Akihito

Akihito, der i dag er kejser emeritus, er et privat menneske, og ligesom sin far brugte han megen tid på selv at udføre naturvidenskabelige studier på selve paladsets grund. Højt op i alderen har han fået videnskabelige artikler om nye fiskearter optaget i videnskabelige tidsskrifter.

For Akihito handlede det samtidig om at give Japans efterkrigsforfatnings ord om, at kejseren er ”symbol på Japan”, indhold og sikre, at kejserdømmet kom til at overleve på en meningsfyldt måde.

De fleste japanere kom til at kunne lide kejser Akihito. De frygtede ham ikke, de tilbad ham ikke, de kunne simpelt hen lide ham som person. Han fremstår som venlig og ordentlig og er dermed et helt nyt kejserbillede. Sammen med sin borgerligt fødte kejserinde, den populære Michiko, formåede han at få den japanske befolkning til at forbinde kejserfamilien med andet end krig.

Michiko kom ind i billedet få år efter 2. Verdenskrig. Japan og japanerne havde brug for en god, positiv historie, og billederne af, hvordan den unge datter af en markant industrileder i ægte forelskelse spillede tennis med den daværende kronprins, blev vist i alle medier. Alle tidligere kejserinder var fundet ved arrangerede ægteskaber ved hoffet uden for offentlighedens åsyn, så dette var helt nyt i Japan.

De to skabte i højere grad end nogen tidligere familie ved hoffet et familieliv, som lignede det, almindelige japanere uden for paladset havde. Michiko ville amme sine børn selv, og fik lov. Hun ville opdrage dem selv, og fik delvist lov.

Flere og flere japanske borgere var i den periode ligeglade med kejserdømmet. I 1970'erne gav en tredjedel af japanerne ved meningsmålinger udtryk for, at man lige så godt kunne afskaffe det. Det var Akihitos udfordring, da han i 1989 overtog tronen efter sin far. Kongelige og politikere deltog i 1990 i kroningen i Tokyo, og der blev ikke sparet på noget i bestræbelserne på at promovere den tids rige og industrialiserede Japan og give kejserdømmet en platform som samlende symbol for dette nye globaliserede Japan.

Til trods for den nye kejsers lave profil blev Akihito i løbet af de næste 30 år en markant og nyskabende mand på posten, og i dag er der meget få, der kræver kejserdømmet afskaffet. Dette ændrede omdømme for kejserdømmet opnåede Akihito ved at forandre dets rutiner og dagligdag på flere fronter.

Dels formåede han gennem tre årtier på tronen at give kejserdømmet et mindre ophøjet og mindre fjernt image i befolkningen. Men ophøjet og fjernt er det stadig. Japans kejserfamilie lever et isoleret liv, også til frustration for kejserfamiliens medlemmer. Men Akihito har gjort sit bedste for at få tingene til at fungere på europæisk manér, og det har japanerne godt kunnet se.

Dels har kejseren og kejserinden med stigende frekvens og flittighed besøgt de steder i Japan, der har været ramt af de naturkatastrofer, som jævnligt rammer landet. Her har de snakket med evakuerede ofre på gulvene i skolernes gymnastiksale, og ikke mindst kejserinden har formået at udvise en ægte empati og omsorg.

De sidste 15 år som kejserpar prioriterede de også at besøge centrale krigsskuepladser fra 2. Verdenskrig, fx øen Saipan i 2005, for at vise deres respekt for de mange, der mistede livet i krigen, der blev ført i Akihitos fars navn.

Endelig sagde Akihito i sin funktion som symbol på den japanske nation flere gange officielt undskyld på Japans vegne og udtrykte sin og Japans ”dybe anger” (hansei) over den kejserlige japanske hærs aggression og krigsforbrydelser i 1930’erne og 1940’erne.

Akihito markerede i slutningen af sin tid som kejser oftere og oftere sin og sin families trofasthed over for efterkrigstidens pacifisme, også når toneangivende politikere i regeringen mente noget andet. Alle disse forandringer, som Akihito gennemførte i sin tid på tronen, har skabt et stort dilemma for de få, men højlydte stemmer i den japanske debat, der stadig mener, at kejseren er guddommelig, og at han burde have den politiske og militære magt tilbage, som han havde inden og under verdenskrigen.

Akihitos største opgør med den tankegang var hans tv-tale i 2016, hvor han indtrængende bad om at få lov til at træde tilbage og nyde sine sidste år som pensionist. Akihito var gammel, syg og træt, og han ville gerne se sin arv til det japanske folk, et moderniseret kejserdømme, givet videre.

I talen fortalte han med sin karakteristiske nasale stemme den japanske befolkning, hvorfor han mente, at det ville være bedst med et troskifte i utide. Både for kejserdømmets fremtid – det var det vigtigste – og for ham selv.

”Når kejseren har dårligt helbred, og hans tilstand bliver mere alvorlig, går samfundet i stå. En gang imellem kommer det op i mig, at jeg overvejer, om det er muligt at undgå en sådan situation,” sagde kejser Akihito. ”Jeg tænker over, hvordan vi kan sikre, at tilstedeværelsen af en kejser, symbolet på Japan, forbliver stabilt og kontinuerligt … Når en kejser dør, vil det pålægge dem, der efterlades, særligt medlemmer af kejserfamilien, en masse pligter”. “Jeg håber inderligt på befolkningens forståelse,” sagde han. ”Det er afgørende at stå sammen med folket, lytte til deres stemmer og være tæt på dem i sine tanker”.

Det primære modargument for modstanderne af en kejserlig tilbagetrædelse var, at det ville være udtryk for manglende respekt for selve kejserdømmet at lade kejseren forlade posten i utide, uanset hvor megen respekt man havde for den siddende kejser som person. Tankegangen var, at kejseren ikke behøver foretage sig noget; det vigtige er blot, at han eksisterer. En fredelig pensionisttilværelse ville være den ultimative menneskeliggørelse af kejseren, og det var netop denne menneskeliggørelse, som Akihito havde stået i spidsen for, og som nogle af kejserdømmets mest konservative forkæmpere aldrig havde brudt sig om.

Akihito blev i 2019 efterfulgt på kejsertronen af sin søn, Naruhito, der står for den samme linje som sin far.

• Heiseiperioden
• Japan
• Japans historie
• Naruhito