Paddefisk er en fiskeorden, der er beslægtet med tudsefisk. Den omfatter kun en enkelt familie (Batrachoididae) med 23 slægter og 83 arter.
Faktaboks
- Også kendt som
-
Batrachoidiformes
Paddefisk har et bredt og let fladtrykt hoved og små eller ingen skæl. Med de kraftige kæber kan de knuse selv tykskallede bunddyr. De er træge bundfisk, der forekommer på ret små dybder i alle tropiske have med enkelte arter i brakvand.
Nogle paddefisk har giftkirtler i forbindelse med gællelågspiggen og forreste rygfinne. Arter af slægten Porichthys, kadetfisk, har på undersiden hundreder af små lysorganer i artskarakteristiske mønstre. Nogle arter kan frembringe lyde med svømmeblæren, og mange kan klare sig i meget forurenet vand. Hannen vogter æggene til klækningen; de største arter bliver ca. 35 cm.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.