Papias var en biskop i byen Hierapolis i Frygien i Lilleasien (i det nuværende Tyrkiet), der var samtidig med Ignatius fra Antiochia og ca. 110 skrev en Udlægning af Herrens (dvs. Jesu) ord i fem bøger, hvoraf der i dag kun kendes fragmenter, der især indgår i skrifter af Irenæus og af kirkehistorikeren Euseb.
Papias skal have kendt presbyteren Johannes og flere af Jesu andre disciple, og han var bekendt med Matthæus- og Markusevangeliet. Efter i en periode at have været anset for stort set værdiløse regnes de i dag igen for også at indeholde troværdige oplysninger. Teologisk nærede Papias en forventning om et tusindårsrige her på jorden forud for dommedag.
Papias-fragmenterne findes i dansk oversættelse i De apostolske Fædre i oversættelse med indledning og noter ved Søren Giversen I (1985) s. 233-258.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.