En lagune er:
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet lagune kommer af italiensk laguna, af latin lacuna 'hul, fordybning', afledt af lacus 'sø'.
1. Et lavvandet salt eller brakt område, der står i forbindelse med havet. En lagune er adskilt fra havet af en ryg opbygget af marine sedimenter, ofte en barriereø, og er en integreret del af en barrierekyst. På grund af ringe bølgeaktivitet i lagunen er kystlinjen ofte dækket af strandengs-, siv- eller marskvegetation.
Vadehavet bag Rømø, Mandø og Fanø samt Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord er laguner. Lagune anvendes også om vandområdet inden for atollers koralrev.
2. En form for lavteknologisk spildevandsrensning, der er særligt udbredt i tropiske områder i form af algedamme.
Laguner består af en række bassiner, hvorigennem spildevandet bevæger sig langsomt. I Danmark benyttes laguner til efterbehandling af biologisk renset spildevand. Med en opholdstid for spildevandet på 1-2 døgn fjerner lagunen en del partikler og noget organisk stof, og den kan også opfange større forureningsudslip.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.