Theodor Mommsen

Theodor Mommsen var en tysk oldtidshistoriker. Han modtog nobelprisen i litteratur i 1902.

Mommsen studerede jura ved Kiels Universitet. Her vaktes hans interesse for romerretten. I sin ungdom var han ivrig slesvig-holstener, og i sit senere politiske liv opponerede han som nationalliberal imod Bismarck. Efter professorater i jura i Leipzig og romerret i Zürich og Breslau blev han i 1858 sekretær for Videnskabernes Selskab i Berlin. I 1861 blev han professor i oldtidshistorie ved Berlins Universitet.

Mommsen havde i 1888 afsluttet trebindsværket Römisches Staatsrecht. Under arbejdet med dette værk, hvis første bind kom i 1871, blev Mommsen i 1880 ramt af den katastrofe, at hans arbejdsværelse brændte. I den forbindelse gik bl.a. flere originalhåndskrifter tabt, som professoren havde lånt hjem til Berlin fra Vatikanbiblioteket. Mommsen nåede dog endnu at publicere et stort værk, Römisches Strafrecht, som kom i 1899.

Mommsens videnskabelige produktion, der er på ca. 1500 titler, samler sig om den romerske historie. Hovedværkerne er Römische Geschichte, 1-3 (1854-1855) og 5 (1885) og Römisches Staatsrecht, 1-3 (1871-88). Römische Geschichte gav ham i 1902 nobelprisen i litteratur. Kejsertidens historie, som skulle have udgjort bind 4 af værket, kom aldrig.

I 1992 udkom imidlertid bogen Theodor Mommsen, Römische Kaisergeschichte på baggrund af nogle meget fyldige tilhørernoter fra Mommsens forelæsninger over perioden.

Mommsens virke som udgiver af tekstkritiske udgaver af antikke tekster var ligeledes omfattende, bl.a. i Monumenta Germaniae Historica og Digesta i Corpus juris civilis. Han var hovedmanden bag den endnu igangværende udgivelse af alle latinske indskrifter i Corpus Inscriptionum Latinarum, påbegyndt i 1863. Vigtig er også hans arbejde med numismatik.

Mommsens banebrydende synspunkter har på godt og ondt sat sig spor i al senere udforskning af den romerske historie.