KOR, (polsk fork.f. Komitet Obrony Robotników 'Komitéen til forsvar for arbejderne'), polsk oppositionsgruppe 1976-81, der formulerede de idéer, som sejrede med den demokratiske udvikling i Polen efter 1989. Komitéen blev oprettet for at forsvare de arbejdere, der efter omfattende uroligheder på fabrikker i Warszawa og Radom i juni 1976 blev udsat for det polske regimes brutale forfølgelser. KOR hjalp i første omgang arbejderne finansielt og juridisk. Da arbejderne i 1977 blev løsladt, udvidede komitéen sit arbejde. I ånden fra den internationale Helsinki-slutakt fra 1975, som den polske regering var medunderskriver af, ville KOR bekæmpe politisk, religiøs og racemæssig undertrykkelse og ved bl.a. at indsamle dokumentation for retsbrud være med til at sikre retsstaten. Som illegal opposition arbejdede KOR helt åbent, og dens appeller til regering, parti og samfund var underskrevet af medlemmerne. Det usædvanlige samarbejde mellem intellektuelle og arbejdere vakte stor uro i Kommunistpartiet, der anså ledende KOR-medlemmer for regimets farligste fjender. KOR kæmpede for frie fagbevægelser og var medgrundlægger af Solidaritet i 1980, som den anså for sin naturlige afløser. Komitéen opløste sig selv i 1981.
Forstå aktuelle begivenheder

Krigen i Ukraine
Krigen i Ukraine begyndte med Ruslands invasion af landet den 24. februar 2022. Baggrunden for krigen var Ukraine-konflikten, der havde stået på siden 2013.

Mellemøsten i krig
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.

Kernevåben
Kernevåben er masseødelæggelsesvåben bestående af en kerneladning og et fremføringsmiddel. Kernevåben indgår i overvejelserne om et fælleseuropæisk forsvarssamarbejde.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.