kirke (kirkesamfund)

Hvorvidt kirken væsensmæssigt hører med til kristendommen, og især om Jesus selv kan betragtes som kirkens grundlægger, er et omstridt teologisk spørgsmål. Jesus synes imidlertid ved sin forkyndelse af Gudsriget og kaldelsen af de 12 apostle at have lagt grunden til den senere kirke, der udviklede sig som resultat af missionen efter Kristi korsfæstelse og opstandelse. I Det Nye Testamente betegner kirke (ekklesia) både det altomfattende, universale fællesskab af troende og lokalmenigheden.

Den kristne tradition tillægger kirken fire såkaldte attributter for at give udtryk for dens væsen: Den er én, hellig, almindelig og apostolsk. Kirken er én, fordi der kun er én Gud, én Herre, én tro og én dåb (Ef. 4,5-6), og fordi den uden denne enhed ville falde fra hinanden og splittes. Kirkens enhed indebærer ikke ensretning, men tillader og forudsætter mangfoldighed i konkret udformning.

Hellig er kirken som forsamlingen af Kristus-troende, der er udsondret fra verden og kaldet til tjeneste for Gud og mennesker. Almindelig (græsk katholikos) er kirken i tid og rum ved at forkynde frelsen for hele menneskeheden til alle tider.

Apostolsk er kirken endelig ved at være forpligtet på apostlenes tro og lære og ved at udbrede det evangelium, som den apostolske generation lagde til grund ved dens opbygning. Denne firfoldige definition stammer fra den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, vedtaget på koncilet i Konstantinopel i 381.

Den således definerede kirke, med andre ord den sande kirke, er imidlertid usynlig, hvilket ikke indebærer, at den ikke kan erfares. For at kunne angive, hvor vi har at gøre med kirken, har man udviklet læren om kirkens kendetegn (notae ecclesiae), af hvilke fx Martin Luther nævner syv: forkyndelsen, dåben, nadveren, nøglemagten (dvs. skriftemål og bod), det kirkelige embede, bønnen og korset (dvs. forfølgelse).

Hvor et eller flere af disse tegn er til stede, findes helt sikkert Jesu Kristi kirke, selvom man aldrig kan afgøre, hvem der tilhører den.

Blandt de mange kirkesamfund og konfessioner, som kan følges gennem kirkehistorien, kan man skelne mellem forskellige kirketyper:

1) Ifølge biskop Cyprian af Karthago (d. 258) er der kun én kirke, og uden for den er der ikke frelse. Optagelse sker ved dåb, selv hvis den troende andetsteds skulle have modtaget dåben; denne anses nemlig slet ikke for at være dåb, da den er meddelt uden for den ene, sande kirke (jf. kætterdåbsstriden). Til denne kirketype hører fx de østlige ortodokse kirker samt klassisk baptisme.

2) Den romerskkatolske kirke er forskellig herfra ved at hævde, at det i virkeligheden er Kristus selv, der døber, og at enhver vanddåb i den treenige Guds navn derfor er ret dåb, der i tilfælde af konversion ikke skal gentages, selvom den i læremæssigt afvigende kirkesamfund endnu ikke har været virksom. Dette indebærer anerkendelse af sand tro uden for romerkirken, der imidlertid senest på 2. Vatikankoncil har hævdet, at Jesu Kristi ene sande kirke grundlæggende er virkeliggjort i den romerskkatolske pavekirke, i forhold til hvilken alle andre kirkesamfund mangler noget afgørende i at være kirke i fuld betydning.

3) Reformationen (især den lutherske) understregede kirken som de troendes forsamling, hvor ordet forkyndes rent, og sakramenterne forvaltes ret. Det institutionelle træder i baggrunden uden helt at opgives, og vægten ligger på en forståelse af kirken som begivenhed.

En katolicerende udformning af reformatorisk kirkelære (ekklesiologi) foreligger i anglikanismen, der understreger bispeembedet som nødvendigt for kirken; se også kirkeligt embede.

4) Modsat opfatter den pietistiske tradition kristendom som hjertets religion og i overensstemmelse hermed kirken som forsamlingen af alle sande troende fra alle kirkesamfund, frikirker og vækkelsesbevægelser.

Kirkens enhed er en kristen forestilling med rod i Det Nye Testamente (Ef. 4,5-6; Joh. 17,21). Kirken er ét i Kristus, og til trods for al sin splittelse skal den igen blive ét ved de sidste tiders komme. Enheden er givet på forhånd og skal ikke etableres af mennesker.

Alligevel har kirkens enhed historisk set ofte været forstået som et menneskeligt opdrag: Fordi kirken allerede er ét, skal den også "blive" det.

Dette kan ses som den moderne økumeniske bevægelses program, der imidlertid ikke indholdsbestemmer den enhed, der søges. Der findes forskellige enhedsmodeller, der tolker kirkens enhed som et fællesskab af kirker, forkyndelses- og nadverfællesskab, organisk enhed (dvs. kirkefusion), føderalisme, forsonet forskellighed osv.

Mange steder har disse bestræbelser ført til regulære kirkeunioner, fx i Indien.

• kirke (arkitektur)
• kristendom
• folkekirken