Perm (geologisk periode)

I Sen Karbon fandtes mægtige sumpskove langs Laurasias sydkyst med en artsrig og enormt produktiv plantevækst. Som følge af sammenstødet mellem Laurasia og Gondwana samt klimatiske ændringer forsvandt disse sumpe i begyndelsen af Perm, og plantesamfundene ændredes som følge heraf. I Tidlig Perm prægedes floraen endnu af grupper fra Karbontiden, dvs. ulvefodstræer, kæmpepadderokker, træbregner og cordaiter, der er slægtninge til nutidens nøgenfrøede. I Sen Perm var sidstnævnte helt forsvundet, og de store ulvefødder og padderokker stærkt reducerede. I stedet vandt nøgenfrøede (gymnosperme) træer frem, og de dominerede plantesamfundene sammen med bregner og frøbregner. Nogle af de nøgenfrøede havde kogler og grene med nåle omtrent som nutidens nåletræer. På de sydlige kontinenter med nogen afstand til ækvator var Glossopteris-floraen, opkaldt efter frøbregnen Glossopteris, vidt udbredt. Denne flora var opstået i Karbon som en tilpasning til Gondwanas køligere klima.

Karbontidens store urpadder var fortsat almindelige i Perm, men fandtes dog kun i fugtige områder, hvor de kunne lægge deres ubeskyttede æg i vand. Det tørre klima, der prægede de fleste landområder, gav i stedet plads til "krybdyr", der lagde amniote æg. Disse æg havde flere lag beskyttende hinder og kunne derfor lægges på tørt land. Amnioterne, der var opstået i midten af Karbon, udspaltede sig hurtigt i tre meget forskellige undergrupper, hvoraf anapsider og diapsider, der gav ophav til hhv. skildpadder og alle andre nulevende krybdyr, var underordnede i forhold til synapsider. Den vigtigste synapsidgruppe var pelycosaurer eller sejløgler. I Sen Perm opstod therapsiderne (pattedyrlignende krybdyr) ud fra pelycosaurerne, og de gav i Sen Trias ophav til pattedyr. Permtidens marine dyreliv var præget af søliljer, brachiopoder, rugose og tabulate koraller samt forskellige bryozogrupper. I de frie vandmasser var ammonitter og andre blæksprutter almindelige sammen med primitive, strålefinnede benfisk, såkaldte palæoniscider.

Ved slutningen af Perm ramtes Jordens dyre- og planteliv af en voldsom katastrofe, og måske 95 % af alle arter uddøde. Mange store grupper blev helt udryddet. Katastrofen ved Perm-Trias-grænsen er en af de mest indgribende begivenheder i livets historie, og den markerer også grænsen mellem Jordens oldtid, Palæozoikum, og middelalder, Mesozoikum.

I løbet af Perm blev alle kontinenter samlet i superkontinentet Pangæa. Dette bestod af en nordlig del, Laurasia, og en sydlig, Gondwana, delvis adskilt af Tethyshavet omkring ækvator. Danmark lå på ca. 15° n.br. i det indre af Laurasia og havde et varmt ørkenagtigt klima. I løbet af Perm begyndte området omkring Danmark at synke, og da der samtidig blev skabt en forbindelse til de store oceaner mod nord, blev bassinet vandfyldt. Dette var begyndelsen til Nordsøbassinet. Havforbindelsen blev gentagne gange afbrudt, vandet fordampede, og der afsattes tykke lag af inddampningsbjergarter (evaporitter), især stensalt. Disse permiske saltlag ligger i dag dybt begravet under Danmark og Nordsøen, men kommer nær jordoverfladen i salthorste.