Parlamentarisme indebærer, at regeringen må stå til regnskab over for parlamentet, der råder over en række kontrolinstrumenter. Kritik kan fremføres i almindelig plenumdebat under behandlingen af forslag til love, budgetter og andre beslutninger. Desuden findes forskellige former for korte spørgsmål til ministrene enten i form af en spørgetime e.l. i plenum eller i form af spørgsmål til skriftlig besvarelse.
Under udvalgsbehandling af lovforslag er der som regel også mulighed for at indhente oplysninger, ligesom parlamentsudvalg mange steder kan foranstalte særlige høringer og undersøgelser af bestemte sager. En særlig form for spørgsmål er forespørgslen eller interpellationen, der giver mulighed for debat, som kan føre til fremsættelse af et forslag til mistillidsvotum, hvis vedtagelse kan betyde regeringens afgang eller udskrivelse af nyvalg.
I nogle lande, fx Frankrig og Tyskland, er der dog indført begrænsninger i adgangen til at foreslå mistillidsvota; på den anden side kan truslen om udskrivelse af valg før valgperiodens udløb (hvilket ikke er muligt i fx Norge) i visse situationer være et magtmiddel i regeringens hænder over for partier, der frygter et valg.
Regeringen kan forud for en given afstemning erklære, at den ikke vil affinde sig med et nederlag, dvs. stille kabinetsspørgsmål, hvilket betyder, at regeringen vil gå af og/eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal. På denne måde findes, især under mindretalsregeringer, en form for balance i henseende til regeringens og parlamentets magtmidler.
Hertil må føjes, at nyvalg i praksis fortrinsvis udskrives på et for regeringspartierne formodet gunstigt tidspunkt. Paradoksalt nok viser undersøgelser ikke desto mindre, at regeringspartier i Vesteuropa i almindelighed tenderer mod at tabe vælgertilslutning ved førstkommende valg.
Kommentarer (2)
skrev Preben Rehr
Tak for en fin artikel. Jeg savner måske et perspektiv på mulige parlamentariske forskelle mellem f.eks. USA og DK. Hvis fællesdefinitionen for alle systemer med parlamentarisme er, at et parlamentsflertal kan skille sig af med en regering eller tvinge den til at udskrive nyvalg. Så kan man vel ikke tale om egentlig parlamentarisme når det kommer til den Nordamerikanske styreform?
svarede Suzanne Rindom
Kære Preben Rehr
Tak for rosen. Når vi får knyttet en fagansvarlig med den rette baggrund til fagområdet, vil vi lade vedkommende tage stilling til dit forslag.
Med venlig hilsen
Suzanne Rindom
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.