Kwasi Kwarteng er en konservativ britisk politiker med ghanesiske rødder, som første gang blev valgt til Underhuset i Det Britiske Parlament i 2010. Han har beklædt flere mindre ministerposter, herunder erhvervsminister fra 2021-22, før han i september 2022 blev udnævnt til finansminister i Liz Truss regering efter hun var blevet valgt til ny partiformand og dermed premierminister efter Boris Johnson.
Han blev ofret som finansminister af premierminister Liz Truss den 14. oktober efter, at han, i perfekt samklang med premierministeren, havde fremlagt et forslag til store skattelettelser til de velstillede samt en række andre finanspolitiske tiltag, som førte til betydelig uro på de finansielle markeder og et markant fald i kursen på britiske pund.
Ved parlamentsvalget den 4. juli 2024 valgte Kwasi Kwarteng ikke at genopstille og forlod dermed parlamentet.
Kwasi Kwarteng er uddannet på elitekostskolen Eton, hvorfra han blev optaget på Cambridge University, som han forlod med en førstekarakter i både klassiske sprog og historie. Han videreuddannede sig ved Harvard University i USA og skrev derefter ph.d. i økonomisk historie i 2000 ved Cambridge University.
I 2012, to år efter han var blevet valgt til parlamentet, var Kwasi Kwarteng én blandt en håndfuld unge konservative politikere, blandt dem Liz Truss, der skrev en pamflet med titlen Britannia Unchained, som var stærkt ideologisk inspireret af økonomisk liberalisme og som sås som et bud på en ny kurs for Conservative Party. Britannia Unchained var en indirekte kritik af den kurs, David Cameron som partileder stod for og kan ses som et bidrag til den debat om one-nation overfor two-nations Conservatism, som har præget partiet i årtier.
I 2011 udgav han bogen Ghosts of Empire: Britain's Legacies in the Modern World.
Kommentarer (2)
skrev Flemming Just
Hej, Ole
Tak for dine mange gode artikler om UK. Jeg kan se, at du er i fuld gang med at opdatere efter valget, så du skriver sikkert også at Kwarteng ikke genopstillede. Men mit egentlige ærinde er, at udgangen af din artikel om ham står uforklaret, nemlig at hans pamplet kunne "ses som et bidrag til den debat om one-nation overfor two-nations Conservatism, som har præget partiet i årtier." Hvad betyder det?
svarede Ole Helmersen
Hej Flemming
Godt at høre fra dig efter at vi jo i mange år ikke har haft kontakt. Håber alt godt hos dig. Din kommentar var smuttet for mig så det får jeg rettet op på en af de nærmeste dage.
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.