Location via proxy:   [ UP ]  
[Report a bug]   [Manage cookies]                

Ellesteddyssen er en langdysse 14 kilometer sydvest for Nyborg ved landevejen mellem Ørbæk og Ringe. Anlægget er fra perioden 3500-3300 f.v.t. og er usædvanlig ved at rumme hele fem dyssekamre.

Ellesteddyssen set fra syd
Ellesteddyssen med dens fem gravkamre set fra syd.
Ellesteddyssen set fra syd
Licens: CC BY NC SA 3.0

Beskrivelse

Ellesteddyssen fremstår i dag som en ca. 10,5 meter bred og 26 meter lang, Ø/V-orienteret høj, med i alt fem tværstillede, tilnærmelsesvis fritstående dyssekamre i højtoppen. Fire af de fem dyssekamre ligger på linje; omtrentligt i højens midterakse, mens det vestligste kammer er forskudt mod nord. Alle fem gravkamre har åbningen mod syd. Formentlig har kamrene oprindeligt været dækket af en jordhøj, hvoraf der i dag kun er en lav højning tilbage. Randsten er sat langs højfoden.

Datering

Dysser dateres til tidsrummet 3500-3300 f.v.t., dvs. den tidlige del af bondestenalderen. Hvor de tidligste dyssekamre var små, rektangulære og lukkede, tilhører Ellestedsdyssen kamre den senere, åbne type, som var beregnet til gentagne begravelser.

Historik

På en afbildning af dyssen fra 1883 er kun en af kamrene forsynet med dæksten og den østligste, forskudte dysse er ikke afbildet. Imidlertid blev Ellesteddyssen restaureret af Nationalmuseets konservator Julius Raklev i 1939. Her blev en del af højfylden fjernet; antagelig for at få kamrene til at fremstå tydeligere. Ligeledes blev flere randsten rejst og andre tilføjet udefra. Ellesteddyssen fremstår således i dag som Raklevs tolkning af, hvordan dyssen oprindeligt har set ud og er et eksempel på tidligere tiders mere hårdhændede restaureringspraksis.

Ellesteddyssen A.P. Madsen 1900

A.P. Madsens tegning af Ellesteddyssen omkring 1900. På tegningen er kun gengivet fem dyssekamre, mens kun af de fire kamre er forsynet med dæksten.

Adgang

Der er offentlig adgang til Ellestedyssen, som ligger klos op ad landevejen mellem Ørbæk og Ringe. Der forefindes en parkeringsplads på vejens modsatte side.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig