Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                

Amedia er en norsk mediegruppe, som siden 2022 har været den største norske mediekoncern målt på antallet af aviser og på det samlede oplag. Opgjort på omsætning er Schibsted ASA dog større.

Amedia er udsprunget af den norske arbejderbevægelse og hed tidligere A-Pressen. Den omfatter primært regionale og lokale medier i Norge og Sverige samt fra 2024 Berlingske Media i Danmark.

Amedia rummer også borgerlige aviser. Mediegruppen er langt i den digitale omstilling og blev i 2016 fondsejet gennem en nyoprettet fond – Amediastiftelsen. Amedia havde i alt 1.100 redaktionelle medarbejdere i 2024.

Amedia på print og digitalt

Anders Opdahl
Koncernchef for Amedia, Anders Opdahl, på pressemøde i København den 3. december 2024, hvor han annoncerede købet af Berlingske Media fra belgiske DPG Media.
Anders Opdahl
Byline: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.

Amedia ejer i Norge 91 aviser (2024). Heraf er de 37 dagblade. De øvrige udkommer på print enten en, to eller tre dage om ugen. Drammens Tidende, med et samlet oplag i 2023 på 26.310, er den største af Amedia-aviserne. Virksomheden udgiver desuden flere gratisaviser, primært i Oslo.

I december 2024 købte Amedia den danske mediekoncern Berlingske Media af det belgiske medieselskab DPG Media. Berlingske Media udgiver Berlingske, B.T., Weekendavisen og den digitale finansavis Euroinvestor.

Samtidig har Amedia interesser i rent digitale medier, og ejer blandt andet 100 procent af Netavisen og NA24 efter tidligere at have delt ejerskabet med Egmont. Digitale Medier 1881 blev overtaget af Amedia i 2013, og er Norges største database for navne, adresser og telefonnumre. En ny digital lokalavis for Kristiansand, KRS, blev etableret af Amedia i sommeren 2023.

I juni 2021 købte Amedia 67 procent af aktierne i Tun Media, der bl.a. udgiver dagbladet Nationen og ugeavisen Bondebladet.

I efteråret 2018 indgik Amedia en aftale med Nordsjø Media AS om at overtage alle aktierne i mediekoncernen. Ni lokale aviser i Rogaland og Vest Agder blev dermed en del af Amedia.

I februar 2020 indgik Amedia en tiårig teknisk og strategisk samarbejdsaftale med TA-gruppen, som bl.a. udgiver Trønder-Avisa og flere lokalaviser i Trøndelag. Omkring 60 procent af abonnenterne på Amedias aviser er digitale i den forstand, at de læser deres avis både online og på papir.

Svenske opkøb

Sammen med Bonnier købte Amedia ved årsskiftet 2018–2019 den svenske aviskoncern MittMedia, der udgiver 28 abonnementsaviser. Amedia fik i den forbindelse en ejerandel på 20 procent i Bonnier News Local AB. Amedia er samlet medejer af 57 lokale og regionale aviser i Sverige gennem partnerskaber med Bonnier News Local.

I forbindelse med sit samarbejde med Bonnier indgik Amedia i 2021 yderligere en samarbejdsaftale med Göta Media, som omfatter 55 lokalaviser.

Trykkeriejer

Amedia ejer desuden fem trykkerier og er medejer af yderligere tre i Norge, ligesom virksomheden frem til april 2022 ejede seks trykkerier i Rusland. På grund af den russiske invasion i Ukraine i februar 2022 valgte Amedia at trække sig fra trykkerierne i Rusland. Det skete ved, at al kontrol og alle aktionærrettigheder blev overdraget til fredsprisvinderen Dmitrij Muratov.

Amedias historie

Amedia

Amedias bladhus i Akersgata i Oslo i 2022. I 2024 flyttede Amedia sit hovedkvarter til Tollgaarden tæt på Oslos hovedbanegård.

Amedia
Byline: Stian Lysberg Solum/NTB/Ritzau Scanpix.

Norsk Arbeiderpresse blev etableret i 1948 som et finansieringsselskab ejet af LO, Arbeiderpartiet og arbejderpressen. Hver enkelt avis blev derefter udgivet af lokale aktieselskaber eller kooperativer, hvor lokale afdelinger af Arbeiderpartiet, fagforeninger under LO's fagforbund og Norsk Arbeiderpresse A/S var ejere. Aviserne samarbejdede gennem Arbeiderpressens Samvirke A/L.

I 1990 blev Norsk Arbeiderpresse A/S refinansieret af LO og omorganiseret til en koncern, hvor de enkelte aviser indgik som datterselskaber.

Norsk tv og aviser i Rusland

Fra 1995 udvidede koncernen sin virksomhed, blandt andet ved at købe sig ind norsk TV2 og i russiske trykkerier. Indtil 2007 havde A-pressen også ejerandele i russiske medier, blandt dem det største landsdækkende dagblad i landet, Komsomolskaja Pravda (25 procent ejet). Senere besluttede A-pressen kun at investere i trykkerivirksomhed i Rusland. Efter den russiske invasion af Ukraine i foråret 2022 valgte Amedia at trække sig fra trykkerierne i Rusland.

Borgerlige aviser

I juni 2012 tog A-pressen formelt Edda Media fra britiske Mecom, men købet var en realitet et halvt år tidligere. En række borgerlige aviser, der traditionelt havde støttet Høyre eller Venstre, blev hermed en del af den norske arbejdspresse: Fredrikstad Blad, Drammens Tidende, Haugesunds Avis, Gjengangeren og Lofotposten var blandt disse. Men det dramatiske medieopkøb gik ikke gnidningsfrit. Fra konkurrencemyndigheden og medietilsynet blev der rejst krav om, A-pressen skulle frasælge flere aviser, bl.a Varden, for at få opkøbet godkendt.

Samtidig besluttede A-pressen at sælge sin andel i norsk TV2, hvor man ejede 50 procent af aktierne. De blev solgt til det danske medieselskab Egmont, som i forvejen ejede resten af tv-stationen.

Fra A-pressen til Amedia og fondseje

I september 2012 skiftede A-pressen navn til Amedia A/S.

LO og en række fagforeninger ejede på det tidspunkt tilsammen tæt på 45 procent af aktierne. Telenor ASA havde en lige så stor post og Stiftelsen Fritt Ord ca. 3 procent.

Det tidligere navn (med bindestreg og fremhævet A) fremhævede den historiske forbindelse til arbejderbevægelsen. Da mediegruppen nu også omfattede en række borgerlige aviser, valgte man det mere neutrale navn, Amedia.

Fra 2016 blev ejerskabet overtaget af fonden Amediastiftelsen, som er en del af fonden Sparebankstiftelsen DNB. Den forpligtede sig gennem den nye ejerfond til at beholde Amedia som en samlet koncern. Avisernes forskellige udgivelsesgrundlag, selvstændighed og redaktionelle frihed skulle også opretholdes.

Amedias økonomi

Den samlede omsætning i 2023 var 4,1 mia. norske kr. (NOK) . Bruttoresultat (EBITDA) i 2023 var 287 mio. NOK . Resultat før skat var NOK 43 mio. i 2023 mod 137 mio. i 2022).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig