Baskerlandet er det område, der er præget af baskisk kultur, dvs. i bredeste betydning de spanske provinser Vizcaya, Guipúzcoa og Álava, under ét País Vasco, Navarra samt den baskiske region i Frankrig. Hovedparten ligger i Spanien, hvor også 90 procent af baskerne bor. I det følgende omtales kun Pais Vasco, baskisk Euskadi, selv om Navarra af de baskiske separatister betragtes som en del af Baskerlandet.
Baskerlandet er fra 1980 en autonom spansk region med eget parlament og udstrakt selvstyre; 7234 km2, 2.124.846 indb. (2005). Det ligger i bunden af Biscayen mellem De Cantabriske Bjerge og Pyrenæerne og strækker sig mod syd til floden Ebro. Regionen er meget tæt befolket; de vigtigste byer er regionshovedstaden Vitoria, industri- og servicecentret Bilbao samt San Sebastián, der er turist- og kulturcenter.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.