Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                

Faktaboks

Claus Offe
Født
16. marts 1940, Berlin

Claus Offe er en tysk samfundsforsker indenfor sociologi og politisk videnskab. Han er især kendt for omfattende studier af velfærd og demokrati under de vilkår med tilbagevendende kriser og økonomisk ulighed og koncentration, som moderne kapitalisme har ført til.

Livsløb og karriere

Efter studier i sociologi i Köln og Berlin blev Claus Offe assistent for Jürgen Habermas ved universitetet i Frankfurt am Main, hvor han i 1968 erhvervede ph.d.-graden. Han omtales derfor ofte som hørende til frankfurterskolen. Efter ophold ved forskellige universiteter i USA og Vesttyskland blev han i 1975 professor i politisk sociologi i Bielefeld, senere ved Humboldt-universitetet i Berlin. Dette kombinerede han med gæsteophold ved en række universiteter i USA, Australien og flere europæiske lande, ligesom han fik ledende poster i internationale samfundsvidenskabelige organisationer.

Kapitalisme, demokrati og velfærdsstat

Claus Offes meget omfattende faglige indsats har været centreret om problemer i moderne kapitalistiske samfund. Hans grundsynspunkt var, at kapitalismens indre dynamik ser ud til at indebære tilbagevendende kriser og stigende koncentration af økonomisk magt. Det medfører stigende problemer for velfærd, integration og demokrati i moderne samfund. Resultater er legitimitetsproblemer, tillidssvigt og politiske krisetendenser.

I et af Offes hovedværker Contradictions of the Welfare State (1984) er argumentationen, at den klassiske antagelse hos Marx om arbejdet som det centrale orienteringspunkt og grundlaget for fællesskab og solidaritet i menneskers hverdagsliv ikke længere gælder i moderne kapitalisme. Der opstår nye mellemlag og professioner med en mangfoldighed af interesser og større individualisme, som træder i stedet for klassebaserede interesser. Dermed opstår legitimeringsproblemer for velfærdsstaten, som kan manifestere sig i svigtende tillid til staten, demokrati og myndigheder, populistiske strømninger mv.

Borgerløn

Som en middel til at imødegå disse truende tendenser gik Claus Offe i 1980'erne ind i et arbejde for indførelse af en form for borgerløn, i princippet en basal ydelse, som alle (voksne) skulle modtage. Han var i 1984 med til at oprette netværket Basic Income European Network (Europæisk netværk for basisindkomst), i 2004 omdøbt til Basic Income Earth Network. Claus Offe argumenterede for en gradvis overgang til borgerløn, kombineret med frivillig deltagelse i abejde med velfærdsydelser.

Transnational integration

Siden 1990'erne har Offe også beskæftiget sig med øst-vest-integrationen i Tyskland og Europa efter Murens Fald i 1989 og de nye østeuropæiske staters opståen (i The Varieties of Transition: The East European and East German Experience, 2015), integrationsproblemer i EU (EU Citizens in Europe Essays on democracy constitutionalism and European integration (2015) og i transnationale organisationer og institutioner.

Læs videre i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig