Studstrupværket er et kraftvarmeværk, der ligger ved Kalø Vig nord for Aarhus. Det har egen sejlrende i Kalø Vig. Værket blev idriftsat i 1968 af Midtkraft til elforsyning af Midtjylland og fjernvarmeforsyning af Aarhus og forstæder. Værket blev ved omorganiseringen af den jysk-fynske kraftværkssektor i 2000 et værk i virksomheden Elsam A/S, idet ejeren Midtkraft I/S indgik i fusionen. I 2006 overgik ejerskabet til DONG Energy, der i 2017 skiftede navn til Ørsted.
I årene 1972-85 blev Studstrupværket udvidet til i alt 4 blokke med en installeret effekt på 1126 MW el. Fra 1999 var kun blokkene 3 og 4 i drift med en installeret effekt på 700 MW. Værket blev primært fyret med kul og olie. I 2016 blev den ene af blokkene, blok 3, ombygget til at køre på biomasse i stedet for kul, det vil sige primært træpiller suppleret med halm fra lokale marker.
I 2025 leverer Studstrupværkets blok 3 varme til, hvad der svarer til 106.000 husstandes forbrug i området omkring Aarhus og elektricitet svarende til omkring 230.000 husstandes forbrug.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.