parlamentarisme

I Storbritannien har normalt et af de to store partier flertal i Underhuset, i andre europæiske lande er flertal hos et enkelt parti blevet sjældent, bl.a. fordi de fleste i modsætning til Storbritannien benytter et forholdstalsvalgsystem. Denne forskel har konsekvenser for parlamentarismens konkrete udformning.

Der sondres mellem negativ og positiv parlamentarisme. Positiv parlamentarisme indebærer, at en regering ved udnævnelsen via en afstemning i parlamentet skal have demonstreret et flertal bag sig; dette praktiseres i fx Tyskland, Italien og Irland. Negativ parlamentarisme, der praktiseres i bl.a. de nordiske lande, kræver blot, at der ikke på forhånd ved udnævnelsen vides at være et flertal imod regeringen. Nogle lande har en obligatorisk afstemning i parlamentet, før en ny regering kan indsættes. Det kaldes for investitur.

Parlamentarisme indebærer, at regeringen må stå til regnskab over for parlamentet, der råder over en række kontrolinstrumenter. Kritik kan fremføres i almindelig plenumdebat under behandlingen af forslag til love, budgetter og andre beslutninger. Desuden findes forskellige former for korte spørgsmål til ministrene enten i form af en spørgetime e.l. i plenum eller i form af spørgsmål til skriftlig besvarelse.

Under udvalgsbehandling af lovforslag er der som regel også mulighed for at indhente oplysninger, ligesom parlamentsudvalg mange steder kan foranstalte særlige høringer og undersøgelser af bestemte sager. En særlig form for spørgsmål er forespørgslen eller interpellationen, der giver mulighed for debat, som kan føre til fremsættelse af et forslag til mistillidsvotum, hvis vedtagelse kan betyde regeringens afgang eller udskrivelse af nyvalg.

I nogle lande, fx Frankrig og Tyskland, er der dog indført begrænsninger i adgangen til at foreslå mistillidsvota; på den anden side kan truslen om udskrivelse af valg før valgperiodens udløb (hvilket ikke er muligt i fx Norge) i visse situationer være et magtmiddel i regeringens hænder over for partier, der frygter et valg.

Regeringen kan forud for en given afstemning erklære, at den ikke vil affinde sig med et nederlag, dvs. stille kabinetsspørgsmål, hvilket betyder, at regeringen vil gå af og/eller udskrive valg, hvis den kommer i mindretal. På denne måde findes, især under mindretalsregeringer, en form for balance i henseende til regeringens og parlamentets magtmidler.

Hertil må føjes, at nyvalg i praksis fortrinsvis udskrives på et for regeringspartierne formodet gunstigt tidspunkt. Paradoksalt nok viser undersøgelser ikke desto mindre, at regeringspartier i Vesteuropa i almindelighed tenderer mod at tabe vælgertilslutning ved førstkommende valg.

• styreformer
• demokrati
• parlament
• regering