Paul-Henri Spaak

Spaak kom fra et politisk miljø, og premierministeren i 1937-1938, Paul Émile Janson, var hans onkel, mens hans mor Marie Janson (1873-1960), der var socialist, blev det første kvindelige medlem af det belgiske senat.

Efter krigen læste Spaak jura på universitetet. Han kom også på det belgiske tennislandshold og spillede for Belgien i Davis Cup-turneringen i 1922. Efter endt uddannelse blev Spaak partner i en advokatpraksis i Bruxelles.

I 1920 blev han medlem af det socialistiske arbejderparti i Belgien og i 1932 medlem af parlamentet for socialistpartiet. Han kom hurtigt frem i belgisk politik. I 1935 blev han trafikminister og kort efter udenrigsminister; en post, som han med en enkelt afbrydelse beholdt frem til 1949. Ansvaret for den belgiske neutralitetserklæring i 1936 var hans. I 1938-1939 var han Belgiens første socialistiske premierminister.

Efter Belgiens kapitulation den 28. maj 1940 fastholdt Spaak og premierminister Hubert Pierlot landets krigsdeltagelse på allieret side, hvilket medførte et brud med kong Leopold 3., hvis abdikation Spaak efter krigen var en ledende fortaler for. I 1940-1944 sad den belgiske regering i eksil i London, hvor Spaak fik mange nye kontakter.

I London indledtes det europæiske og atlantiske samarbejde, som Spaak de næste 20 år arbejdede for. Under anden verdenskrig bidrog Spaak til planerne for en økonomisk union mellem Benelux-landene. I 1944 blev Benelux dannet: toldunionen mellem Belgien, Nederland (Holland) og Luxembourg.

Planen om Benelux var en enkel idé, men alligevel uden fortilfælde. Inden for de tre landes grænser var penge, mennesker, tjenester og varer garanteret fri bevægelighed. Det blev en inspirationskilde for den videre europæiske integration. Umiddelbart efter støttede Spaak Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab og Det Europæiske Forsvarsfællesskab.

I det hele taget var Spaak en varm fortaler for at forene de europæiske stater. For ham var dét at forene landene gennem bindende traktater den mest effektive måde at garantere fred og stabilitet på. Som formand for det første møde i De Forenede Nationer i 1946 og som NATO’s generalsekretær 1957-1961 bidrog han til at fremme disse mål.

På Messina-konferencen i 1955 valgte de seks deltagende regeringer fra Frankrig, Italien, Vesttyskland, Belgien, Holland og Luxembourg Paul-Henri Spaak som formand for den arbejdsgruppe, der forberedte traktaten. Som formand for Spaak-komitéen var han ansvarlig for udarbejdelsen af en rapport om skabelsen af dette fælles europæiske marked.

Rapporten fra Spaak-kommiteen foreslog et fælles marked og integration inden for sektorerne for transport og atomenergi. Denne Spaak-rapport blev grundlaget for regeringskonferencen vedrørende fællesmarkedet og Euratom i 1956 og førte til Romtraktaten, der blev underskrevet den 25. marts 1957 og oprettede Det Europæiske Økonomiske Fællesskab i 1958.

Spaak underskrev for Belgien. Gennem sit politiske liv forsvarede Spaak altid vigtigheden af europæisk integration og Europa-Kommissionens uafhængighed med stor energi: “Morgendagens Europa skal være et overnationalt Europa,” erklærede han for at forkaste den franske præsident Charles de Gaulles Fouchet-plan i 1962, der forsøgte at blokere for både britisk deltagelse i De Europæiske Fællesskaber samt at underminere det overnationale grundlag.

Den europæiske forening, som Spaak forestillede sig, var hovedsageligt økonomisk. Han ønskede politisk forening, men ikke udelukkende på grundlag af landene i det fælles marked. Han var derfor modstander af alle yderligere initiativer, indtil den økonomiske integration af Storbritannien var gennemført. I tidsrummet 1961-1966 var Spaak atter belgisk udenrigsminister, hvorefter han trak sig fra politik.

Kort før sin død brød Spaak med socialistpartiet og støttede aktivt partiet Front démocratique des francophones (FDF), som var blevet dannet for at varetage Bruxelles' fransksprogede flertals interesser.

• Belgiens premierministre
• EU's historie