air) - En enkelt DHC-2 Beaver, i tjeneste 1953 - 1960.[28]
- Ghanas Luftvåben (Ghana Air Force, GHF) - Antal og type ukendt.
- Grækenlands Luftvåben (Hellenic Air Force (HAF) græsk: Πολεμική Αεροπορία, Polemikí Aeroporía) - En enkelt L-20A Beaver i årene 1956 - 1967.[29]
- Grækenlands Hær (Hellenic Army, græsk: Ελληνικός Στρατός, Ellinikós Stratós, ΕΣ) - 2 stk. L-20A Beaver i årene 1968 - 1976.[30]
- Haitis Væbnede Styrker (Armed Forces of Haiti, fransk: Forces Armées d'Haïti, FAd'H) - 3 stk. U-6A Beaver, i tjeneste fra 1977 indtil 1998, 4 år efter Corps d'Aviation d'Haiti officielt blev nedlagt.[31]
- Det hollandske luftvåben (nederlandsk: Koninklijke Luchtmacht, KLu) - KLu havde 9 stk DHC-2 Beaver, som tjente i årene 1956 - 1974.[32]
- Indonesiens Luftvåben (indonesisk: Tentara Nasional Indonesia-Angkatan Udara, TNI–AU) - Antal og type ukendt.
- Det iranske luftvåben (Imperial Iranian Air Force (IIAF)) - Antal og type ukendt.
- Kenyas Luftvåben (Kenya Air Force, KAF) - Antal og type ukendt. Angiveligt i tjeneste 1964-83.
- Det Kongelige Laotiske Luftvåben (Royal Lao Air Force, (fransk: Aviation royale laotiènne – AVRL) - 2 stk L-20 Beaver, trådt i tjeneste 1958. Udgået i 1963.[33][34]
- Det newzealandske luftvåben (Royal New Zealand Air Force (RNZAF), Maori: Te Tauaarangi o Aotearoa) - En enlig DHC-2 Beaver i årene 1956 - 1960.[35]
- Omans Kongelige Luftvåben (Royal Air Force of Oman, RAFO — سلاح الجو السلطاني عمان - Silāḥ al-Jaww as-Sulṭāniy ‘Umān) - 5 stk DHC-2 i årene 1961-1976.[36]
- Panamas Luftvåben (Panamanian Air force, spansk: Fuerza Aérea Panameña) - 1 stk. udlånt DHC-2 (det vides ikke af hvem) i tjeneste 1968 - 1987.[37]
- Paraguays Luftvåben (Paraguayan Air Force, spansk: Fuerza Aérea Paraguay) - 5 stk. DHC-2 fra 1975 - 1988.[38]
- Det Peruvianske Luftvåben (spansk: Fuerza Aérea del Perú, FAP) - 10 stk DHC-2 Beaver i tjeneste fra 1949. Det vides ikke om eller hvornår de sidste gik ud af brug.[39]
- Sydvietnams Luftvåben (South Vietnam Air Force eller Vietnam Air Force, VNAF; Vietnamesisk: Không lực Việt Nam Cộng hòa, KLVNCH) - Antal og type ukendt.
- Taiwans Luftvåben (Republic of China Air Force (ROCAF), kinesisk: 中華民國空軍; pinyin: Zhōnghuá Mínguó Kōngjūn) - Antal og type ukendt.
- Det Kongelige Thailandske Luftvåben (Royal Thai Air Force, RTAF; thai: กองทัพอากาศไทย, Kong Thap Akat Thai)) - Antal og type ukendt.
- Tyrkiets Hærs Flyveafdeling (tyrkisk: Turk Kara Kuvvetleri) - 10 stk. U-6A Beaver, i tjeneste fra 1972 til 1998.[40]
- Ugandas Folkeforsvars Luftvåben [Ugandan People's Defence Air Force) - Antal og type ukendt.
- Army Air Corps - 46 stk. AL.1 Beaver, i tjeneste fra 1961[13] til Maj 1989.
- Civil Air Patrol - Antal og type ukendt.
- United States Army - Antal og type ukendt.
- United States Air Force[41] - Antal og type ukendt.
- United States Navy[42] - Antal og type ukendt.
- Jugoslaviens Luftvåben (serbokroatisk: Jugoslavensko Ratno zrakoplovstvo, Југословенско Ратно ваздухопловство) - 3 stk. DHC-2 Beaver I i tjeneste fra 1954 til 1974.[43]
- Zambias Luftvåben (Zambian Air Force, ZAF) - Antal og type ukendt.
- Østrigs Luftvåben (tysk: Österreichische Luftstreitkräfte) - 6 stk. DHC-2 Beaver i tjeneste fra 1960 - 1976.[44]
Uheld og hændelser
[redigér | rediger kildetekst]Der var i 2011 registreret 183 hændelser der har involveret DHC-2. I forbindelse med disse er der registreret 404 dødsfald.[45]
Udstillede fly
[redigér | rediger kildetekst]- Ser.no. 1 – DHC-2 i statisk udstilling, Canada Aviation and Space Museum i Ottawa, Ontario.[1][46]
- Ser.no. 2 – DHC-2, udstillet i Canadian Bushplane Heritage Centre i Sault Ste. Marie, Ontario.[47][48]
- Ser.no. 109 – U-6A i statisk udstilling, United States Army Aviation Museum i Fort Rucker nær Daleville, Alabama. Den har USAF serienummer 51-6263.[49][50]
- Ser.no. 141 – DHC-2 i statisk udstilling, Finlands Flyvemuseum i Vantaa, Uusimaa.[51][52]
- Ser.no. 277 – U-6A i statisk udstilling, National Museum of the U.S. Air Force på Wright-Patterson Air Force Base i Dayton, Ohio. Den har USAF serienummer 51-16501.[41][53]
- Ser.no. 454 – U-6A i statisk udstilling, Museum of Aviation på Robins Air Force Base nær Warner Robins, Georgia. Den har USAF serienummer 52-6087.[54][55]
- Ser.no. 587 – DHC-2 statisk udstillet i Beograd Flymuseum i Surčin, Beograd.[56][57]
- Ser.no. 790 – DHC-2 statisk udstillet i Vellamo Maritimt Center i Kotka, Kymenlaakso.[58]
- Ser.no. 959 – L-20 er opmagasineret i Militaire Luchtvaart Museum i Soesterberg, Utrecht.[59]
- Ser.no. 1062 – U-6A statisk udstillet i 45th Infantry Division Museum i Oklahoma City, Oklahoma. Den har USAF serienummer 56-0367.[60]
- Ser.no. 1084 – DHC-2 statisk udstillet i Air Force Museum of New Zealand i Wigram, Canterbury. Den er malet som NZ6001, et fly der tog del i den Trans-Antarktiske Ekspedition.[61][62]
- Ser.no. 1222 – U-6A er opmagasineret i New England Air Museum i Windsor Locks, Connecticut. Den har USAF serienummer 57-2570.[63][64]
- Ser.no. 1322 – U-6 statisk udstillet i U.S. Army Transportation Museum på Joint Base Langley–Eustis nær Newport News, Virginia. Den har USAF serienummer 58-1997.[65]
- Ser.no. 1394 – U-6A statisk udstillet i Midland Air Museum i Baginton, Warwickshire. Den har USAF serienummer 58-2062.[66][67]
- Ser.no. 1396 – U-6 er opmagasineret i National Infantry Museum i Columbus, Georgia. Den har USAF serienummer 58-2064.[68]
- Ser.no. 1484 – AL.1 statisk udstillet i Museum of Army Flying på AAC Middle Wallop i Middle Wallop, Hampshire. Den har britisk militært serienummer XP821.[69][70]
- Ser.no. 1486 – AL.1 statisk udstillet i Museum of Army Flying på AAC Middle Wallop i Middle Wallop, Hampshire. Den har britisk militært serienummer XP822.[71][72]
- Dele fra forskellige serienumre – DHC-2 statisk udstillet i Bass Pro Shops ved Vaughan Mills i Vaughan, Ontario. Den består af dele fra forskellige flystel, heriblandt ser.no. 1579.[73][74]
Specificationer (DHC-2)
[redigér | rediger kildetekst]
| Besætning: | 1 | |
| Kapacitet: | 6 passagerer | 2.100 lb (953 kg) nyttelast |
| Længde: | 30 ft. 3 in. | 9,22 m |
| Højde: | 9 ft. 0 in. | 2,74 m |
| Spændvidde: | 48 ft. 0 in. | 14,63 m |
| Vingeareal: | 250 ft² | 23,2 m² |
| Tomvægt: | 3.000 lb | 1.361 kg |
| Max. vægt: | 5,100 lb | 2.313 kg |
| Motor: | Pratt & Whitney R-985 Wasp Junior | Stjernemotor |
| Effekt: | 450 hk | 336 kW |
| Propel: | 1 stk. | 2-bladet |
| Max. fart: | 158 mph | 255 km/t |
| Marchfart: | 143 mph | 230 km/t |
| Rækkevidde: | 455 miles | 732 km |
| Max.flyvehøjde: | 18.000 ft. | 5.486 m |
| Stigehastighed: | 1.020 ft/min | 5,2 m/s |
Se også
[redigér | rediger kildetekst]Relaterede:
- de Havilland Canada DHC-1 Chipmunk
- de Havilland Canada DHC-3 Otter
- De Havilland Canada DHC-6 Twin Otter
Lignende fly:
- Fairchild F-11 Husky
- GippsAero GA8 Airvan
- Helio Courier
- Max Holste M.H. 1521 Broussard
- Murphy Moose
- Noorduyn Norseman
- PAC Cresco
- Pilatus PC-6 Porter
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- Noter
- ^ a b "de Havilland Canada DHC-2 Beaver". Canada Aviation and Space Museum. Canada Science and Technology Museums Corporation. Arkiveret fra originalen 9. juni 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Cooper, Russ. "Winged Workhorse." Canadian Geographic magazine, July/August 2007, p. 26.
- ^ "Viking acquires de Havilland type certificates." Arkiveret 24. august 2006 hos Wayback Machine Viking Press Release, February 24, 2006.
- ^ "DHC-2T Turbo Beaver: The Legend Continues." Arkiveret 17. juli 2012 hos Wayback Machine vikingair.com. Retrieved: November 20, 2009.
- ^ "Beaver Rebuild Program." Arkiveret 19. april 2009 hos Wayback Machine Kenmore Air, May 21, 2007. Retrieved: November 20, 2009.
- ^ Harnden 2000, pp. 172–173.
- ^ "Harrison Ford Discusses Piloting His Beaver Into The Bush." Arkiveret 19. februar 2017 hos Wayback Machine Huffington Post, May 2008. Retrieved: November 20, 2009.
- ^ "DHC-2 Beaver." Arkiveret 4. december 2017 hos Wayback Machine Stolairus Retrieved: February 2, 2012.
- ^ "FAA STC SA00857NY Installation of a new Advanced Wing Technologies (AWT) wing and increase in gross weight to 6000 pounds." Arkiveret 3. juli 2017 hos Wayback Machine FAA. Retrieved: July 3, 2011.
- ^ "Beaver Tails c/n 31." Arkiveret 1. november 2016 hos Wayback Machine dhc-2.com. Retrieved: July 3, 2011.
- ^ "Beaver Tails c/n 126.:" Arkiveret 12. januar 2018 hos Wayback Machine dhc-2.com. Retrieved: July 3, 2011.
- ^ "Aviation Week and Space Technology, volume 54, 1951". Arkiveret fra originalen 28. februar 2020. Hentet 3. marts 2017.
- ^ a b Taylor 1966, p. 19.
- ^ Taylor 1973, p. 457
- ^ Viking Air (n.d.). "DHC-2 Turbo Beaver". Arkiveret fra originalen 17. juli 2012. Hentet 29. september 2012.
- ^ Aeroflight: RCMP Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ a b c Pither 2008, pp. 57, 79, 382.
- ^ "Current Fleet - Aviation and Forest Fire Management - Government of Ontario, Ministry of Natural Resources". Mnr.gov.on.ca. 2007-12-05. Arkiveret fra originalen 5. juli 2014. Hentet 2013-07-03.
- ^ Aeroflight: Finland Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Argentina Naval Arkiveret 9. november 2016 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Australia Arkiveret 10. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Grandolini Air Enthusiast Thirty-seven, p.40.
- ^ Aeroflight: Chile Arkiveret 21. februar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Colombia Arkiveret 23. oktober 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Cuba Arkiveret 22. februar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Dominican Republic Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Finland Arkiveret 21. august 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: France Arkiveret 11. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Greece Arkiveret 16. september 2011 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Greece Arkiveret 18. juli 2014 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Haiti Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Netherlands Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Laos - Aviation Laotienne Arkiveret 21. januar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Laos - Kong Le Arkiveret 22. januar 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: New Zealand Arkiveret 13. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Oman Arkiveret 13. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Panama Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 01 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Paraguay Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Peru Arkiveret 19. juli 2019 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Turkey Arkiveret 4. marts 2017 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ a b "De Havilland U-6A Beaver". National Museum of the US Air Force. 29. maj 2015. Arkiveret fra originalen 5. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aeroflight: Serbia Arkiveret 18. februar 2020 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ Aeroflight: Austria Arkiveret 1. december 2012 hos Wayback Machine Besøgt 02 Marts 2017
- ^ "De Havilland DHC-2 Beaver." Arkiveret 16. oktober 2003 hos Wayback Machine "baaa-acro.com. Retrieved: June 3, 2011.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 8. november 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "deHavilland Beaver CF-OBS". Canadian Bushplane Heritage Centre. Canadian Bushplane Heritage Centre. Arkiveret fra originalen 24. oktober 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 2". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 8. november 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "Fixed Wing". United States Army Aviation Museum. United States Army Aviation Museum. Arkiveret fra originalen 25. juni 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 109". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "DE HAVILLAND C-2 BEAVER". Ilmailumuseo Flygmuseum (finsk). Suomen ilmailumuseo. Arkiveret fra originalen 6. november 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 141". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 277". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 15. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "U-6A "BEAVER"". Museum of Aviation. Museum of Aviation. Arkiveret fra originalen 1. december 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 454". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 13. juni 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "De Havilland of Canada DHC-2 Beaver Mk.I". Aeronautical Museum Belgrade. Aeronautical museum-Belgrade. Hentet 16. januar 2017. (Webside ikke længere tilgængelig)
- ^ Aird, Neil. "c/n 587". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 790". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 959". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1062". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "Featured Aircraft". Air Force Museum of New Zealand. Arkiveret fra originalen 20. december 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1084". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 21. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "de Havilland U-6A 'Beaver'". New England Air Museum. New England Air Museum. Arkiveret fra originalen 14. marts 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1222". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1322". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "Aircraft Listing". Midland Air Museum. Midland Air Museum. Arkiveret fra originalen 12. juli 2009. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1394". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1396". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1484". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "Airframe Dossier - de Havilland CanadaDHC-2/L-20/U-6 Beaver, s/n XP821 AAC, c/n 1484". Aerial Visuals. AerialVisuals.ca. Arkiveret fra originalen 18. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1486". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 12. januar 2018. Hentet 16. januar 2017.
- ^ "Airframe Dossier - de Havilland CanadaDHC-2/L-20/U-6 Beaver, s/n XP822 AAC, c/n 1486". Aerial Visuals. AerialVisuals.ca. Arkiveret fra originalen 18. januar 2017. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1579". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 14. marts 2016. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Aird, Neil. "c/n 1579 plus others". DHC-2.com. Arkiveret fra originalen 24. november 2011. Hentet 16. januar 2017.
- ^ Donald, David, ed. The Encyclopedia of World Aircraft. Etobicoke, Ontario: Prospero Books, 1997. ISBN 1-85605-375-X.
- Bibliografi
- Donald, David, ed. The Encyclopedia of World Aircraft. Etobicoke, Ontario: Prospero Books, 1997. ISBN 1-85605-375-X.
- Harnden, Toby.Bandit Country: The IRA and South Armagh. Philadelphia, PA: Coronet Books, 2000. ISBN 0-340-71737-8.
- Grandolini, Albert. "L'Aviation Royals Khmere: The first 15 years of Cambodian military aviation". Air Enthusiast, Thirty-seven, September–December 1988. pp. 39–47. ISSN 0143-5450.
- Hotson, Fred W. The de Havilland Canada Story. Toronto: CANAV Books, 1983. ISBN 0-07-549483-3.
- Pither, Tony. Airline Fleets 2008. Staplefield, West Sussex, UK: Air-Britain (Historians) Ltd, 2008. ISBN 978-0-85130-390-1.
- Rossiter, Sean. The Immortal Beaver: The World's Greatest Bush Plane. Vancouver: Douglas & McIntyre, 1999. ISBN 1-55054-724-0.
- Swanborough, Gordon and Peter M. Bowers. United States Navy Aircraft since 1911. London: Putnam, 1976. ISBN 0-370-10054-9.
- Taylor, John W. R. Jane's All the World's Aircraft 1966-1967. London:Sampson Low, Marston and Company, 1966.
- Taylor, John W.R. Jane's All the World's Aircraft 1973-1974. London:Jane's Yearbooks, 1973. ISBN 0-354-00117-5
Eksterne henvisninger
[redigér | rediger kildetekst] |
Wikimedia Commons har medier relateret til: |
- de Havilland DHC-2 Beaver website by Neil Aird Arkiveret 29. januar 2017 hos Wayback Machine
- de Havilland Canada DHC-2 Beaver at the Canada Aviation and Space Museum Arkiveret 15. juni 2012 hos Wayback Machine
- "Plush Job For The Bush" , November 1949, Popular Science Arkiveret 22. juni 2014 hos Wayback Machine