Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                
Aprilteserne
Vladimir Lenin, marts 1919.
Af .

Aprilteserne var ti teser, som Vladimir Lenin lancerede i april 1917. Heri opfordrede han til en videreførelse af Februarrevolutionen, så magten i Rusland kunne overgå til sovjetterne (arbejder- og soldaterråd).

Baggrund

Utilfredshed i befolkning med konsekvenserne af Ruslands deltagelse i Første Verdenskrig førte i Februarrevolutionen 1917 til monarkiets fald. En provisorisk (midlertidig) regering overtog den officielle regeringsmagt, men arbejdere og soldater organiserede sig i sovjetter, som selv ville bestemme over deres fremtid. Forholdet mellem den provisoriske regering og sovjetterne har været karakteriseret som en ”dobbeltmagt”, hvor begge parter opførte sig som regeringer, der vedtog dekreter og lovgivning for det russiske folk.

Vladimir Lenin, leder af bolsjevikkerne, var på tidspunktet for Februarrevolutionen i eksil i Schweiz. Ved sin hjemkomst til Rusland i april 1917 præsenterede han sine holdninger til udviklingen i Rusland i form af Aprilteserne.

Tesernes indhold

Hovedbudskabet i teserne var, at den borgerlige Februarrevolution skulle føres direkte videre til en proletarisk revolution, og at al magt skulle overgå fra den provisoriske regering til sovjetterne. Lenin fokuserede især på den provisoriske regerings manglende evne og villighed til at trække Rusland ud af Første Verdenskrig, et forhold der yderligere nødvendiggjorde en overførsel af statsmagten til sovjetterne. I overensstemmelse med sine tanker om det revolutionære parti som revolutionens fortrop argumenterede Lenin endvidere for nødvendigheden af, at bolsjevikkerne påtog sig lederrollen i sovjetterne, ligesom han opfordrede til oprettelsen af en ny kommunistisk international organisation, der skulle sikre den proletariske revolutions succes på verdensplan. Dermed var grunden blevet lagt til den politik, der samme år ledte frem til Oktoberrevolutionen.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig