Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
Springbuk
En springbuk-unge dier hos hunnen. Foto fra Sydafrika.

Springbukken er en ørkentilpasset antilope fra det sydlige Afrika.

Faktaboks

Også kendt som

Antidorcas marsupialis

På trods af den overfladiske lighed hører den ikke til gazellerne. I stedet er dens nærmeste slægtninge gerenuk og dibatag. Herefter følger en gruppe indeholdende de egentlige gazeller og hjorteantilopen.

Hannerne vejer 30-59 kg, mens hunnerne har en vægt på 20-44 kg. Skulderhøjden er 70-90 cm. Begge køn har stetoskopformede horn; kraftigst hos hannerne. Rekordhornlængden er 49 cm. Springbukken er rødbrun med en kraftig, mørk flankestribe, som danner skarp kontrast til den hvide bug og det store, hvide spejl. Ansigtet er hvidt med en mørk "tårestribe" mellem øjet og næsen.

Springbukken har navn efter sin karakteristiske vane med at hoppe rundt på stive ben i gevaldige, op til to meter høje spring. På engelsk kaldes denne adfærd for pronking og benyttes især af yngre individer, når de vil vise sig frem. Adfærden ses dog også i forbindelse med leg, når de forfølger hinanden, eller når de opdager et rovdyr i nærheden. Springbukken kan løbe op til 88 km/t og er et af verdens allerhurtigste landdyr.

Udbredelsen omfatter Sydafrika, Botswana, Namibia og op i Angola. Den lever i ørkner som Kalahari og Namibørknen, halvørkner og tørre, åbne savanneområder. Føden består af græs, skud, blade (bl.a. fra sukkulenter), rødder, rodknolde, bælge og frugt.

Springbukken er en af de mest ørkentilpassede antiloper. Den kan overleve helt uden at drikke ved at æde plantedele med højt vandindhold. Den æder ofte om natten, hvor planterne har et meget højere vandindhold end om dagen og desuden er dækket af dug.

Hunnen går drægtig i 5,5-6 måneder og får én unge ad gangen. Ved fødslen vejer ungerne 3,8-5 kg.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig