Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
Spring til indhold

Dommen i Nürnberg

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Dommen i Nürnberg
Filmens plakat
Overblik
OriginaltitelJudgment at Nuremberg
GenreDramafilm,
retssagsfilm Rediger på Wikidata
Instrueret afStanley Kramer Rediger på Wikidata
Manuskript afMontgomery Clift,
Abby Mann Rediger på Wikidata
Baseret påJudgment at Nuremberg[1] Rediger på Wikidata
MedvirkendeJudy Garland,
Edward Binns,
Alan Baxter,
Maximilian Schell,
Herman Hack,
Burt Lancaster,
William Shatner,
Howard Caine,
John Wengraf,
Harold Miller med flere Rediger på Wikidata
FotograferingErnest Laszlo Rediger på Wikidata
KlipFrederic Knudtson Rediger på Wikidata
Musik afErnest Gold Rediger på Wikidata
Produceret afStanley Kramer Rediger på Wikidata
DistributørUnited Artists,
Netflix Rediger på Wikidata
Udgivelsesdato1961,
14. december 1961 (Berlin, Tyskland),
19. december 1961 (New York City, USA, Storbritannien, Danmark, Sverige, Tyrkiet) Rediger på Wikidata
Censur15 år Tilladt for børn over 15 år
Længde188 min. Rediger på Wikidata
OprindelseslandUSA Rediger på Wikidata
SprogEngelsk Rediger på Wikidata
Budget$3 million[2]
Nomineringer og priser
Oscar for bedste mandlige hovedrolle,
Oscar for bedste filmatisering,
Sølvklumpen for bedste udenlandske biograffilm,
National Board of Review: Top Ten Films Rediger på Wikidata
Links
på IMDb Rediger på Wikidata
i DFI's filmdatabase Rediger på Wikidata
i SFDb Rediger på Wikidata
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata.

Dommen i Nürnberg (originaltitel: Judgment at Nuremberg) er en amerikansk episk retsdramafilm fra 1961 instrueret og produceret af Stanley Kramer efter manuskript af Abby Mann. I filmen medvirker Spencer Tracy, Burt Lancaster, Richard Widmark, Maximilian Schell, Werner Klemperer, Marlene Dietrich, Judy Garland, William Shatner og Montgomery Clift. Filmen foregår i Nürnberg, i den vestlige besættelseszone i Tyskland, og skildrer en fiktiv udgave – med fiktive karakterer – af Dommersagen i 1947, en af de retssager, der blev gennemført under Nürnbergprocessen efter afslutningen af 2. verdenskrig.

Filmen er centreret om en militærdomstol ledet af retsformand Dan Haywood (spillet af Spencer Tracy), hvor fire tyske dommere og anklagere (sammenlignet med seksten tiltalte i virkelighedens Dommersag) står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden på grund af deres ledende roller i Nazi-Tysklands retssystem. Retssagen centrerer sig om spørgsmål om tyskernes individuelle og kollektive ansvar for Holocaust, med et bagtæppe i den anspændte international situation efter krigsafslutningen, herunder begyndelsen af den kolde krig, Berlin-blokaden og det geopolitiske konsekvenser for de efterfølgende Nürnberg-processer som følge af tysk støtte til Vestblokken. Alt dette lægger stort pres på Haywoods bestræbelser på at nå frem til en retfærdig dom. Derudover står dommeren over for følelsesmæssige udfordringer i sine personlige forhold til tyskere uden for retssalen, der konsekvent hævder at være uvidende om nazisternes grusomheder, men som dommeren mistænker for at have vidst mere, end de vil indrømme.

En tidligere udgave af filmens fortælling blev udsendt i 1959 som et afsnit med samme navn i tv-serien Playhouse 90.[3] Tv-afsnittet opnåede stor folkelig interesse, hvilket ledte til filmen. Maximillian Schell og Werner Klemperer portrætterede de samme roller i begge produktioner.

I 2013 blev Dommen i Nürnberg af Library of Congress udvalgt til bevarelse i United States National Film Registry som værende "kulturelt, historisk eller æstetisk betydningsfuld".[4][5]

Dommen i Nürnberg er centreret om en militærdomstol nedsat i Nürnberg i Tyskland, hvor fire tyske dommere og anklagere står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden for deres involvering i grusomheder begået under det nazistiske regime.

Dommer Dan Haywood er retsformand i et dommerpanel af tre allierede dommere, som skal høre og afsige dom i sagen mod de tiltalte. Haywood er især interesseret i at lære, hvordan den tiltalte respekterede tyske jurist Ernst Janning kunne have begået de grusomheder, han er anklaget for, herunder at dømme uskyldige mennesker til døden.

Haywood søger at forstå, hvordan det tyske folk kunne have været døvt og blindt over for det nazistiske regimes forbrydelser. Under processen bliver han ven med enken efter en tysk general, som de allierede forinden har henrettet. Han taler med andre tyskere, der har forskellige perspektiver på krigen.

Andre karakterer, dommeren møder, er kaptajn i den amerikanske hær, Harrison Byers, der har til opgave at bistå de amerikanske dommere under sagen, og Irene Hoffmann, der er bange for at afgive vidneudsagn, der kan styrke anklagemyndighedens sag mod dommerne.

De tiltaltes tyske forsvarer Hans Rolfe redegør for, at de tiltalte ikke var de eneste, der hjalp eller ignorerede det nazistiske regime. Han hævder, at USA har begået handlinger, der er lige så slemme eller værre end nazisterne, såsom den amerikanske højesteretsdommer Oliver Wendell Holmes Jr.'s støtte til de første racehygiejneprogrammer; det mellem Vatikanet og Nazityskland indgåede Reichskonkordat fra 1933, som den tyske regering udnyttede som en implicit anerkendelse af det nazistiske regime; Molotov-Ribbentrop-pagten fra 1939, der banede vejen for Nazi-Tysklands invasion og besættelse af det vestlige Polen, der indledte Anden Verdenskrig; og atombomberne over Hiroshima og Nagasaki i krigens sidste fase i august 1945.[6][7]

En af de tiltalte, Dr. Janning, nægter at vidne eller deltage i en retssag, som han inderligt mener er uden nogen form for legitimitet. Som forløbet imidlertid bliver mere og mere utåleligt for ham, bryder han dramatisk sin tavshed og vælger at vidne for domstolen som anklagemyndighedens vidne. Han indrømmer, at han er skyldig i at dømme en jødisk mand til døden for anklager om "racebesmittelse" - nemlig at manden havde sex med en ikke-jødisk pige - selvom han vidste, at der ikke var beviser til en sådan dom. Janning forklarer, at velmenende mennesker som ham hjalp Adolf Hitlers antisemitiske, racistiske politik ud af patriotisme på trods af at de vidste, at det var forkert, og at hele Tyskland bærer en vis grad af ansvar for de grusomheder, som det nazistiske regime begik.

Haywood må afveje den geopolitiske virkelighed mod sine egne idealer om retfærdighed. Retssagen foregår sideløbende medBerlinblokaden, og der er et pres for at lade de tyske tiltalte slippe let for at få tysk støtte i den eskalerende kolde krig mod Sovjetunionen.[8]

Under den afsluttende procedure fastholder de fire tiltalte deres påstand "ikke skyldige", men Janning og medtiltalte, Werner Lampe, viser klar anger for deres handlinger, mens en tredje, Friedrich Hofstetter, hævder, at de ikke havde andet valg end at efterleve de love som Hitlers regering udstedte. Kun den fjerde tiltalte, Emil Hahn, er uden anger og fortæller amerikanerne, at de en dag vil fortryde ikke at havet allieret sig med nazisterne mod Sovjetunionen. I sidste ende bliver alle fire tiltalte fundet skyldige og idømt livsvarigt fængsel.

Haywood besøger Janning i hans celle. Janning medgiver over for Haywood, at hans dom var retfærdig, men beder ham om at tro, at han aldrig havde vidst, at det ville komme så langt som til massemord på uskyldige. Dommer Haywood svarer, at den viden opstod, da Janning dømte en mand, han vidste, var uskyldig.

Haywood forlader cellen; en mellemtekst informerer publikum om, at af 99 tiltalte idømt fængselsstraffe i Nürnberg-retssagerne, var der ingen, der stadig afsonede en dom, da filmen blev udgivet i 1961.[9] [a]

Filmens tema er primært den nazityske stats overgreb begået mod dens egne borgere "i lovens navn" baseret på lovgivning om racemæssige, sociale, religiøse og racehygiejniske forhold. Filmen sætter spørgsmålstegn ved legitimiteten af disse handlinger.

Afsættet er virkelighedens Dommersag, hvor 16 dommere og anklagere, der under naziregimet håndhævede love — passivt, aktivt eller begge dele — der førte til tvangssterilisering og til fængsling og henrettelse af mennesker som følge af personers religion, race, etnicitet, politiske overbevisning eller fysiske eller psykiske handicap.


Filmen er bemærkelsesværdig for sin brug af retssalsdrama til at belyse individuel perfiditet og moralsk anløbenhed i tider med voldelige politiske omvæltninger. Filmen var den første mainstream-dramafilm, der ikke veg tilbage fra at vise faktiske optagelser filmet af amerikanske og britiske soldater efter befrielsen af de nazistiske koncentrationslejre.[10] I filmen blev vist optagelser som anklager oberst Tad Lawson (spillet af Richard Widmark) fremlagde, hvor enorme bunker af nøgne lig lægges på rækker og bulldozes ned i åbne massegrave. Scenerne blev i datiden betragtet som usædvanligt eksplicitte og for en mainstream-film.

Ifølge flere kilder blev Tracys monolog i filmens klimaks filmet i én optagelse ved hjælp af flere kameraer.[11] Montgomery Clift havde problemer med at huske sine replikker, så Kramer fortalte ham, at han skulle gøre sit bedste, og regnede korrekt med, at Clifts nervøsitet ville afspejle hans karakters mentale tilstand.[12][13] Lancaster har kun tre replikker (ingen i retssalen) før hans lange monolog omkring 135 minutter inde i filmen. Judy Garland medvirkede i en film for første gang i syv år.

  • " Lili Marleen "
    • Musik af Norbert Schultze (1938)
    • Tekst af Hans Leip (1915)
  • "Liebeslied"
  • "Wenn wir marschieren"
    • Tysk folkesang (ca. 1910)
  • “Wenn die Soldaten”
    • Tysk folkesang (ca. 1840)
  • "Care for Me"
    • Af Ernest Gold
  • "Notre amour ne peur"
    • Af Ernest Gold
  • " Du, du liegst mir im Herzen "
    • Tysk folkesang, arrangement af Ernest Gold
  • " Klaversonate nr. 8 i c-mol, op. 13 "

Filmen havde verdenspremiere den 14. december 1961 i Kongresshalle i Vestberlin. 300 journalister fra 22 lande var til stede[14], og der blev stillet høretelefoner til rådighed med filmens lydspor eftersynkroniseret på tysk, spansk, italiensk og fransk. Reaktionen fra publikum var angiveligt afdæmpet, med nogle klapsalver ved afslutningen, men de fleste af de fremmødte tyskere forlod salen i stilhed.[14]

Filmen modtog positive anmeldelser fra kritikerne og blev rost som en direkte rekonstruktion af de berømte retssager mod nazistiske krigsforbrydere. Skuespillerne blev særlig rost, herunder Tracy, Lancaster, Schell, Clift og Garland. Filmens udgivelse var perfekt timet, da faldt sammen med virkelighedens retssag og domfældelse i Israel af den nazistiske SS-officer Adolf Eichmann.

The New York Times kaldte filmen "en kraftfuld, overbevisende film" med "et rørende, nøgternt budskab til verden".[15] Variety skrev: "Med de mest smertefulde sider af moderne historie som sit bitre grundlag er Abby Manns intelligente, tankevækkende manuskript en dyster påmindelse om menneskets ansvar for at fordømme alvorlige onder, som det er bekendt med. Lektien er omhyggeligt, smagfuldt og opløftende fortalt i Kramers storstilede produktion."[16] Magasinet Harrison's Reports gav filmen sin topkarakter "Udmærket" og roste Kramers "genialt flydende instruktion" og Spencer Tracy for "en præstation med overbevisende substans".[17]

The New Yorker kaldte filmen "en modigt og, på trods af sin længde, kontinuerligt spændende film", som stiller spørgsmål, der "er blandt de største, der kan stilles og er ikke mindre friske og spændende selvom de er tusinder af år gammle" og tilføjede, at rollebesætningen var så fyldt med stjerner, "at den af og til truer med at blive til et Grand Hotel som retssalsdrama." The Washington Post anførte, at det er "en ekstraordinær film, både i koncept og håndtering."[18]

Derimod gav britiske The Monthly Film Bulletin filmen en overvejende negativ anmeldelse, og anførte: "denne storstilede retssagsfilm underminerer troen på dens filosofiske og historiske udgangspunkt ved at indfarve dens bedste del af budskabet i et overlæsset retssalshysteri", og angav videre, at "i en række konstruerede scener ... er pointen mejslet igennem lige ned til den sidste dramatiske krydsklipning. Den samme besynderlige teknik (primært zoom-objektiv billeder og cirklende kamera) og showmanship gør retssagen til intet andet end en parodi - især i det melodramatiske skifte i Jannings karakter."[19]

Filmen indspillede $6 millioner i USA og $10 millioner globalt udgivelse.[20]

I Danmark havde filmen premiere den 19. december 1961 i Alexandra Biografen. Den fik i 1976 repremiere i Rialto og igen i 1979 i Alexandra. Herhjemme havde filmen ifølge Det Danske Filminstitut et begrænset publikum på 3.740 personer.[21]

Priser og nomineringer

[redigér | rediger kildetekst]
Pris Kategori Nomineret Resultat
Oscaruddelingen 1962[22] Oscar for bedste film Stanley Kramer Nomineret
Oscar for bedste instruktør Nomineret
Oscar for bedste mandlige hovedrolle Maximilian Schell Vundet
Spencer Tracy Nomineret
Oscar for bedste mandlige birolle Montgomery Clift Nomineret
Oscar for bedste kvindelige birolle Judy Garland Nomineret
Oscar for bedste filmatisering Abby Mann Vundet
Oscar for bedste scenografi – Sort/hvid Rudolph Sternad og George Milo Nomineret
Oscar for bedste fotografering – Sort/hvid Ernest Laszlo Nomineret
Oscar for bedste kostumer – Sort/hvid Jean Louis Nomineret
Oscar for bedste klipning Frederic Knudtson Nomineret
Irving G. Thalberg Memorial Award Stanley Kramer Vundet
American Cinema Editors Awards Best Edited Feature Film Frederic Knudtson Nomineret
Bodilprisen Bodilprisen for bedste ikke-europæiske film Stanley Kramer Vundet
British Academy Film Awards Best Film Nomineret
Best Foreign Actor Montgomery Clift Nomineret
Maximilian Schell Nomineret
Cinema Writers Circle Awards Best Foreign Film Vundet
David di Donatello Awards Best Foreign Production Vundet
Best Foreign Actor Spencer Tracy Vundet[b]
David Giovani Award Marlene Dietrich Vundet
Directors Guild of America Awards Outstanding Directorial Achievement in Motion Pictures Stanley Kramer Nomineret
Fotogramas de Plata Awards Best Foreign Performer Spencer Tracy Vundet
Golden Globe Awards Bedste film – Drama Nomineret
Bedste skuespiller – Drama Maximilian Schell Vundet
Bedste mandlige birolle – spillefilm Montgomery Clift Nomineret
Bedste kvindelige birolle – spillefilm Judy Garland Nomineret
Bedste instruktør Stanley Kramer Vundet
Best Film Promoting International Understanding Nomineret
Laurel Awards Top Drama Nomineret
Top Male Dramatic Performance Maximilian Schell Nomineret
Top Male Supporting Performance Montgomery Clift Nomineret
Top Female Supporting Performance Judy Garland Nomineret
Top Cinematography – Black and White Ernest Laszlo Nomineret
Nastro d'Argento Best Foreign Director Stanley Kramer Vundet
National Board of Review Awards Top Ten Films 8th Place
National Film Preservation Board National Film Registry Inducted
New York Film Critics Circle Awards Best Film Nomineret
Best Actor Maximilian Schell Vundet
Best Screenplay Abby Mann Vundet
Online Film & Television Association Awards Hall of Fame – Motion Picture Vundet
Writers Guild of America Awards Best Written American Drama Abby Mann Nomineret

American Film Institute offentliggjorde i 2008 resultatet af en rundspørge blandt 1.500 personer fra det film- og kunstmiljøet om "bedste film" indenfor 10 forskellige genrer ("Ten Top Ten"), og her var filmen med på listen over de ti bedste retssalsdramaer.[23] Filmen var også nomineret til AFI's 100 Years... 100 Movies.[24]

  1. ^ Mellemteksten refererer ikke til Nürnbergsagen fra 1946 med naziregimets topfolk, hvor 12 af de 20 domfældte blev henrettet eller begik selvmord og hvor der i 1961 fortsat var fænglset Rudolf Hess, Albert Speer og Baldur von Schirach.
  2. ^ Sammen med Anthony Perkins for Holder de af Brahms?.
  1. ^ Navnet er anført på bokmål og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
  2. ^ Balio, Tino (1987). United Artists: The Company That Changed the Film Industry. University of Wisconsin Press. s. 145. ISBN 978-0299114404.
  3. ^ "Playhouse 90 – Season 3, Episode 28: Judgment at Nuremberg – TV.com". TV.com. CBS Interactive. Arkiveret fra originalen 2016-03-07. Hentet 2015-06-07.
  4. ^ Fejl ved kald til Skabelon:cite press release: Parameteren title skal angives
  5. ^ "Complete National Film Registry Listing". Library of Congress. Arkiveret fra originalen 2008-08-29. Hentet 2020-11-17.
  6. ^ Nixon, Rob (2012). "Pop Culture 101: Judgment at Nuremberg". TCM.com. Arkiveret fra originalen 2018-07-15. Hentet 2012-11-02.
  7. ^ Mann, Abby (1961). Judgment at Nuremberg. London: Cassell. s. 93.
  8. ^ Bradley, Sean. "Judgment at Nuremberg". University of Missouri-Kansas City School of Law. Arkiveret fra originalen 2008-09-13. Hentet 2008-09-27. He argues that the love of country led to an attitude of "my country right or wrong." Obedience or disobedience to the Fuehrer would have been a choice between patriotism or treason for the judges. [...] Why did the educated stand aside? Because they loved their country.
  9. ^ "Judgment at Nuremberg (1961)". AFI Catalog of Feature Films. American Film Institute. Hentet 2024-02-18.
  10. ^ King, Susan (11. oktober 2011). "'Judgment at Nuremberg' 50 years later". Los Angeles Times. Hentet 22. august 2023.
  11. ^ Chilton, Martin (6. april 2020). "The monster of MGM: was Spencer Tracy the most toxic man in Hollywood?". The Daily Telegraph. Hentet 22. august 2023.
  12. ^ Morris, Brogan (16. oktober 2020). "Angel Of Death: Reframing Montgomery Clift At 100". The Quietus. Hentet 22. august 2023.
  13. ^ Casillo, Charles (2021). Elizabeth and Monty: The Untold Story of Their Intimate Friendship. New York City: Kensington Publishing Corp. s. 272. ISBN 978-1-4967-2479-3.
  14. ^ a b Scott, John L. (24. december 1961). "Berlin 'Judgment' Draws Jas, Neins". Los Angeles Times: Calendar, p. 4.
  15. ^ Crowther, Bosley (20. december 1961). "The Screen: 'Judgment at Nuremberg'". The New York Times: 36. Hentet 2024-02-18.
  16. ^ "Judgment at Nuremberg". Variety: 6. 18. oktober 1961.
  17. ^ "Film Review: Judgment at Nuremberg". Harrison's Reports: 166. 21. oktober 1961.
  18. ^ Coe, Richard L. (15. februar 1962). "'Nuremberg' Is Great Film". The Washington Post. s. D6.
  19. ^ "Judgment at Nuremberg". The Monthly Film Bulletin. 29 (337): 19. februar 1962.
  20. ^ "Box office / business for Judgment at Nuremberg". IMDb. Arkiveret fra originalen 31. marts 2016. Hentet 21. februar 2016.
  21. ^ "Hvor mange ser film". Det Danske Filminstitut. Hentet 30. august 2024.
  22. ^ "NY Times: Judgment at Nuremberg". The New York Times. 2011. Arkiveret fra originalen 9. november 2011. Hentet 24. december 2008.
  23. ^ "AFI's 10 Top 10". American Film Institute. Arkiveret fra originalen 2021-03-08. Hentet 2019-11-18.
  24. ^ "AFI's 100 Years...100 Movies Nominees" (PDF). Arkiveret fra originalen (PDF) 2013-10-26. Hentet 2011-12-10.

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]

Dommen i NürnbergInternet Movie Database (engelsk)Rediger på wikidata