Stress, fysiologiske reaktioner, som udløses hos dyr og mennesker af truende eller indtrufne beskadigelser af organismen eller af fysisk og/eller psykisk aktivitet på grænsen af individets ydeevne; stressfremkaldende faktorer kaldes under et for stressorer.
Der er ingen principiel forskel på stressreaktionerne hos forskellige pattedyr, men fænomenet er bedst kendt hos mennesket.
De overordnede centre for stressreaktioner ligger i hjerneafsnittene hypothalamus og det limbiske system (se hjerne). De stressfremkaldende signaler til hjernen kan være nerveimpulser fra sanseapparatet, temperaturforhøjelse eller vævshormoner (cytokiner), der frigives som følge af vævsbeskadigelse (fx ved kvæstelse, forgiftning, iltmangel eller infektion), eller signalerne kan opstå i centralnervesystemet selv i situationer, der opleves som truende (psykisk stress).
Stressreaktionerne udløses vha. nerve- og hormonsignaler fra hypothalamus og det limbiske system. De nervøst udløste reaktioner er hurtigt indsættende og øger dels musklernes grundspænding, tonus, dels aktiviteten i det sympatiske nervesystem, herunder udskillelsen fra binyremarven af hormonet adrenalin, der har meget hurtigt indsættende virkninger.
Stresseffekterne er mangeartede: Blodgennemstrømningen i huden og fordøjelseskanalen nedsættes og øges tilsvarende i skeletmuskulaturen; hjertets udpumpning øges, puls og blodtryk stiger; lungebronkierne udvides, så respirationen lettes; stofskiftet ændres, således at organismens energireserver mobiliseres, ved at glykogen nedbrydes til glukose, og depotfedt til fedtsyrer og glycerol; kirtlers sekretion hæmmes (fornemmelsen af tørhed i munden); pupillerne udvides, og blodets koagulationsevne øges som beredskab mod blodtab. Endvidere påvirkes centralnervesystemet selv med skærpet opmærksomhed og hurtig reaktion som følge, evt. ledsaget af emotionelle stressreaktioner (frygt, raseri og spænding).
Binyrebarken aktiveres noget langsommere, ved at der fra hypothalamus afgives hormoner, som øger afgivelsen af hypofysehormonet ACTH, som i næste led øger binyrebarkens produktion af navnlig kortisol (se binyre og hypofyse). Virkningerne af kortisol er dels understøttende for virkningerne af det sympatiske nervesystem, især dets stofskiftevirkninger, dels hæmmende for produktionen af en række af de cytokiner, som evt. udløste stressreaktionen. Herved opnås en dæmpning af de betændelsesfremmende (inflammatoriske) vævsreaktioner, således at de ikke løber løbsk.
Også andre hypofysehormoner påvirkes af stress. Således øges afgivelsen af ADH (antidiuretisk hormon), hvorved nyrernes vandudskillelse hæmmes (se også vasopressin). Afgivelsen af hypofysens overordnede kønshormoner (gonadotropiner) hæmmes, hvilket fører til nedsat produktion af kønshormoner i gonaderne. Også afgivelsen af væksthormon påvirkes, men mindre entydigt; muligvis således, at et lavt stressniveau øger afgivelsen, mens et højt virker hæmmende.
Flere af stressreaktionernes elementer er skadelige for organismen, hvis de vedligeholdes over længere tid. Det gælder i særlig grad blodtryksforhøjelsen, som kan skade karvæggene og bidrage til udvikling af åreforkalkning. Længerevarig forhøjelse af kortisolniveauet og den deraf hæmmede produktion af cytokiner nedsætter modstandskraften mod infektioner og virker generelt hæmmende på organismens regenerationsevne efter beskadigelser såvel som på den normale cellefornyelse, hvilket bl.a. kan vise sig ved hårtab.
Den nedsatte produktion af kønshormoner kan medføre nedsat fertilitet. Hos kvinder med langvarigt højt stressniveau kan menstruationerne helt ophøre. Velkendt er også problemer med smertefulde muskelspændinger (myoser og spændingshovedpine) under langvarig stress.
Ud over de nævnte stressreaktioner kan der ved visse typer af beskadigelse af cellernes egne proteiner (fx ved iltmangel, temperaturforhøjelse og forgiftninger, herunder påvirkning af bakterielle giftstoffer) udløses øget produktion af stressproteiner, der tjener til at restaurere de beskadigede proteiner. Se også stressproteiner.
Biologiske, psykologiske og sociale belastninger (stressorer) kan være af betydning for psykiske sygdommes opståen, udvikling og forløb, fx posttraumatisk belastningsreaktion. Psykiske lidelser opfattes som et uhensigtsmæssigt samspil mellem arvelige og miljømæssige forhold, således at en særlig disposition under indflydelse af stressorer fører til sygdom. Ved behandling og forebyggelse søger man derfor at mindske belastende forhold eller at opøve evnen til mestring af stress. Se også sundhed (psykologi).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.