Caravaggio

Caravaggio stod i lære hos Simone Pederasini (1540-1599) i Milano fra 1584 til 1588. Man kender ikke til værker fra Caravaggios hånd fra tiden i Milano. I 1592 rejste han til Rom og fik arbejde for kunstneren Giuseppe Cavaliere d'Arpino. Han var en efterspurgt kunstner, som udførte en del udsmykninger i forskellige paladser i Rom. Nogle af de tidligste værker af Caravaggio, man kender til, er fra denne tid, blandt andet Dreng med frugtkurv, ca. 1594, og Selvportræt som Bacchus, ca. 1593-1594.

Først da Caravaggio mødte kardinal Francesco Del Monte (1549-1627) kom der for alvor fart på hans egen karriere. Kardinalen bestilte flere malerier af Caravaggio, og værkerne kunne have både religiøse og ikke-religiøse motiver; heriblandt værket, der viser Bacchus, ca. 1595-1596. Det var gennem kardinal Del Monte og hans forbindelser, at Caravaggio fik de første udsmykningsopgaver til kirker i Rom.

Caravaggio udførte sine malerier med en stor realisme og en høj detaljegrad. Det helt særlige er måden, hvorpå han bruger lys og skygge. I flere af hans værker lod han dele af værket være meget mørkt, hvorimod andre dele blev malet, som blev de belyst fra en lyskilde, der kom fra et sted uden for værket. Det kan se ud som om, at figurerne står på en scene med en enkelt projektør rettet mod sig. Den store kontrast mellem lys og skygge fremhæver de centrale dele af værket.

Et andet kendetegn er måde, hvorpå Caravaggio skildrer sine personer. Ofte blev de skildret i samtidens klædedragt og med de rynker, fuger og beskidte negle, de måtte have. Selv når der er tale om helgener eller bibelske figurer, vises de, som kom de lige ind fra gaden. I Caravaggios værker kan evangelisten Matthæus eksempelvis have beskidte fødder.

Caravaggio var maler i en modreformatorisk tid, hvor den katolske kirke brugte kunsten i kampen mod protestantismen. Man ønskede at formidle kristendommen gennem bl.a. billedkunsten, og et middel var at appellere til følelserne hos beskueren. Motiver som omvendelse til den rette tro, ekstase, fryd, smerte, martyrdød og al tings forgængelighed blev ofte brugt i tidens malerier. Billedsproget skulle være let forståeligt, så budskabet var klart og tydeligt for almindelige mennesker. Caravaggio kunne med enkle virkemidler fortælle om det væsentlige. Det ses fx i værket Den Tvivlende Thomas (1602-1603), hvor Thomas har fingeren helt inde i såret på siden af den genopstandne Jesus. På den måde bliver Jesu fysiske tilstedeværelse som et menneske af kød og blod tydelige over for Thomas.

I 1599 fik Caravaggios sin første store kirkeudsmykning. Han skulle skabe malerier til Contarelli-kapellet i kirken San Luigi dei Francesi i Rom. Han malede i alt tre malerier, som viser scener fra evangelisten Matthæus' liv. To af malerierne omhandler omvendelse og martyrdød. Til venstre i kapellet ses værket Matthæus' Kaldelse. Over for dette hænger værket Matthæus' Martyrium, og imellem disse to ses Matthæus skriver evangeliet.

Matthæus' Kaldelse viser det øjeblik, hvor Jesus kommer og beder Matthæus følge ham som discipel. Matthæus' Martyrium overfor skildrer det øjeblik, hvor Matthæus må gå i døden for sin tro. Malerierne i kapellet viser tydeligt Caravaggios særlige og personlige måde at bruge lys og skygge på, og de markerer hans brud med renæssancens og manierismens idé om et ensartet og jævnt lys i malerier.

Temaerne omvendelse og martyrdød gør sig gældende i den anden store kirkeudsmykning, som Caravaggio udførte i Rom. I kirken Santa Maria del Popolo malede han i 1601 to malerier, der hænger over for hinanden i Cerasi-kapellet. Det ene er Paulus' Omvendelse og det andet er Peters Korsfæstelse. Man ser det øjeblik, hvor Paulus på grund af et guddommeligt syn er faldet af hesten. I maleriet Peters Korsfæstelse ses tre mænd, der kæmper med at rejse det kors, hvorpå Peter er korsfæstet med hovedet nedad. Det er karakteristisk for begge værker, at baggrunden er mørk, og at figurerne er helt fremme i billedfladen. Der er intet i værkerne, som kan forstyrre fortællingen og tage fokus fra det væsentlige.

Med de to kirkeudsmykninger i Rom slog Caravaggio for alvor sit navn fast. Han fik flere bestillinger, bl.a. en bestilling på en altertavle til et kapel i Peterskirken. I 1606 blev han dog forvist fra Rom, fordi han angiveligt havde været indblandet i et slagsmål, som var endt fatalt. Caravaggio blev anklaget for mord og måtte forlade byen. Han opholdt sig herefter i perioder både i Napoli, på Malta og på Sicilien. Alle stederne fortsatte han med at male og få bestillinger. I 1610 vendte han tilbage til Rom, hvor han døde af sygdom den 18. juli 1610.

Trods sin relative korte karriere opnåede Caravaggio anerkendelse i sin samtid og fik bestillinger på værker fra vigtige personer og institutioner. Han mødte dog også kritik, som ofte gik på den stærke realisme i hans værker og hans brug af almindelige mennesker som modeller.

Særligt den karakteristiske og kontrastfulde brug af lys og skygge gjorde dog Caravaggio kendt ud over landets grænser. Eksempelvis var en gruppe af nederlandske malere i Rom, hvor de studerede Caravaggios værker. Det var gennem disse såkaldte caravaggister, at den nederlandske maler Rembrandt van Rijn blev inspireret til at bruge den dramatiske clairobscur, som blev så definerende for Rembrandts kunst. Også malere som Peter Paul Rubens og Diego Velázquez fandt inspiration hos Caravaggio.

Herefter fulgte en periode, hvor man ikke regnede Caravaggio for noget særligt, og først i begyndelsen af 1900-tallet begyndte kunsthistorikere at trække ham ud af glemslen.

Der er lavet flere spillefilm om Caravaggio, bl.a. Derek Jarmans Caravaggio fra 1986 og Michele Placidos Caravaggios skygge fra 2022.

• italiensk barok og nyklassicisme
• clairobscure