Balkankrigene. Landene på Balkan efter krigene i 1912-1913. Med lysere farve er angivet de områder, som de enkelte lande erobrede.
Balkankrigene. Landene efter krigene i 1912-1913. Med lysere farve angives de områder, som de enkelte lande erobrede.
Balkankrigene var to militære konflikter på Balkanhalvøen i årene 1912-1913, der drejede sig om dominans over de sidste osmanniske besiddelser i Europa, nemlig Makedonien, Thrakien og Epiros samt den østlige del af Det Ægæiske Hav.
Balkankrigene førte til væsentlige, men spændingsfyldte ændringer i de regionale magtforhold på Balkanhalvøen og bidrog derved til den udvikling, der endte i udbruddet af 1. Verdenskrig.
I løbet af 1800-tallet var der blevt dannet en række nye nationalstater på Balkanhalvøen i lande, der tidligere havde tilhørt Osmannerriget. Med henvisning til, at der fortsat eksisterede egne nationale minoriteter inden for Osmannerrigets grænser, mente de nydannede nationalstater hver især at have krav på yderligere osmannisk land.
Dette udløste en tilstand af kronisk politisk spænding på Balkanhalvøen og førte til adskillige krige og væbnede sammenstød, dels mellem enkelte Balkanstater og Osmannerriget, dels mellem Balkanstaterne indbyrdes. Tillige med de europæiske stormagters tiltagende konkurrence om indflydelse og kontrol over Balkanområdet og Osmannerriget gjorde dette regionen til en permanent international krisezone, ofte omtalt som "det orientalske problem" eller som "Europas krudttønde".
Den Italiensk-osmanniske Krig i 1911-1912 svækkede Osmannerriget og bidrog til, at de ellers indbyrdes rivaliserende Balkanstater i løbet af 1912 fandt sammen i et hemmeligt angrebsforbund rettet mod Osmannerriget, Balkanforbundet. Det var baseret på en række bilaterale aftaler mellem Bulgarien, Grækenland og Serbien. I de bulgarsk-serbiske aftaler indgik blandt andet en hemmelig tillægsprotokol vedrørende delingen af Makedonien, mens det i de græsk-bulgarske aftaler blev bestemt at udskyde beslutningen herom til en senere dato.
Denne krig begyndte den 8. oktober 1912, da Osmannerriget blev angrebet af Montenegro. Ti dage senere trådte Bulgarien, Grækenland og Serbien ind i krigen på Montenegros side. De fire Balkanstaters samlede styrker var i antal de osmanniske langt overlegne.
I en lynkrig fordrev Balkanforbundet den osmanniske hær fra næsten alle dens bastioner på europæisk grund så langt frem som til udkanten af Istanbul. En stærkt moderniseret flåde gav desuden hurtigt Grækenland kontrol over Det Ægæiske Hav og muliggjorde græsk erobring af øerne Chios, Mytilene og Samos.
Balkanforbundets hurtige fremmarch antog til tider karakter af et veritabelt kapløb mellem de fire lande. Således indtog den græske hær den vigtigste makedonske havneby, Thessaloniki, blot ganske få timer før de bulgarske styrker nåede frem. Samme rivalisering gjorde sig gældende for Bulgariens og Serbiens fremmarch i Makedonien til trods for eksistensen af en delingsaftale.
I december 1912 blev der på osmannisk begæring indledt fredsforhandlinger i London under stormagternes ledelse. Stormagterne erklærede sig rede til at acceptere Balkanstaternes erobringer, men krævede dannelsen af et selvstændigt Albanien, hvilket kom på tværs af både Grækenlands og Serbiens interesser.
Et ungtyrkisk statskup i januar 1913 og det nye regimes afvisninger af Balkanstaternes krav førte imidlertid til nye kamphandlinger. Disse endte i endnu en række osmanniske nederlag.
1. Balkankrig blev afsluttet den 30. maj 1913 ved en fredsaftale i London. Herved anerkendte Osmannerriget Balkanstaternes erobringer. Denne betydelige ændring af magtforholdene på Balkan førte hurtigt til spændinger mellem de tidligere allierede. I centrum herfor stod uenighed om delingen af Makedonien og Thrakien. Mens Grækenland og Serbien kunne nå frem til en overenskomst herom, var Bulgarien utilfreds med sin andel af byttet.
2. Balkankrig begyndte den 30. juni 1913, da Bulgarien angreb Serbien og Grækenland. Angrebet blev slået tilbage, og de to stater trængte hurtigt ind i Bulgarien. Herefter angreb også Rumænien Bulgarien, idet det så en mulighed for at realisere sine krav på det bulgarsk dominerede, men omstridte områdeDobrogea.
Osmannerriget åbnede en front fra øst i håb om at genvinde dele af sit tabte territorium. Efter få ugers krig bad Bulgarien om våbenhvile, og den 10. august 1913 blev der sluttet fred ved en aftale i Bukarest. Bulgarien måtte afstå dele af Makedonien til Serbien, Montenegro og Grækenland samt noget af Dobrogea til Rumænien. Ved en aftale den 29. september 1913 måtte Bulgarien desuden afstå det østlige Thrakien til Osmannerriget. I en separat aftale den 14. november 1913 med Osmannerriget blev Grækenland tilkendt Kreta.
De nye grænsedragninger og de ændrede magtforhold efter Balkankrigene kom på afgørende vis til at bestemme Balkanstaternes allianceforhold til stormagterne. Dette blev en væsentlig medvirkende årsag til den udvikling, der udløste 1. Verdenskrig.
Bulgarien søgte støtte for sine revisionskrav hos Centralmagterne, mens Serbien og Rumænien nærmede sig Rusland. Styrkelsen af Serbien skabte frygt i Østrig-Ungarn og førte til ønsket om at få knækket Serbien. En sådan lejlighed bød sig, da den østrigske tronfølger Frans Ferdinand blev myrdet den 28. juni 1914 i Sarajevo. Men hermed begyndte også den udvikling, som endte i udbruddet af 1. Verdenskrig.
Den 11. marts 2025 afholdes der valg til Grønlands parlament, Inatsisartut. Formanden for Naalakkersuisut, Grønlands regering, udpeges af Inatsisartut efter valget.
NATO er en forsvarsorganisation baseret på Den Nordatlantiske Traktat (Atlantpagten). Forkortelsen står for North Atlantic Treaty Organization.
Få overblik over vigtige personer, begivenheder, krige og konflikter i Mellemøsten lige nu.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.