Irtysj er en flod i det centrale Sibirien og Centralasien, en biflod til Ob. Irtysj er 4248 km lang; den udspringer i det nordvestligste Kina på grænsen til Mongoliet (på kinesisk hedder den Ertix), løber gennem den nordøstlige del af Kasakhstan og ud på den store Vestsibiriske Slette i Rusland. Irtysj modtager en lang række bifloder og afvander et enormt område. Størstedelen er tilfrosset om vinteren, og da tøbruddet om foråret kommer sydfra, oversvømmes store områder på sletten.
På det øvre løb er etableret en række vandkraftværker med bl.a. et af verdens største vandreservoirer, Bukhtarma-reservoiret. Fra Semej (Semipalatinsk) er faldet på den store og ret tørre slette meget lille, og flodløbet bugter sig stærkt med mange sandrevler. Ved Pavlodar ledes en del af Irtysj' vand i en 450 km lang kanal til Karagandaområdet.
Om sommeren kan man sejle de 3500 km fra vandkraftværket ved byen Öskemen (Ust-Kamenogorsk) i Kasakhstan til Obs udløb i Karahavet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.