Geisha er en japansk betegnelse for veluddannede kvinder, der underholder med sang, dans og konversation ved middagsselskaber for mænd.
Faktaboks
- Etymologi
-
Fra japansk gei, 'kunst', og sha, 'person'.
Traditionelt blev småpiger optaget i et geisha-hus som tjenestepiger og lærlinge, ofte solgt dertil af deres forældre, hvis de var havnet i gæld. I løbet af deres tid som geishaer arbejdede de gælden af. Deres mødom blev helt frem til 2. Verdenskrig i nogle tilfælde solgt til højestbydende, men hvervet som geisha indebar – og indebærer – i øvrigt ikke i sig selv prostitution.
Nogle geishaer fandt en "Danna-san", en rig mand, der kunne frikøbe dem af gælden, så de eventuelt kunne starte eget etablissement. Der er stadig nogle få geishaer i Japan, men branchen er i tilbagegang, blandt andet på grund af konkurrence fra billigere og mere folkelige "hostesses", barværtinder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.