CinemaScope

CinemaScope var en videreudvikling af et anamorfotisk linsesystem udviklet af den franske optikingeniør Henri Chrétien i 1927. Chrétien kaldte sit objektiv for Hypergonar, og det var et cylinderbaseret objektiv, der skulle placeres foran kameraobjektivet. Hypergonaren var en videreudvikling af et kampvognsperiskop, han havde udviklet under 1. Verdenskrig. Chrétien havde ladet fremstillet et antal objektiver, der både kunne bruges foran kameraobjektivet og til biografens filmprojektor, og han forsøgte forgæves at gøre filmindustrien interesseret i hans system.

I slutningen af 1940'erne oplevede den amerikanske befolkning stigende velstand, og mange flyttede til forstæderne og fik tv. Det betød færre solgte biografbilletter, og det stod klart for filmproducenterne, at der skulle noget spektakulært til for at lokke publikum i biografen. Svaret var "det store lærred", der var bredere og større end tvs beskedne 4:3-format. Cinerama kom først i efteråret 1952, og den store succes medvirkede til, at 20th Century Fox' chef, Spyros Skouras, og studiets tekniske direktør, Earl Sponable, rejste til Paris kort tid efter. Her mødte de Henri Chrétien og sikrede sig rettighederne til hans Hypergonar, som de lancerede som CinemaScope.

Chrétien leverede tre Hypergonar-objektiver til 20th Century Fox, der alle blev testet. Det viste sig, at kompressionsfaktoren skiftede imellem 1,87x midt i billedet til 2,37x i hver side af billedet. Det betød, at en skuespiller, der gik på tværs af biograflærredet, så tykkere ud midt i billedet og tyndere igen i højre og venstre side af billedet, når filmen blev vist med et anamorphot-projektionsobjektiv med en konstant 2x kompressionsfaktor. Desuden skiftede kompressionsfaktoren, afhængigt af om det var et nærbillede eller en scene længere væk.

Den første film blev The Robe (Men jeg så ham dø, 1953), der allerede havde været i produktion i seks uger i standardformat. Alle dekorationer blev revet ned, og produktionen startede forfra i CinemaScope. Hele filmen er optaget med et 50mm prime-grundobjektiv med Hypergonaren foran. Det tre første Hypergonarobjektiver blev også brugt til produktionen af How to Marry a Millionaire (Tre piger søger en millionær, 1953) og Beneath the 12-Mile Reef (Duellen på havets bund, 1952).

Med CinemaScope fik biograflærrederne vokseværk i bredden, samtidigt med at lydsiden blev udvidet til 4-spors magnetlyd med tre højttalere bag lærredet og en effektkanal fordelt på mange højttalere i biografsalen. 20th Century Fox stillede krav til biograferne om, at alle CinemaScope-film skulle vises med 4-spors magnetlyd, der i væsentlig grad bidrog til den nye oplevelse, der lå meget langt fra tv-oplevelsen i sort/hvid og monolyd. Biografejerne var dog ikke tilfredse med kravet om det nye lydsystem. Det var dyrt for små provinsbiografer og upraktisk i de populære drive-in-biografer overalt i USA. Kravet faldt bort i 1957, og fra da af blev CinemaScope-film også leveret med optisk lyd og med mag-optisk lyd. Filmformatet blev ved den lejlighed ændret til 2,35:1.

CinemaScope blev utroligt populært, og i årene 1953-1967 blev der produceret mange film af de fleste selskaber i Hollywood, der lejede objektiverne af 20th Century Fox. Nogle eksempler på CinemaScope-film fra andre selskaber er Lady and the Tramp (Lady og Vagabonden, 1955) fra Disney, Silk Stockings (Silkestrømper, 1957) fra MGM og The Bridge on the River Kwai (Broen over Floden Kwai, 1957) fra Columbia Pictures.

Udfordringen med Hypergonarens ujævne kvalitet gjorde det nødvendigt at udvikle nye CinemaScope-kameraobjektiver. Bausch & Lomb producerede næste generation af objektiver. Desuden blev der fremstillet anamorphot-projektionsobjektiver til biograferne. De første anamorphoter var prismebaserede i modsætning til cylinderbaserede objektiver. Panavision leverede mere end 35.000 Super Panatar (og senere Ultra Panatar) prismeanamorphoter til biograferne fra 1954 til 1957.

I samme periode lancerede konkurrende filmselskaber CinemaScope-lignende systemer og markedsførte dem som Warner SuperScope, Arriscope, Agascope, Scaniascope, Francescope, Panavision og mange flere. Fælles for dem alle var en kompressionsfaktor på 2x.

CinemaScopes biograflærreder, der blev større og større skete på bekostning af skarphed. Datidens Eastman Kodak-farvenegativfilm var ikke finkornede nok, og grænsen for hvor meget et billede kunne forstørres var nået.

For at kunne fremstille bedre biografkopier var nye filmformater med større negativer nødvendige. 20th Century Fox udviklede CinemaScope 55 med et negativ, der var cirka fire gange større end 35mm. Paramount Pictures udviklede VistaVision. Technicolor udviklede Technirama, og American Optical Company udviklede Todd-AO. I 1957 udviklede Panavision og MGM i samarbejde et prismeanamorfotisk system til 65mm-film med en kompressionsfaktor på 1,25x. Processen blev lanceret som MGM Camera 65 (fra 1962: Ultra Panavision 70).

I 1958 udviklede Panavision deres Auto-Panatar 2x, et anamorphotisk 35mm-system, som kvalitetsmæssigt var CinemaScope overlegent. "Filmed in Panavision" blev endnu mere populært end CinemaScope og bruges den dag i dag, næsten 70 år senere. Panavision havde forfinet teknikken og kunne præsentere en fejlfrit billede uden CinemaScopes skavanker.

• Panavision
• Cinerama
• Todd-AO
• widescreen
• bredlærredformat